Får du en flad bagdel af at sidde ned?
Inaktive muskler giver dig en flad numse
Det, der skaber formen på vores bagdel, er genetik, fedt og muskler.
»Genetikken betyder meget for bagdelens form, og vi kan derfor ikke alle sammen få en Beyonce-bagdel, uanset hvor meget vi træner,« forklarer fysioterapeut Marianne Nørup.
Træning af ballemusklerne er dog langtfra spildt, og vi kan også påvirke størrelsen af musklerne. Den muskel, der bestemmer formen på vores bagdel, hedder gluteus maximus og er den yderste af 3 muskler i ballerne. Dens funktion er at holde os oprejst, når vi står, går eller løber, og den kaldes derfor også en antityngdekraftsmuskel. Det er også denne muskel, der fører benet bagud, når vi bevæger os, og den, der rejser os op fra siddende position. Når vi sidder ned, er musklen inaktiv og forlænget.
»Jeg mener ikke, der er lavet decideret forskning på, hvorvidt det giver en flad bagdel at sidde ned, men det er plausibelt.«
Det, der sker, når vi sidder meget ned, er nemlig, at musklen finder sig til rette i den forlængede og inaktive stilling. Det gør den sværere at genaktivere, når vi rejser os op og går igen.
»Inaktive muskler skrumper og bliver slappe, og derfor vil det kunne give os en fladere bagdel, hvis vi sidder ned hele dagen,« forklarer Marianne Nørup.
Styrketræning aktiverer musklerne
Vil du undgå inaktive muskler og en flad bagdel, er det en god idé at styrketræne. Det gør ballemusklerne fastere og større, men inden du kaster dig over squats og hip thrusters, bør du være opmærksom på, at du kan komme til at overbelaste andre muskler. Når musklerne i ballerne bliver inaktive, er der nemlig andre muskler, der tager over, og dem kan du ende med at træne i stedet for, men det hjælper ikke på en fyldigere bagdel og kan derimod give skader i blandt andet ryggen og hofterne.