Adam Aamann: Sådan laver du en luksus-madpakke
Bag dit eget brød
Når madpakken skal helt op at
ringe, er det vigtigste, at fundamentet er i orden, så sørg for at bage
dit eget rugbrød. Det bliver oftest bedre end bagerens, og resten af
dejen kan fryses ned og bruges til morgenboller.
Se opskrift på rugbrød nedenfor.
Gå i naturen efter ingredienserne
Find dine egne
krydderier i naturen. Danmark byder på et utal af urter, som man selv
kan finde og plukke i naturen. Der er blandt andet skovmærke, skovsyre
og hyldebær, som kan bruges til at lave danske kapers. Det vigtigste er,
at du er klar over, hvad man kan spise, og hvad man ikke kan. For der
findes også mange giftige planter.
Let hjemmerøget fisk
Ryg din egen fisk. Det er
ikke så svært, som det måske lyder. Man skal bare bruge en stor gryde
med en rist i, som man ligger fisken på, og i bunden af gryden lægger
man et tyndt lag bøgesmuld. Så skal gryden lukkes til og have et blus
under. Man kan starte med gryden på komfuret og flytte den udenfor, når
bøgesmulden begynder at ryge.
Man kan ryge alle slags fisk, men laks
er særdeles anbefalelsesværdigt. Sådan en filet skal have omkring 10
minutter, og det er noget af en delikatesse at komme i madpakken.
Rigtig majonæse
Rør din egen majonæse, som kan
bruges som et ekstra pift til næsten alle madder. Et godt tip kan være
at røre en smule rygeost i den færdige majonæse, og så kan det også
bruges som et smagsfuldt alternativ til smør. Hvis man bruger
pastereuiserede æggeblommer, kan det sagtens holde i mindst 10 dage.
Lav din egen remoulade
Lav din egen
rodfrugtremoulade, som er helt fantastisk til blandt andet steg fra
dagen før, ristet torskerogn eller fiskefrikadeller.
Giv madpakken lidt knas
Madpakker har ofte en
tendens til at blive lidt bløde, så der gør utrolig meget ved maden,
hvis man drysser den med lidt sprødt, lige inden man skal spise. Især på
fede salater fungerer det godt med noget crunch. Det kan være hakkede
mandler, pistacienødder eller peanuts. Og noget af det bedste er
hjemmelavede kartoffelchips på madpakken.