leg

Perlevenner - mød 3 voksne, der leger med perleplader

Selv om du for længst er stoppet i børnehaven, behøver du ikke lægge perlerne på hylden. Herunder kan du møde 3 voksne, der stadig perler løs.

 

Grafikeren

Kathrine Højriis 34 år år er grafisk designer. Hun fik øjnene op for perler for cirka tre år siden. Hun er vild med at sætte perlerne sammen i mønstre, der driller øjet og får folk til at kigge en ekstra gang.

»Jeg elsker at bruge ting, som hører til et sted og give det en ny kontekst. Da jeg begyndte med perlerne, var det, fordi jeg var begyndt at interessere mig for heraldik (middelalderlig brug af mønstre i våbenskjolde, red.) og spejling af mønstre. Jeg tog perlerne frem og begyndte at lave store mønstre. Sommetider laver jeg en grovskitse, og andre gange bygger jeg bare op efter fantasien.«

Selvom der er stor frihed i alle de små spidser på en perleplade, er der dog grænser for, hvad man kan lave. Det er noget af det, der pirrer Kathrine Højriis, når hun laver sine perlemønstre.

»Det er fedt, når man skal være kreativ, at rammen er sat, men nogle gange bliver jeg også helt irriteret over, at jeg ikke lige kan lave en runding eller en linje et sted. Men det er også det, der er udfordrende og spændende.«

Udfordrer formatet

Kathrine Højriis arbejder meget med huller i sine mønstre. Det er en måde at lave perleplader på, som er fjern fra de flestes opfattelse. En perleplade skal da fyldes ud.

»Jeg har fået rigtig mange henvendelser. Folk, der siger: »Ej, kan man også det med perler?« Det er sjovt, for jeg har lavet rigtig mange forskellige ting efterhånden, men det er perlerne, jeg har fået mest respons på.«

Perlerne har en særlig plads i Kathrine Højriis’ grafiske hjerte.

»Jeg bliver aldrig færdig med at finde på og heller ikke færdig med perlerne. Jeg kan godt lide den kontrast, det er at tage noget, som egentlig er ment som børnelegetøj, og bruge det i en anden sammenhæng, tage det med ind i en voksenverden og lave noget hyggeligt og smukt ud af det. Jeg lever for æstetik og det, jeg selv synes er smukt. Det er det, der driver mig, når jeg laver noget. Og så synes jeg bare, perlerne er flotte.«

 

Rebellerne

OEPS Crew er to kvinder i 30’erne, som bor i København. Mere får du ikke at vide om dem, for de er hemmelige. Eller så hemmelige, som man nu kan være med flere hundrede billeder fra hele verden på de to online fotodelingstjenester Instagram og Flickr.

OEPS startede i 2007 og har siden da lavet flere tusinde store og små perleplader. 

Det går stærkt, når de to kvinder stiller de små perler op. I løbet af få minutter står omridset af deres tag (graffiti-signatur, red.) OEPS klar til at blive fyldt ud med en af de mange farver fra glassene på hylden.

Anderledes præg på hiphop

OEPS er vilde med graffiti og hiphopkulturen og ville derfor også ud og sætte deres signatur på gader og stræder. Men de havde svært ved at komme i gang.

»Vi havde vores tag klar i lang tid, og vi ville egentlig gerne lave graffiti, men det gik hurtigt op for os, at det er rigtig omstændeligt at rage rundt om natten og male. Så begyndte vi med perlerne i stedet. Det går stærkt, og så er det lækkert bekvemt at sidde hjemme ved bordet med det. Der gik ikke lang tid, fra vi startede, før hele Nørrebro var smurt ind i perleplader.«

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Kufferten fyldt med perler

Perlepladerne bliver ikke kun på dansk jord. OEPS rejser gerne og ofte, og hver gang er kufferten fyldt med færdige tags.

»Vi har altid en masse perleplader med, når vi rejser. Det er verdens bedste hobby. Vi elsker OEPS og vores perler. OEPS er det bedste, vi nogensinde har lavet. Vi sætter perle-plader op for at tisse territoriet af. En underlig idé om at komme ud og markere sig, og det er fedt, når der så dukker et billede op på Flickr, hvor vi kan se, at en plade, vi satte op for flere år siden, stadig sidder bag på et skilt i Thailand.«

 

Hyggeperleren

Thomas Lolholm 29 år læser medie- og filmvidenskab på universitetet. Han har lavet perleplader i tre år.

»Jeg startede egentlig med at lave perler som en del af et rygestop, som i øvrigt holdt, og så gik der sport i det. Jeg havde nogle perler til at ligge, og så ville jeg se, hvad jeg kunne lave med dem. Nu laver jeg både egne kreationer men også kopier af ting, jeg finder på nettet. Det er bare hyggeligt at sidde og pusle med en perleplade, lukke af for omverdenen og koncentrere sig om noget helt andet i et stykke tid. Det er nærmest en slags meditation for mig, når jeg sætter mig med mine perler, og så er det bare rigtig hyggeligt.«

Old school-motiver

Mange af Thomas Lolholms perleplader er lavet i 8-bit format, det kantede format, man i starten brugte til at lave grafikken i computerspil. Det er et råt udtryk, som ville egne sig til street art, og selvom Thomas Lolholm har forsøgt sig med det, er det ikke blevet til det store.

»Jeg har somme tider for sjov hængt perleplader op i træer, men jeg bliver altid nervøs for at blive opdaget, så det er ikke noget for mig. Det er heller ikke det at blive set, der er vigtigt for mig. Det er at hygge mig og have det sjovt med det, der får mig til at blive ved. Jeg laver perleplader for min egen skyld, og hvis folk så synes, det er fedt, kan de sommetider få en.«

Læs mere om