Redaktionen anbefaler






– et af de tidspunkter på året, hvor salget stiger.
Claus Tingstrøm har arbejdet som kok og restaurantchef og har stiftet og været medejer af flere forskellige kantine-virksomheder. Han har tidligere blandt andet været præsident for Det Danske Gastronomiske Akademi.
»For 20 år siden gik jeg og tænkte: Hvorfor laver jeg ikke god mad til mange i stedet for fin mad til få? Jeg havde ejet forskellige restauranter og være ansat på flere. På en gourmetrestaurant laver man mad til 50 gæster på en aften. 40 af gæsterne er det, jeg kalder pligtgæster, som er ude at spise med firmaet eller er inviteret af en forretningsforbindelse. Det er gæster, hvor maden måske ikke betyder det vilde. Jeg længtes efter at lave mad, der gjorde en forskel. Samtidig tænkte jeg, at hvis jeg skal blive gammel, skal jeg til at finde på noget andet at lave. Hvis man ikke stopper det hårde liv i slutningen af 30’erne som kok, så holder man ikke, til man bliver over 60 år, som jeg er nu. De tanker førte til, at jeg sammen med en kammerat stiftede en kantinevirksomhed. Og vi ramte en trend. Kantinerne var på vej væk fra spegepølser og forårsruller – folk ville nemlig gerne have ordentlig mad, når de gik på job. Siden solgte jeg min del og stiftede min egen kantinevirksomhed, der i dag hedder Cheval Blanc, og som jeg ejer sammen med en italiensk, kooperativ virksomhed Camst, der står for Cooperativa Albergo Mensa Spettacolo e Turismo, som betyder: kooperativet for hotel, kantine, underholdning og turisme.«
»Vi arbejder med 3 P’er: People, planet og profit. I nævnte rækkefølge. Medarbejdere, der trives og føler ansvar for deres arbejdsplads, er nøglen til god service og tilfredse kunder. Derudover er vi en del af verden udenfor: Det er helt naturligt at forholde sig til klimakrisen, men vi har også et mere generelt samfundsansvar. Hos os vil vi gerne tage os af folk, der har brug for en ny chance på arbejdsmarkedet. Når de 2 første fylder så meget, går vi lidt mindre op i høj profit. Men selvfølgelig skal vi tjene penge.«
»Det er jo nærmest helt banalt. Prøv at sammenligne mad og benzin. Benzin køber du gerne ind, hvor det er billigst eller nemmest. Eller der, hvor du har et benzinkort til. Produktet er ens fra tankstation til tankstation, og det betyder ikke noget for dig, hvem der står bag kassen, for langt oftest kommer du slet ikke ind i butikken. I kantinerne er det helt omvendt: Hos os er maden den halve oplevelse. Menneskene i kantinen står for den anden del. Hvis ikke stemningen er god, eller det er rart at være der, så smager måltidet ikke helt så godt. Derfor kommer menneskene først hos os.«
»Jeg er lidt fascineret af ejerformen. Vi har sådan nogle automatiske fortællinger om, hvorfor en virksomhed bliver en succes. Vi tror, det er en stærk og beslutningskraftig ejer med en god idé. Men det er også noget med ejerformen. Hvis du ser på, hvem der klarede sig godt gennem finanskrisen, træder familie-, fonds- og andelsejede virksomheder frem. Jeg er ret sikker på, at de langsigtede ejerskaber gør virksomhederne mere robuste. Virksomheder, der udspringer af fællesskabet, er med mine øjne de bedste til at udvikle virksomheden på den lange bane. Og i Danmark ligger det nærmest i vores kultur. Vi har store virksomheder som Lego, Danfoss, Løvens, Novo, Carlsberg, Arla, Coop og Danish Crown, der alle er ejet af enten familier, fonde eller andelshaverne – altså enten kunderne eller producenterne. Og jeg synes, at det er tankevækkende, at Arbejdernes Landsbank, der er ejet af fagforeningerne og kun har profit som ét af mange mål, år efter år efter år er banken med de mest tilfredse kunder. Det giver fordele, når man kan tænke mere holistisk.«
»Medarbejdereje er ikke en magisk hånd, der kan trylle, men jeg tror, at i mange situationer er det en kæmpe fordel, når det er medarbejderne, der er ejere. I vores branche er medarbejder-eje nærmest det mest logiske: Det er medarbejderne, der har kundekontakt, og i mine øjne bør de så også have indflydelse på, hvordan kantinerne drives. Jeg tror, at når man ejer virksomheder i fællesskab, passer man bedre på virksomheden. Når medarbejderne forhåbentlig kan blive medejere, tror jeg ikke, at de – billedligt talt – vil slagte avlstyren, spise det gode kød og lade fanden tage resten. Jeg tror, der vil ske præcis det modsatte. At medarbejderne vil passe endnu bedre på deres fælles virksomhed end en fjern kapitalejer.«
»Jeg drømmer om, at det skal blive nemt for medarbejderne at købe sig ind i min virksomhed, så de i fællesskab kan overtage den en dag. For nej. Det er ikke ligetil. I Italien, hvor der er en stor tradition for fællesskabsejede virksomheder, er det nemmere at gå i banken og få finansiering, hvis man vil købe sig ind i en fællesskabsejet virksomhed. I Danmark har vi nærmest ikke tradition for, at man kan lave generationsskifte til en gruppe af medarbejdere, når man som ejer vil sælge og gå på pension. Det har vi i Danmark ikke rigtigt en god model for endnu.«
Begrebet demokratiske virksomheder bruges til at beskrive virksomheder, der er ejet af mange i fællesskab. Det kan være virksomheder som Coop, flere forsikringsselskaber og Totalkredit, der alle er ejet af kunderne, eller virksomheder som Arla og Danish Crown, der er ejet af producenterne i fællesskab. I mange år har Danmark været et foregangsland, når det gælder andelsvirksomheder, men Sverige og Finland har overtaget førerpositionen – blandt andet fordi der stort set ikke stiftes nye fællesskabsejede virksomheder i Danmark.
En ekspertgruppe, der er nedsat af Folketinget, er inden sommerferien kommet med en række anbefalinger:
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10