Cykelglæden ruster: Hvorfor vælger vi cyklen fra?

Danskerne cykler samlet set 20 procent mindre i dag, end vi gjorde i 2014

Jeg identificerer mig stadig som cyklist. Det er jeg jo ikke længere. Jeg plejede at cykle til og fra skole, studie og sidenhen arbejde. Indtil for halvandet år siden, hvor jeg startede i det her job som journalist på Samvirke, og afstanden, jeg skulle cykle hver vej, voksede fra 7 til 17 kilometer. Samtidig startede min søn i vuggestue, og hverdagen blev pludselig et spil om at minimere transporttid. Så nu er jeg nok mest af alt bilist.

Jeg er langtfra et enkeltstående tilfælde, men nærmere en del af en større udvikling, der gennem snart 10 år har sendt cykeltrafikken nedad. Det er ikke til at se med det blotte øje, med cykelstier, der på overfladen ser ud til at myldre af store ladcykler på el og mænd i lycra, men danskerne cykler samlet set 20 procent mindre i dag, end vi gjorde i 2014. Når man tænker på, at Danmark identificerer sig som et cykelland, samtidig med at vi står midt i en klimakrise og i øvrigt har nogle udfordringer omkring børns aktivitetsniveau og overvægt i befolkningen, er det mildest talt en virkelig skidt udvikling, mener Kenneth Øhrberg Krag, der er direktør i Cyklistforbundet.

»Der er ingen tvivl om, at vi har en reel krise i cykellandet Danmark,« konstaterer direktøren. 

Når antallet af cykelejere i Danmark på bare 6 år er faldet med 14 procentpoint, så nu kun 63 procent af danskerne ejer en cykel, er det faktisk »nærmest katastrofalt«, som direktøren udtrykker det.

»Det er alvorligt, fordi cykelvaner bliver nedarvet fra vores forældre. Det vil sige, at den her udvikling kan forventes at fortsætte i resten af de næste generationers levealder, hvis ikke vi gør noget.«

Vi, der ellers er verdensberømte for vores cykelkultur, er måske i gang med at parkere selv samme kultur på cykelkirkegården. Hvad er gået galt? Er vi bare blevet dovne?

 

Min cykelmission

Jeg føler mig alt andet end doven, da jeg vågner mandag morgen og ved, at jeg skal ud på cyklen om lidt. Jeg har besluttet mig for at trodse den nedadgående kurve og tage cyklen på arbejde, nu hvor jeg skriver om en cykelkultur, der skal reddes. Jeg har ikke noget i lycra, men finder noget andet, der er rart at cykle i, og pakker skiftetøj plus en deodorant i tasken. Da jeg er nået lidt under halvvejs, rammer første dråbe min næse. Det går op for mig, at jeg ikke har tjekket vejrudsigten, og mine bomuldsbukser og dunjakken virker pludselig som et latterligt valg. Jeg prøver at ignorere de 9 kilometer, der venter.

Da jeg når frem, er mine ben ligesom 2 buddinger, der vakler ind på kontoret. Buddingfornemmelsen bliver hurtigt til den belønnende følelse i kroppen, som kommer, når man har brugt sine muskler til mere end at træde på speederen. Men på hjemturen tager jeg straffen for mit dårlige tøjvalg, for her regner det på alle de 17 kilometer. Det er nok overflødigt at sige, at det var en rigtig dårlig oplevelse.

Dagen efter prøver jeg at forbedre mig. Cykle hurtigere og tage mere fornuftigt tøj på. Men da jeg cykler hjemad i stadig lidt for upraktisk tøj, og det begynder at regne igen, kan jeg mærke togstationen trække i mig som en magnet. Jeg drejer skarpt til venstre i stedet for højre og er lettet over min beslutning om at stige på toget, hvor min cykel og jeg får os en afstressende stund, inden vi skal hjem og lave aftensmad.

Det er blevet for nemt at køre i bil

»Du er jo på en måde et meget typisk eksempel,« fortæller Hjalmar Christiansen mig. Han er seniorkonsulent ved DTU Transport og ansvarlig for Transportvaneundersøgelsen, der løbende holder øje med danskernes transportvaner. Når man gennemgår et skift i livet, såsom et nyt job, en flytning eller en familieforøgelse, følger der også tit et skift i transportmidler med, for at hverdagen kan gå op. Det er primært den yngre del af befolkningen, der er ansvarlige for faldet i cyklismen, og især personer i 30’erne ligesom mig, der er i gang med eller allerede har stiftet familie.

»Når folk får børn, er der en forestilling om, at man har brug for en bil, og så bliver mange sådan set i bilen. Derudover sker der i højere grad det, at unge mennesker er vant til at have adgang til en bil, fordi de er vokset op med en eller to biler,« uddyber Malene Freudendal-Pedersen, der er professor i byplanlægning ved Aalborg Universitet og forsker kvalitativt i vores transportvaner. Når forældre ofte er chauffør for deres børn eller låner dem bilen, avler vi videre på den faldende cykelkurve.

Vi har indrettet vores samfund til biler

»Men jeg vil ikke kalde det dovenskab. Jeg vil faktisk sige, at danskerne generelt er rimelig velvillige over for at cykle,« tilføjer Hjalmar Christiansen også og fjerner lidt af min dårlige samvittighed. 

I stedet peger de to eksperter på en større synder, som formentlig er grunden til den faldende cykelkurve: At vi har indrettet vores samfund til biler.

»Vi har brugt de sidste 50 år på at gøre det nemmere at køre i bil og vænne folk til, at bilen er det primære transportmiddel,« fortæller Malene Freudendal-Pedersen. 

Biler er blevet nemmere at anskaffe sig, dels fordi markedet pludselig svømmede af billige mikrobiler, fordi registreringsafgiften blev sænket i 2015, og fordi vi generelt har fået flere penge mellem hænderne. Vi har gjort det nemt at tage bilen, der er ofte adgang til parkering lige foran butikker, biografer og lignende, ligesom mange skoler har gjort det nemt at sætte børnene af tæt på skolen.

Det hjælper heller ikke, at vi har stukket en kæp i hjulet på den kollektive trafik, der i årevis har døjet med driftsproblemer, nedlagte ruter i yderområder og stigende billetpriser.

»Den kollektive trafik har haft mange problemer siden 2014, samme år som cykeltrafikken begyndte at falde,« siger Hjalmar Christiansen og nævner blandt andet 2017, hvor store dele af S-togsnettet på Sjælland var under ombygning og praktisk talt lukket ned. Når den kollektive trafik ikke virker, forsvinder folks mulighed for såkaldte kombirejser, hvor man både tager tog eller bus og cykler. Det betyder, at endnu flere bliver tvunget ud i at købe en bil, en tendens, der forstærkes af, at billetpriserne i den kollektive trafik ifølge Hjalmar Christiansen er stukket helt af:

»Min kone og jeg har tre børn og bor på Fyn, så hvis vi skal købe en billet til at besøge min gamle mor i Aarhus, koster det omkring 1060 kr. pr. vej. Det vil sige, vi kan vælge enten at køre turen i bil eller betale 2120 kr. til DSB. Det er jo helt rabiate priser.«

Er elcyklen min redning?

Allerede efter 3 cykeldage, og på trods af min snydetur i toget, er jeg kørt mentalt sur i at krydse de mange kilometers blæst og nedbør uden motor. Selvom jeg har cyklet hele mit liv, er 34 kilometer på en dag åbenbart for meget for mig, og så kan man kalde det, hvad man vil, for eksempel dovenskab, praktik eller vane. Jeg køber argumentet om, at biler får os til at cykle mindre. Hvis ikke jeg havde adgang til en bil, ville det være helt naturligt at cykle eller tage toget på arbejde og bruge 2 timer på transport hver dag. Men fordi bilen står klar til at fragte mig frem og tilbage på den halve tid, falder regnestykket næsten altid ud til bilens fordel.

Jeg spørger Malene Freudendal-Pedersen, hvordan jeg får succes med min cykelmission. Hun mener først og fremmest, at jeg skal tænke mere fleksibilitet ind i transporten og eksempelvis tage toget, når vejret er værst, men også at hverdagens transportvaner generelt er en meget svær størrelse at pille ved. Man skal ikke underkende effekten af at gøre nogle ting meget rutinepræget for at få resten af livet til at glide, som hun siger, og selv de mindste ændringer i hverdagsrutinerne kræver meget energi at lave.

   »Hvis man beder folk om at bruge deres bil mindre, er det ligesom at bede dem omstrukturere hele deres hverdagsliv, og det vil de fleste synes, er en ret vild ting at gøre. Vi ved faktisk, at det kræver mindst 3 måneders indkørsel at få en ny vane til at sidde fast.«

Jeg har ikke tid til at bruge 3 måneder på at køre min nye cykelrutine ind, for artiklen har en deadline. Så jeg følger i stedet hendes næste forslag: 

»For sådan en som dig, der har en times transport på arbejde, kunne det også være en god løsning at anskaffe dig en elcykel.«

 

Gør som Holland

Jeg låner en elcykel af Coop, som har været så venlig at stille en model Mustang Augusta Electric Center til rådighed, og det er intet mindre end en gamechanger. Jeg må indrømme, at jeg har haft mine forbehold over for elcykler og sætter en ære i at klare det med benkraft. På min første tur hjem føles det som snyd, hver gang jeg overhaler en pustende medcyklist. Men samtidig mærker jeg en helt ny følelse på cykelstien: Overskud. De 17 kilometer suser forbi, uden jeg skal piske mig selv til at køre hurtigere, for jeg kører allerede cyklens makshastighed på 25 km/t. Jeg er hjemme på 45 minutter og glæder mig næsten, til jeg skal ud på elcyklen igen.

»Der er ingen tvivl om, at elcyklen kommer til at gøre noget positivt for cyklismen, især hos pendlere som dig, der får mod på at cykle lidt længere,« siger direktør for Cyklistforbundet, Kenneth Øhrberg Krag.

Men han kan også konstatere, at selvom elcykler har vundet stort indpas hos danskerne de seneste år, er trenden desværre ikke stor nok til at vende faldet i cyklisme. Elcykler er altså indtil videre ikke cykelkulturens redning, men hvad er så?

Løsningen handler om politik og planlægning

Måske skal svaret findes i Holland, verdens mest cyklende nation. Mens den gennemsnitlige dansker cykler omkring 445 km om året, cykler en hollænder hele 850 km. Forskellen er, at Holland hvert år investerer omkring 4 gange så meget i cyklisme, som Danmark gør pr. indbygger. For pengene får hollænderne ting som bredere cykelstier, der er bedre afskærmet fra biltrafikken (også på landet), mange tunneler og broer over trafikerede veje, store cykelparkeringshuse ved stationerne og stationscykler, som man kan låne og cykle videre på.

Vi må ikke lægge ansvaret over på den enkelte. Så måske skal vi bare gøre ligesom Holland og smide en større pose penge i cykelkurven? Malene Freudendal-Pedersen ser i hvert fald ikke andre udveje, end at problemet skal løses med politisk prioritering:

»Vi må ikke lægge ansvaret over på den enkelte. Meget af løsningen handler om politik og planlægning.«

Ved det seneste store danske transportforlig, hvor 160 mia.kr. skulle fordeles mellem forskellige dele af infrastrukturen, fik cyklisme kun 3 af milliarderne. Det svarer til at give 1,86 procent af pengepuljen til den transportform, som står for 15 procent af alle vores rejser.

»Det skriger jo lidt til himlen og er simpelthen for dumt, at vi ikke bruger bare lidt flere penge på det, der kan løse flere kriser samtidig,« mener direktør for Cyklistforbundet, Kenneth Øhrberg Krag. 

Han synes, vi som samfund skal stoppe med at sidestille cykler med biler, men i stedet se cyklen som et politisk værktøj til at understøtte grøn omstilling, bedre sundhed samt mindre trængsel og forurening.

»Det kan vi gøre ved at skabe nogle økonomiske incitamenter for at fremme cykling. Her har politikerne et kæmpe ansvar, men de er slet ikke begyndt endnu.«

Jeg vil faktisk godt  bede om et økonomisk incitament for at gøre det igen

En idé kunne være at gøre som Finland, hvor man giver medarbejdere mulighed for at købe en cykel af deres bruttoløn, hvilket har boostet salget af cykler markant. Direktøren ønsker sig også en opdatering af det danske kørselsfradrag, som netop sidestiller cykler med biler:

»Hvis du skal køre 15 km hver vej, skal det da være langt mere økonomisk fordelagtigt at køre på cykel eller elcykel end i bil.«

Allerhøjest på Hjalmar Christiansen ønskeliste står en reform af billetpriserne i den kollektive trafik.

»Billetprisen i den kollektive trafik skal blive markant billigere på de lange ture, mens de korte ture skal holde den nuværende pris,« mener han og nævner Stockholm som eksempel. Her koster en billet omkring 25 danske kroner, uanset hvor mange zoner du skal krydse inden for regionen. Det betyder, at mange vil vælge offentlig transport frem for bilen på de lange ture, fordi det er billigere, mens der på de korte ture er mere økonomisk incitament for at tage cyklen.

  Min næste elcykeltur er så våd, at jeg faktisk godt vil bede om et økonomisk incitament for at gøre det igen. Regnen går igennem sko og strømper, og vi skal helt hen til frokosttid, før mine fødder er varme igen. Så jeg tager cyklen med i toget på hjemvejen endnu en gang, men bilen lod jeg blive hjemme, og det var det vigtigste.