Quiz: Er det pap eller papir?
Vi er gode til at sortere affald!
I Danmark er indbyggerne gode til at sortere affald. Faktisk er vi et af de lande i Europa, der genanvender den højeste andel af vores affald – dog bliver vi slået af tyskerne, østrigerne og slovenerne. I Danmark genanvender vi 58% af husholdningernes affald. Det er over EU-gennemsnittet på 48%.
Affaldssortering er nærmest hjerteblod for mange. De artikler, vi skriver om affald og sortering på Samvirke, er de mest læste – og vi får ugentligt spørgsmål om sortering fra jer læsere.
Genanvendelse kan svare sig: Det kræver cirka 2 kilo træ, hver gang man vil fremstille 1 kilo nyt papir. Genanvender du, skal der ikke fældes træer – og hver gang, vi har genanvendt 1 ton papir, har vi ”undgået” at fælde 14 træer. Energiforbruget er også lavere, når vi genanvender papir i forhold til, når papiret skal produceres af helt nye fibre. Det kræver kun en tredjedel så meget energi at producere genbrugspapir.
Når du kigger på den samlede mængde affald, du producerer, er papir og pap måske ikke de største fraktioner – men på et år bliver det alligevel til 120 kilo papir og 16 kilo pap pr. husstand, viser en opgørelse fra Miljøstyrelsen.
98 måder at sortere på
De 98 danske kommuner afgør hver især, hvordan borgerne i kommunen skal sortere deres affald. Derfor kan der være små forskelle fra kommune til kommune. Samvirke bringer så vidt muligt kun eksempler på ting, der sorteres ens i alle kommuner, men tjek altid vejledningen der, hvor du bor.