Læsernes råd: Her er de uskrevne regler til halloween

Må man skræmme børn, der ringer på døren til halloween? Må man servere frugt i stedet for slik? Og hvordan signalerer man, at man ikke vil have besøg. Vi spurgte jer læsere, og her er svarene på alle de uskrevne regler til halloween

Hvilke regler gælder til halloween?

Halloween har udviklet sig til en festlig dag for mange børnefamilier, og sidste aften i oktober bliver for mange årets uhyggeligste aften. I de engelsktalende lande har man fejret halloween i mange år, men dagen har ikke været en tradition i Danmark lige så længe. Så hvilke regler gælder?

Samvirke har stillet jer – læserne – en håndfuld spørgsmål om halloween, og på bare én uge er der kommet mere end 600 svar. Herunder kan du finde svar på alt, fra hvornår man må ringe på døren, til hvordan man viser kvarterets unger, at man ikke har slik, og undgår, at de ringer på døren.

Hvordan signalerer man, at man gerne vil have besøg til halloween?  

Pynt, pynt og pynt. Et græskar med lys i eller pynt af de uhyggelige slags signalerer, at du er klar på besøg. Spindelvæv i vinduerne, lidt uhyggeligt lys i huset kan også signalere, at du gerne tager imod besøg. Et pyntegræskar uden lys er ikke lige så sikkert et signal om, at tiggende gæster er velkomne, lyder det fra Samvirkes læsere:

”Hvis man gerne vil have besøg, kan man sætte lys i et eller flere græskar, der kan ses fra vejen/fortovet. Evt. tænde andet lys i vinduer i stuen, indkørslen, så børn selv “tør” gå hen og banke på.”
Lone Lund Andersen, Aalborg

”Jeg sætter græskar eller lys ud ved indkørsel/ postkasse og igen ved hoveddøren. Pynter lidt foran hoveddør med edderkopper.”

ML, Greve Strand

”Lys i græskar signalerer, at her vil vi gerne have uhyggeligt besøg og kvitterer med slik, frugtstænger, ostehaps mm.”

Mona Christensen, Esbjerg

”Da min hoveddør ikke kan ses fra gaden, signalerer jeg ved at pynte vinduerne, og når de kommer ind, hvor de kan se hoveddøren, er der også et græskar med lys i.”

Hanne D. Buch, Odense

”Hvis du gerne vil deltage i halloween-løjerne, så er det nok at stille et græskar med lys ved hoveddøren, så har du sagt velkommen til slik eller ballade. Men jo mere uhyggelig pynt du disker op med, jo sjovere er det for de vandrende halloween-ånder.”

Vivi Larsen, Skive

Hvordan viser man, at man ikke vil have besøg om aftenen på halloween?

Halloween er blevet en fest for mange børnefamilier, men det er ikke alle, der har lyst til at få besøg på oktobers sidste aften. Vil du helst lades i fred, er der én tommelfingerregel, der går igen: Lad være med at pynte op foran din dør, og sæt ikke en græskar med lys i din have:

”Man kan undlade pynt overhovedet og måske sætte et lille skilt på døren, at man ikke holder halloween.”

Lone Mathilde Marie Jørgensen, Hadsund

”Ingen halloween-pynt i haven/foran hoveddøren signalerer, at her fejres der IKKE halloween. Der ringer man ikke på. Heller ikke selv om der er lys i vinduerne. Ingen pynt= ingen halloween og ingen slik.”

Anne Nielsen, Ullerslev

”Jeg lever som enhver anden dag i året. Ringer børn på min dør for at tigge slik, fortæller jeg dem stille og roligt, at jeg selv har spist det. Hvilket heller ikke er løgn ... Sådan er livet, og det må de gerne lære fra barnsben af!”

Helle, Give

Må man skræmme børn, der ringer på døren til halloween?

Halloween er en moderne variant af den gamle All Hallow’s Eve, der er en keltisk tradition, hvor man fejrede afslutningen af høsten og begyndelsen på det nye år. Det var også på All Hallow’s Eve, at portene mellem dødsriget og de levendes rige åbnede sig. Det er herfra, at traditionen med eksempelvis skeletterne har sin oprindelse.

Vi spurgte læserne: Må man skræmme børn, der kommer på besøg? Og det må man gerne. I hvert fald lidt.

  • 225 svarede: ”Ja, man må gerne skræmme børn, men kun lidt!”
  • 72 svarede: ”Ja, børnene må gerne blive rigtigt bange!”
  • 173 svarede: ”Nej, det er børnene, der skal skræmme mig”

Hvornår må man ringe på døren på halloween?

På engelsk kalder man det ”trick or treat”, når man går fra dør til dør for at lokke slik eller andet fra beboerne som modydelse for, at man ikke skræmmer dem. Men hvornår må man hoppe i sin mest skræmmende udklædning og banke på dørene?

”Så snart mørket er faldet på,” lyder svaret fra hovedparten af de læsere, der gerne vil have besøg på halloween. Andre svarer klokken 17, hvilket stemmer godt overens med solnedgang i det meste af landet. Et par håndfulde mener, at man må vente med balladen til klokken 18.

Hvornår man må ikke ringe på for at sige ”slik eller ballade”?

På et tidspunkt bliver slikkrukkerne tomme og benene trætte, men hvornår er det rigtige tidspunkt at indstille jagten på de sidste drabelige karameller eller sure vingummier?

Samvirkes læsere er delte i spørgsmålet:

Præcis lige mange synes, at klokken 20 og klokken 21 er sidste tidspunkt, man må ringe på døren. 28 læsere ud af 600 står klar med slik indtil klokken 22.

Må man servere frugt eller andre sunde ting?

Drømmer du om de stærkeste flagermuslakridser, de sureste kranievingummier eller den mest skræmmende edderkoppe-muffin, bør du overveje at gå uden om Samvirke-læsernes huse. De er nemlig snusfornuftige, når man spørger, om man må dele frugt eller andre sunde ting ud:

  • 370 læsere svarede: ”Ja”
  • 121 læsere svarede: ”Nej”