Tal med din teenager om parfumeallergi: 5 gode råd

Mange teenagere ved ikke, at parfume kan føre til allergi, og at parfumeallergi er et stigende problem herhjemme. Du kan hjælpe din egen teenager med at skrue ned for de potentielt skadelige produkter.

Risikoen for allergiske reaktioner er størst, hvis parfumen bliver siddende på huden i længere tid ad gangen. 

Parfumeallergi viser sig tidligt

Parfumeallergi er et stigende problem herhjemme, og undersøgelser viser, at det for mange udvikler sig allerede i teenageårene. Ca. 2% af de unge mellem 12 og 16 er i dag allergiske over for parfumestoffer, mens tallet ligger på 4% for hele befolkningen.     

Men hvad kan du som forælder gøre for at præge din teenager til at skrue ned for parfumen? Det har rådgivningschef hos Astma Allergi Danmark, Bettina Hjort, nogle bud på.

De unge skal kende risikoen

»Det vigtigste er, at man som forældre gør en indsats for at forklare sine unge, hvorfor det er en god idé at begrænse brugen af parfume. De skal vide, hvilken risiko de udsætter sig selv for, når de putter parfume på huden. Det er ikke sikkert, at man kan få alle teenagere til at ændre adfærd. Men jeg tror på, at den viden, de får, om ikke andet har indflydelse på de valg, de træffer senere i livet.«

Se rådgivningschefens 5 råd her

1) Tal om parfumeallergi

Hjælp din teenager til at forstå, hvad parfumeallergi er, og hvilke reaktioner man kan få. Tal om, hvordan han/hun bruger parfume i øjeblikket, og om der kan skrues ned eller ændres på nogle vaner. Forklar også, at selvom noget dufter, er det ikke ensbetydende med, at det er rent – parfumen er bare camouflage. Og er det så egentlig det værd, hvis der er risiko for at udvikle en kronisk sygdom?  

2) Kig sammen på sæben i supermarkedet

Både Astma-Allergi Danmark og Forbrugerrådet TÆNK har udviklet apps, der sladrer om potentielt skadelige stoffer i sæben, hårvoksen, deodoranten og øvrige hudplejeprodukter fra supermarkedet. Tag din teenager med hen til hylden med disse og test nogle stykker på mobilen. På den måde giver du ham/hende redskaberne til at vælge parfumen fra. Vær opmærksom på, at det ikke kun er parfume, der kan give hudallergi. Det er der også mange andre stoffer, der kan, f.eks. skumdannere og blødgørere.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Ekstra fokus på unge og parfume

Astma Allergi Danmark er partner på Miljøstyrelsens kampagne Natural Talents, der skal få unge drenge og mænd til at skrue ned for parfumen. Samtidig har Astma og Allergi Danmark igangsat deres egen informationsindsats, SkinZone, der skal oplyse børn og unge om forskellige former for hudallergi. Indsatsen består blandt andet af undervisningsmateriale og undervisning af en række sjette- og syvendeklasser på forskellige skoler rundtomkring i landet.      

3) Indgå kompromis og begræns brugen af parfume på huden

Forklar din teenager, at risikoen for allergi er størst, hvis parfumen kommer direkte på huden og bliver siddende i længere tid ad gangen. Kan I ikke blive enige om at undgå parfume helt, så vælg hellere parfumen til i produkter som sæbe og shampoo, der bliver skyllet af igen, i stedet for i bodylotion, creme og roll-on deodorant, som bliver siddende på huden. Opfordr også din teenager til måske at begrænse brugen af parfume til festerne i weekenden – og til at sprøjte det på tøjet i stedet for på huden.

4) Vær et godt forbillede  

Signalværdien i, hvad du selv gør som forælder, er stor. Hvis der fortrinsvis står parfumefri produkter på badeværelset og parfumefrit vaskemiddel ved vaskemaskinen i bryggerset, kan det være med til at præge de valg, din teenager tager.

Apps viser vej i kemijunglen

Er du i tvivl, om et hudplejeprodukt indeholder parfume eller andre potentielt skadelige kemiske stoffer, kan du downloade Forbrugerrådet TÆNK’s app, Kemiluppen, eller Astma Allergi Danmarks app, KEMILEX. Begge apps hjælper dig til at finde ud af, om der er stoffer i produktet, du skal være opmærksom på.

5) Skab en sund kultur i klassen

Det skal være okay ikke at bruge parfume. Unge, der har truffet et aktivt valg om at lade være, eller unge, der lider af parfumeallergi eller eksem, skal ikke sættes i et dårligt lys, fordi de går uden om parfumen. Tværtimod skal de have positiv opmærksomhed. Bak som forældregruppe op om den holdning, så der bliver skabt en sund kultur i klassen. Man kan sammenligne det med rygning, hvor det i nogle klasser er sejt, mens det andre steder er blevet en fælles værdi at lade være med at ryge.

Kilde: Rådgivningschef hos Astma Allergi Danmark, Bettina Hjort, og Miljøstyrelsen

 

Læs mere om