Det rene vanvid: Vi smider hvidevarer ud, selvom de stadig virker

Biiiiip-biiiiip-biiiiip. På en stor genbrugsplads uden for Roskilde bakker en lastbil med sit 18 meter lange læs med vaskemaskiner. Bagerst på pladsen tårner et bjerg af fallerede modeller med mærkerne Miele, AEG, Siemens og alle de andre sig op. Det er ikke længe siden, vaskemaskinerne hjalp en dansker med vasketøjet. På flere af dem er der stadig dug på indersiden af lågen, og her og der står en sæbeskuffe åben, klar til at blive fyldt med vaskemiddel. Det store bjerg er vaskemaskinernes endestation, men det nye læs ender ikke direkte på maskinhøjen. Chaufføren parkerer, stiger ud og tipper ladet langsomt. En rumlende torden af vaskemaskiner glider fra metal-ladet ned på asfalten bag lastbilen. To medarbejdere hos Loop Electronic, der ejer pladsen, går i gang med at sortere maskinerne. Ser de nyere ud, er de i god stand og uden buler, bliver de taget til side. For måske kan de sættes i stand og sælges igen.
Hvert år ender omkring 500.000 hvidevarer – og deraf ca. 122.000 vaskemaskiner – på genbrugspladser rundtomkring i Danmark. En tredjedel virker stadig, når de bliver smidt ud. Det svarer til, at næsten 41.000 virksomme vaskemaskiner hvert år ender på en genbrugsstation, viser en undersøgelse af danskernes elektronikforbrug og genbrugsvaner, som Coop Analyse har lavet for Samvirke.

At titusindvis af hvidevarer ender på genbrugspladsen, selvom de stadig virker, kommer ikke bag på Erik Skov Madsen, lektor på Syddansk Universitets (SDU) Engineering Operations Management. Han har tidligere sammen med kolleger og studerende på SDU undersøgt de produkter, vi sender til elskrot.

Medarbejderne hos Loop Electronic kan i dag finde flere vaskemaskiner, der kan sælges videre, end for fem år siden. Ifølge Coop Analyses undersøgelse har hver femte dansker inden for de seneste to år smidt hårde hvidevarer ud. Af de udsmidte hårde hvidevarer har næsten en tredjedel stadig virket. Og det er et skridt i den forkerte retning, for da Coop Analyse ligeledes undersøgte emnet for fem år siden, var det næsten hver fjerde af de udsmidte hårde hvide­­va­­rer, der stadig fungerede.
 

Danskerne er blandt dem i verden, der smider mest ud

Kigger man på elaffaldet, ligger danskerne helt oppe i verdenstoppen. I Europa er vi blandt de folkefærd, der smider allermest elektronik ud. I Norge har de rekorden med 28 kg elektronikaffald pr. borger om året, men danskerne er tæt på de norske tal, fortæller Erik Skov Madsen.
”Omfanget af elektronikaffald er et langt mindre problem i Albanien eller i lande i Afrika. Det er hos os i de rige lande, at mængden af elaffald er stor. Jo rigere man er, jo større sandsynlighed er der for, at man har en vaskemaskine, en smartphone og et køleskab. Statistikkerne viser, at vi i mange af de rige lande har en tendens til at skifte produkterne ud, når vi får lyst til et nyt.”

Ingen skriver bøger om, hvordan man kan designe et produkt, så det kan fixes, når det går i stykker

På lektor Erik Skov Madsens kontor er reolerne fyldt med bøger, der fortæller om ingeniørarbejde, produktion og optimering.
”Jeg har 8-9 cm tykke bøger om, hvordan man designer produkter, så de er nemme at producere på samlebåndet, og så man gør det billigst muligt. Der udgives ikke mange bøger om, hvordan man kan designe for at gøre det nemt at genbruge et produkt, eller hvordan man sætter et produkt sammen i moduler, så det er nemt at skifte dele ud og reparere. Rent forskningsmæssigt har det indtil nu ikke været i fokus.” 
I dag kan en vaskemaskine således være sat så godt sammen, at det er svært (og dyrt) at skifte varmelegemet, selvom det er en af de mest typiske fejl – og et nyt varmelegeme kun koster et par hundrede kroner. Og f.eks. en kaffemaskine er ofte svejset sammen i stedet for at være skruet sammen, og så er det pludselig svært at skifte en sikring.
”Vi designer i dag produkter, så de er nemme at producere, men ikke at adskille og reparere, og vi har på EU-plan ikke formået at gøre noget ved det i mange år. Vi har kun fået vedtaget, at mobiltelefoner skal kunne lades med samme stik. Resten har vi stort set ikke gjort noget ved,” siger Erik Skov Madsen.
 

Det er dyrt og besværligt, hvis en vaskemaskine, tørretumbler eller kogeplade skal repareres. Sådan lyder det fra respondenterne i den undersøgelse af elektronik og genbrugsvaner, som Coop Analyse har foretaget. Og de forklaringer genkender Michael Søgaard Jørgensen, lektor i bæredygtig innovation og omstilling ved Aalborg Universitet, fra en undersøgelse, universitetet tidligere har lavet.
 

”Prisen er den primære årsag til, at folk dropper en reparation. Forbrugerne oplever, at en tekniker kan komme ud og se på apparatet, og det koster måske 800 eller 1.000 kroner. Men der er ikke en garanti for, at teknikeren kan fikse problemet, og så er de første 800 kr. jo brugt. Problemet er, at eksempelvis en vaskemaskine er billig, fordi den er produceret med lave lønomkostninger i Østeuropa, mens reparatøren skal have dansk løn og betale dansk moms.”

Forbrugerrådet Tænk oplever også, at prisen og besværet afholder mange forbrugere fra at kaste sig ud i at reparere, når vaskemaskinen er stået af. Og det er ærgerligt, lyder det fra Vagn Jelsøe, chefkonsulent i Tænk.
 

”Der er et stort behov for, at vi gør noget ved mængden af elektronik, der smides ud, hvor det fortsat har en længere levetid. Det er den hurtigst voksende affaldsmængde. Det giver jo et utroligt ressourcespild og går fuldstændigt mod tankerne om cirkulær økonomi.”

 

Mange forbrugere er villige til at betale maksimalt 1.000 kroner for en reparation, og Forbrugerrådet har tidligere forsøgt at overbevise politikerne om, at reparationer skulle kunne trækkes fra i skat.
”Vi skal skubbe forbrugerne i retning af en reparation. Folketinget har afsat 20 mio. kr. årligt til at fremme reparationer og cirkulær økonomi, men det er alt for få penge,” lyder det fra Vagn Jelsøe, der i stedet foreslår, at man kigger mod Frankrig, hvor en række elektroniske produkter er mærket med et reparationsindeks.
 

 I den bedste af alle verdener vil de produkter, der ligger lavt på reparationsindekset, ryge helt ud af forhandlernes sortiment og dermed animere producenterne til at skabe produkter, der klarer sig godt i et sådant indeks, fortæller Michael Søgaard Jørgensen.
”Man kan sammenligne det lidt med miljømærkerne. Ingen tvinger dig til at købe miljømærket toiletpapir, der er heller ikke nogen, der siger, at toiletpapir skal være miljømærket, men efterhånden vil jeg næsten tro, at du ikke kan finde noget, der ikke er miljømærket, inden for toiletpapir.”

I fremtiden kan man reparere mere!

Hos Elretur, der har etableret Loop Electronics og håndterer producentansvaret for elektronikaffaldet i Danmark, fornemmer direktør Morten Harboe-Jepsen også, at der er ved at ske en holdningsændring hos både forbrugerne og producenterne. I dag sælges en lille del af vaskemaskinerne fra genbrugspladserne efter en istandsættelse, men målet er at samarbejde med endnu flere reparatører, så flere maskiner kan få nyt liv.
”Producenterne er blevet mere optaget af, hvordan de designer produkterne, så reparationer bliver nemmere. Samtidig skal vi have flere af de istandsatte produkter ud til forbrugerne, så de i samme butik kan vælge mellem en ny vaskemaskine og en vaskemaskine, der er sat i stand og har to nye års garanti. For vi skal huske på, at jo længere tid vi kan bruge et apparat, jo bedre er det for klimaet og miljøet.”
 

Billigere reparationer vil være langt den bedste løsning for klimaet

Erik Skov Madsen har også store forhåbninger til fremtiden. For de unge, han underviser på ingeniørstudiet, har et helt andet fokus i dag end for bare 10 år siden.
 

”De studerende var engang meget optaget af, hvordan man kunne optimere produktionen, gøre den hurtigere og tjene flere penge til virksomheden. Det fokus er skiftet. Langt flere af mine studerende er optaget af, hvordan vi også kan designe produkter, der har lang holdbarhed og kan repareres, hvis de går i stykker, for at sikre øget bæredygtighed.”
 

Tilbage i Roskilde bipper bak-alarmen på en ny lastbil. Kyndige øjne finder hurtigt de tre vaskemaskiner, der kan sættes i stand. De sættes på rækker bagerst på pladsen, hvor der også er opstået et lille reservedelslager med alt fra sæbeskuffer til runde låger, der lukker ind til tromlen. Tanken om at kunne udnytte vaskemaskinerne en ekstra gang, inden de ender i den store metalkværn, opstod for nogle år siden, men succesen med de istandsatte hvidevarer har givet Elretur mere blod på tanden. Lige nu arbejder de for at skabe to nye og automatiserede anlæg, der skal gøre det muligt at frasortere endnu flere hvidevarer og andre el-apparater til istandsættelse og genbrug.
Men at stoppe flere vaskemaskiner, inden de ender i shredderen, der klipper elektronik op i små stykker, så metaller og andre dele nemmere kan genanvendes, er kun et lille skridt i den rigtige retning, mener Michael Søgaard Jørgensen.
”Når først et produkt ender på genbrugsstationen, har du jo givet op. Så har du allerede købt et nyt. I den bedste af alle verdener var der jo en billigere reparation, der sikrer, at du reparerer i stedet for at smide ud. Billigere reparation vil i de fleste tilfælde være langt bedst for klimaet. Miljøgevinsten ved genanvendelse er meget mindre.”