Dyrevelfærd: Dyrene er under et ekstremt pres

Dyr har et indre liv, og de kan føle smerte, derfor handler dyrevelfærd om mere og andet, end om hvorvidt dyret får vand, foder og tag over hovedet. Antropolog Inger Anneberg forsker i, hvordan landmænd og ansatte i landbruget forholder sig til dyrenes velfærd.

Inger Anneberg er antropolog og seniorrådgiver emeritus ved Institut for husdyrvidenskab på Aarhus Universitet og har desuden skrevet Tænkepausen HUSDYR udgivet på Aarhus Universitets forlag i 2020

Hvordan har dyrene i Danmark det?

»Med mit faglige indblik mener jeg, vi har mange problemer med vores produktionsdyr. De er under et ekstremt pres i et forgældet landbrug, hvor det er svært for eksempel at bygge, så man kunne give grisene mere plads. Søerne står fikseret i en bøjle i farestalden 95 procent af tiden. Det kan ændres gennem lovgivning, men der er også landmænd, som selv er ved at være trætte af at se deres søer på den måde og derfor ændrer systemet. Landbrugsdyr er for almindelige mennesker stort set usynlige, og for landmanden er det hans forretning, som han skal tjene penge på. Modsat er det med vores kæledyr, som jo er individer for os, dem knytter vi os til, deres navn kommer på postkassen, og de spiller en rolle for vores identitet. De får som regel en rigtig god behandling.« 

Men hvorfor føler forbrugerne ikke det samme for produktionsdyrene?

»Mange forbrugere kommer aldrig i en stald og vil måske helst heller ikke have for meget viden, for så bliver det sværere at købe en anonym bøf eller et kyllingelår. Dyr og de udskæringer, de ender som, er kendetegnet ved det, en fransk filosof har kaldt de-animalisering, at vi har fjernet os fra de dyr, vi spiser. Vi ved også, at folk, der har kaniner, sjældent kan forestille sig at spise kanin, men samtidig er produktion af kaninkød faktisk en stor forretning i Europa – kaniner opfedes i tremmebure med meget lidt plads til deres adfærdsmæssige behov.« 

Elsker vi kæledyr højere end produktionsdyr?

»Vi har alle sammen en indre skala, hvor vi placerer dyr i et hierarki. Den skala er forskellig fra menneske til menneske, og den er også præget af det samfund, vi bor i. I Danmark spiser vi ikke katte – men det gør man for eksempel i det nordlige Ghana, hvor hverken hund eller kat er noget, man har inde i huset. Sociologer taler om den socio-zoologiske skala, en slags indre moralsk liste, hvor vi placerer dyr efter, hvor nyttige de er, eller hvor nuttede de er. Det er interessant, at vores politikere med glæde betaler millioner for at frikøbe 4 cirkuselefanter, fordi folk kan identificere sig med de udslidte elefanter, mens politikerne tillader, at vi sender levende kvier i tusindvis ud på en lang transport, fordi landbruget kan tjene penge på at sælge dem til Rusland – vi forskelsbehandler dyr i utrolig grad. I min forskning besøgte jeg engang en landbrugsskole. I en time sagde en elev: Hvis man bliver hidsig på en so, der ikke vil flytte sig, så stikker man en finger i øjet på den. Det ville han aldrig gøre ved sin kat, tilføjede han. Diskussionen gik efterfølgende på, at de ansatte selvfølgelig ikke skal øve vold mod dyr, men man har også en arbejdsdag, hvor man bare skal videre, og så skal den 400 kg tunge so altså flytte sig. For ham er dyrene blevet hverdag, et arbejdselement, han skal kunne håndtere.«

Inger Anneberg spiser selv gerne kaninkød, selvom hun har haft kanin som kæledyr. Hun går dog altid efter de dyr, der har haft mindst dårlige forhold i produktionen. Kaninen er venligst udlånt af Lone Vittus og Søren Quist, Brandbygegaard ved Odder.

Kan fisk føle smerte?

Regnbueørreder har i et forsøg fået sprøjtet bigift og eddikesyre ind i læberne, og det fik dem til at ændre adfærd og gnubbe læberne mod bunden eller kanten af bassinet. De var også længere tid om at spise sammenlignet med en kontrolgruppe. Forskerne bag forsøget mener dermed at have bevist, at fisk føler smerte, men andre forskere mener ikke, at fisk har hjernekapacitet nok til at føle
smerte.

Kilde: Husdyr, Aarhus Universitetsforlag
 

Hvad ved vi om dyrs følelser?

»Det er interessant, for det største fokus har været på de negative ting ved at være produktionsdyr. Og adfærdsmæssigt har fokus været på dårligdomme i stalden. For lidt plads, for lidt strøelse, mængden af sår og skader osv. altså problemer, der opstår på grund af de systemer, vi har dyrene under.  Det er først nu her de senere år, at man begynder at tænke på, hvordan dyr har det, når de har det godt. Og de positive mål er sværere at blive enige om. Nu ved vi, at dyrene leger – men kan man bruge det som udtryk for, om de har det godt? Man bliver usikker på, om de springende øko-køer danser af glæde om foråret, når de kommer på græs, eller om det er udtryk for skræk over de hundredvis af mennesker, der kigger på. De har følelser, men de er ikke ligesom os. Positive følelser er spændende mål for dyrs velfærd, som vi bør vide mere om.«

Hvordan med dyrenes smerter?

»At grise og køer føler smerte, er for længst bevist. I dag ved vi også, at fisk kan føle smerte, men det ved man kun, fordi man har valgt at undersøge det. Men vi har ikke forsket ret meget i, hvordan dyrene oplever at blive transporteret tætpakket i store lastvogne. Det er også meget bekvemt ikke at vide for meget, når det nu er en stor eksportvare at sende smågrise over grænsen.«

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Dyrevelfærd efterspørges af en del forbrugere, giver det dyrene udsigt til bedre liv?

»Ja, forskningsmæssigt er der kommet meget mere fokus på produktionsdyrene, og det smitter klart af på nogle mennesker, der kommer til at tænke over, at dyrene har en masse adfærdsmæssige behov, som de ikke får opfyldt. Og så er der bølgen af dem, som spiser mindre kød. De vælger at sige: Jeg vil gerne have det, der er mere delikat og er et bedre produkt, det skal ikke være et masseprodukt, hvor jeg ikke kan se, hvordan dyrene har haft det.  De dagsordener bliver grebet af de unge. Natursynet ændrer sig, og det smitter af på, hvad vi spiser. Naturen er noget i sig selv, og dyr er så også noget i sig selv.«

Vil vi helt holde op med at spise dyr? 

»Kødspisning er klart på retur i middelklassesamfund, hvor vi har råd til at lade være. Det er et udtryk for rigdom, at vi kan droppe 4 kyllinger for 100 kr., for vi vil hellere købe et forædlet produkt hos en bonde, vi kender. Den udvikling fortsætter. At forstå dyr bedre spiller for nogle mennesker en rolle. Nogen har sagt til mig, at om 50 år vil man se på vores måde at spise kød på, som vi ser tilbage på, hvordan man holdt slaver. Men dyreholdet er usynligt for mange forbrugere, de ser ikke halekupering, afhorning eller kastrering, så man kan med en vis blindhed købe kød.«

Hvordan udvikler vores forhold til kæledyrene siger?

»Jeg tror ikke, vi kan undvære den identitet, det giver os at være tæt på dyr, for eksempel at vokse op med heste eller hunde. At forstå dyr ved at omgås dem i hverdagen kan jo være utroligt positivt. Også her kommer ny viden på banen. Der kommer mere fokus på det dårlige i at vælge designerhunde, som har større tendens til skader på luftvejene, tilstoppede tårekanaler eller dårlige knogler, og at kæledyr i bur, som fugle og kaniner, kan leve et meget fattigt liv, fordi de egentlig kræver plads og selskab, men ofte ikke får det, når de skal tilpasse sig vores liv. Det er måske druknet lidt i debatten om produktionsdyr, at vi faktisk dominerer vores kæledyr på en usund måde, fordi det er smart at have et dyr.« 

Læs mere om