5 gode råd til at lære hurtiglæsning

Hurtiglæsning er noget, alle kan lære. Det handler om at kende de rigtige værktøjer og strategier til at øge både fart og forståelse, når du læser. Samvirke har talt med Anja Thybo fra Uddannelseshuset, som underviser i hurtiglæsning. Hun er kommet med 5 gode råd til, hvordan du kan øge dit læsetempo.
Læser i en bog

Hurtiglæsning er en praktisk og brugbar evne. Det gør det lettere at komme igennem alt læsestof fra pensum på studiet til bunkerne på skrivebordet. For at øge både læsetempo og forståelse kræver det dog, at du træner hurtiglæsning 15-30 minutter dagligt.

Lær de rigtige læseteknikker

»Mestrer man hurtiglæsning, oplever man mindre stress forbundet med arbejdsmængden og større arbejdsglæde, fordi man ikke går ned over tanken om det projekt, man skal sætte sig ind i. Alt går stærkt i samfundet, det samme bør vores opfattelsesevne gøre,« siger Anja Thybo fra Uddannelseshuset, som underviser i hurtiglæsning. Hun anbefaler, at man lærer læseteknikker, som både øger læsetempo og forståelse.

På studiet og arbejdet støder mange af os dagligt ind i større mængder tekst, som vi relativt hurtigt skal gennemlæse, danne os et overblik over og efterfølgende kunne videreformidle og bruge fagligt. Ifølge Anja Thybo, der er underviser og coach i hurtiglæsning, bruger mange danskere dog alt for meget tid på at komme gennem læsestoffet, fordi de bruger forkerte læsestrategier og -teknikker.

»For mange lyder den klassiske overbevisning: Hvis jeg skal forstå noget, jeg læser, skal jeg læse det langsomt og grundigt. Det er forkert. Der findes ikke dårlige læsere, kun folk, som ikke har de rigtige redskaber og teknikker til at blive bedre. Folk ved ikke, at man kan optimere sin læsning,« siger Anja Thybo.

Ifølge hende er læsning 40 procent teknik og 60 procent psykologi. Alle kan lære at læse hurtigt, men hvis du vil noget nyt, er du nødt til at træne det. Du skal lægge tvivlen fra dig og komme ud af komfortzonen.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

5 gode råd til hurtiglæsning

  1. Motiver dig selv. Du synes måske ikke, læsning er særlig sjovt, men nærmere en pligt, der skal overstås. Det er den første forhindring, du skal over. Motiver dig selv: Uden engagement lærer du intet. For at højne dit engagement skal du spørge dig selv, hvorfor teksten er relevant eller nødvendig for mig at læse? Hvad er det for en slags tekst? Hvorfor skal du læse den – med hvilket formål for øje? Hvordan skal teksten læses – skimmes eller grundig læsning? Kan du ikke motivere dig selv gennem tekstens gavn, så prøv i stedet at afsætte et vist tidsrum til at læse den, sæt et stopur og kom ud over stepperne.
  2. Lær at læse i helheder. Mange mennesker læser en tekst ord for ord, men vi kan lære os selv at læse og forstå flere ord på én gang. Du kan nemlig lære at bruge dit perifere synsfelt, når du læser, så du kan opfatte 3-4 ord ad gangen i stedet for et enkelt. Træn dine øjne til at udnytte det perifere synsfelt, så du hopper gennem sætningen og flytter øjnene så få gange som muligt. Jo færre gange du stopper på en linje, jo hurtigere læser du.
  3. Lad vær med at gå tilbage i teksten. Stol på dig selv og din hjernes evne til hurtigt at opfatte og forstå teksten. Hvis du ofte går tilbage i teksten og læser noget igen, fordi du er i tvivl, om du har forstået teksten, gør du dig selv og din hjerne i tvivl, om du rent faktisk har forstået det. Så stol på dig selv. Har du svært ved at presse dig selv, så prøv at gøre brug af et læsekort. Det er blot et stykke papir, du placerer på siden, og som du gradvist kører ned over siden og dækker de læste sætninger, så snart du har skimmet dem. På den måde kan dine øjne ikke springe tilbage teksten. Du kan se, hvordan et læsekort skal bruges, i en af Anja Thybos videoer på hurtiglæsning.dk.
  4. Du skal have så meget fart på, at din indre stemmer ikke styrer tempoet. Læser du med en meget tydelig indre stemme, er det nærmest umuligt at læse hurtigere, end din indre stemme kan forme ordene. Prøv at tage et tyggegummi i munden, når du læser. Læg mærke til, hvor afhængig din læsehastighed er af stemmebåndet, den indre stemme, i forhold til læsefarten. Kan du læse hurtigere, end du tygger, eller går du endnu mere ned i tempo? Begræns din indre stemmes dominans over læsetempoet ved at presse din læsehastighed med et læsekort. På den måde udfordrer du dig selv, og din indre stemme ikke kan følge med og diktere farten.
  5. Vær nysgerrig og stil spørgsmål. En tekst er som udgangspunkt altid svar på et eller flere spørgsmål. Vær derfor aktivt nysgerrig og stil løbende dig selv åbne spørgsmål undervejs i en tekst, mens du læser den. Fokuser på: Hvad, hvem, hvor, hvorfor, hvordan osv. På den måde engagerer du dig i teksten og husker den bedre, da din hjerne aktivt leder efter svar på spørgsmålene i teksten.
(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Fart kræver tid og træning

»Accepter dit tempo, og at det vil tage tid at øge tempoet gennem daglig træning. Træn gerne 15-30 minutter dagligt i 60 dage. 3-4 uger kan dog være nok. Koncentrer dig og læs højst fagstof 30 minutter ad gangen og hold så en pause, hvor du repeterer, hvad du har læst, ved for eksempel at skrive stikord ned til det, du lige har læst. Koncentration, pause, koncentration, pause,« forklarer Anja Thybo.

Lærer du hurtiglæsning, kan du få glæde af et højere tempo til at tømme indbakken, rydde bunkerne på skrivebordet og komme hurtigere gennem pensum. Det er praktisk og brugbar træning.

På hurtiglæsning.dk kan du teste din læsehastighed og få afsløret dit læsepotentiale.