Brug bare dåsevandet: Sådan kan væsken fra kikærter, soltørrede tomater og syltede agurker udnyttes i madlavningen
Hele indholdet i dåsen er spiseligt
Måske er vandet fra en dåse bønner ikke det første, du tænker på at spice gryderetten op med. Men faktisk er idéen slet ikke dårlig.
Hvis du er træt af at se det forsvinde ned i afløbet, kan vi nemlig glæde dig med, at lagen eller olien fra konservesdåser og sylteglas ifølge Fødevarestyrelsen er lige så sikker at spise som selve råvaren. Med andre ord er det hele pakkens indhold, der er spiseligt.
»Der er jo meget, som bliver hældt ud, fordi folk ikke forstår, hvordan det kan bruges, eller ikke tør at bruge det,« siger Ole G. Mouritsen, der er professor emeritus ved Institut for Fødevarer, Københavns Universitet.
Smag først på olien eller lagen
Hvis du kaster dig ud i at bruge dåsevandet, så er der et par tommelfingerregler, der er gode at kende:
»Start med at smage på olien eller lagen. I nogle tilfælde er den måske for sur eller salt til at være relevant. Men hvis den smager godt og understøtter den ret, du vil lave, er der intet i vejen for at bruge den,« siger Ole G. Mouritsen.
Derudover er det vigtigt, at du gemmer lagen eller olien i en anden beholder end metaldåsen, den kom fra, hvis du ikke skal bruge det samme dag, fordi overfladen på den åbnede metaldåse ellers kan afgive nogle stoffer til maden.
Her giver Ole G. Mouritsen dig 7 idéer til, hvordan du kan bruge dåsevandet - i selskab med Louise Beck Brønnum, der er gastrofysiker, medejer af madudviklingsvirksomheden KOST og forfatter af Dåseskjul, hvor hun slår et slag for dåsemaden.
1. Erstat æg med kikærte- og bønnevand
Lagen fra kikærter gemmer på en overraskende funktion, for den kan nemlig bruges lidt ligesom æg. Lagen kaldes også for aquafaba, den har en mild og neutral smag og samtidig et højt indhold af særlige proteiner og kulhydrater, som kan danne stabile strukturer, når det bliver pisket eller varmebehandlet.
Det betyder, at kikærtevandet kan bruges som en vegansk erstatning for æg i blandt andet mayonnaise, flødeboller, marengs og kager. Det samme gælder vandet fra dåsebønner, som er rigt på samme type af kulhydrater og proteiner. Et lille tip er dog at holde sig til de hvide bønner, hvis du skal bruge lagen i mayonnaise eller desserter, fordi det ellers vil tage farve.
2. Gør suppen tykkere med vandet fra kogte kartofler eller bønner
Lagen fra kikærter og bønner på dåse samt kartofler på glas kan bruges til at tykne en suppe, gryderet eller sauce og måske også bidrage med smag, afhængigt af lagen.
Forklaringen er, denne type lage indeholder stivelse og andre kulhydrater, ligesom man kender det fra hvedemel i en opbagning eller majsstivelse.
3. Lav dressing af olien fra soltørrede tomater eller artiskokker
Man kan sagtens købe mad i glas og dåser, hvor olien er af høj kvalitet. Men ofte er brugt en billigere smagsneutral olie, for eksempel solsikkeolie.
Til gengæld tager olien smag af de krydderier og råvarer, som producenten har tilsat, og derfor kan den sagtens bidrage med noget ekstra til din mad.
For eksempel indeholder olien fra soltørrede tomater aroma fra tomaterne, og det samme kan man sige om olien fra artiskokhjerter, der begge er gode i dressinger, hvor du alligevel ville have tilsat olie. Bare husk at smage, om den er blevet harsk, inden du bruger den, for den kan have mange dage på bagen.
Se her, hvordan man laver marengs af kikærtevand
4. Lagen fra pickles kan erstatte sukker og eddike i din dressing eller marinade
Lagen fra syltede agurker eller andre syltede sager som jalapenos eller rødløg består grundlæggende af 1 del eddike, 1 del sukker og så en smule salt. Derudover kan den være tilsat krydderier eller have smag af den råvare, den konserverer.
Derfor er det oplagt at bruge den i dressinger, hvor man alligevel ville have brugt noget surt og sødt. Andre idéer kunne være at bruge lagen i stedet for citron i en marinade til bagte eller stegte grøntsager, fisk eller kylling.
5. Brug olien fra ansjoser i en tomatsauce til pasta
Olien fra ansjoser indeholder masser af salt, men også ansjossmag, som er god til at give dybde i en pastasauce. Bare husk at dosere med omhu og holde igen med saltkværnen.
6. Brug lagen fra tun eller kapers i vitello tonnato
I den italienske ret vitello tonnato, hvor man hælder en sauce af blandt andet tun og kapers ud over tynde skiver kalvekød, kan du også sagtens bruge lagen fra både tun og kapers til at give smag og den rette konsistens til tunsaucen.
7. Olien fra kippers kan give røgsmag i mayonnaise eller dressing
Røgsmagen fra olien fra kippers eller andre røgede fisk på dåse er måske for kraftig for nogle. Men hvis du er en fan af røgsmag, kan lidt kippersolie eller lignende give god dybde til en mayonnaise, dressing eller sauce.
Dåsemad kan godt være kvalitetsmad
Noget af det, der måske afholder mange fra at bruge lagen eller olien fra konservesdåser, er dåsernes ry for at være cirka det modsatte af gourmetmad.
»Dåsemad bliver tit set som noget, der er lidt skod og af dårlig kvalitet, men sådan behøver det ikke være. Der findes også råvarer på dåse, og hvis kvaliteten var god til at starte med, er den det nok stadig,« siger gastrofysiker og kogebogsforfatter Louise Beck Brønnum.