Må bedsteforældre blande sig?
Må bedsteforældre blande sig i opdragelsen af børnebørn?
»Det kommer meget an på, hvor meget bedsteforældrene er sammen med børnebørnene i hverdagen. Hvis bedsteforældre og børnebørn ses flere gange om ugen, er det naturligt, at bedsteforældrene tager del i opdragelsen. Hvis familien derimod ses sjældent og kun besøger hinanden som gæster, så bør bedsteforældre ikke blande sig i børnebørnenes opdragelse.«
Hvor meget må de blande sig, hvis de ofte ser børnene?
»Bedsteforældre, der ses meget med deres børnebørn, kan ikke undgå at tage del i opdragelsen, for eksempel ved at sikre, at der bliver lavet lektier, spist ordentligt og så videre. Ligesom bedsteforældrene naturligt er med til at guide børnenes sociale kompetencer, når man er på tur sammen, besøger biblioteket eller er ude at handle. Der, hvor det kan gå galt, er, når bedsteforældre forsøger at rette på forældrenes måde at opdrage på – det skal man som udgangspunkt aldrig gøre.«
Men hvad nu hvis de er bekymrede for opdragelsen?
»Det kan nogle gange være nødvendigt at blande sig, fordi man oplever, at noget er skidt for barnet, og så er man nødt til at tage affære. Spørg derfor dig selv, om opdragelsen går ud over barnets ve og vel. Hvis det ikke er tilfældet, så er man som bedsteforælder nødt til at lade forældrene opdrage, som de vil, også selvom det betyder, at forældrene gør det på en måde, man ikke selv ville have gjort. Som bedsteforælder kan man dog godt stille sig nysgerrig og spørge, så længe det er med gensidig respekt.«
Hvordan kan det lyde?
»Det kan for eksempel være ved at stille åbne spørgsmål som: »hvordan kan det være, at du…?« eller sige: »dengang jeg fik dig, da gjorde jeg sådan og sådan. Jeg kan se, at du gør det meget anderledes…« Hvis man samtidig sætter ord på, hvad der gør mor og far til gode forældre, bliver det lettere at tale om de ting, der kan være svære at tale om.«
Hvad er så det værste, man kan gøre, hvis man er uenig?
»Man skal lade være med at kritisere forældrene og det, forældrene gør. Det er voksne mennesker, som træffer nogle valg og fravalg, og det er vigtigt, at bedsteforældrene anerkender dette. Kommentarer som »skal barnet virkelig ha’ lov til det?« eller »da du var lille, så måtte børn altså ikke…« er nedgørende over for forældrene og forældrerollen. Og så skal bedsteforældre passe på ikke at presse forældrene eller børnebørnene til noget, som familien ikke føler sig parat til. Det kan for eksempel være at presse på for at få barnebarnet med på ferie. Hvis forældrene har sagt, at det ikke er endnu, så er det ikke endnu.«
Må bedsteforældre forkæle deres børnebørn?
»Der skal være plads til, at der hos bedsteforældrene kan være lidt videre rammer og andre regler. Børn kan sagtens lære, at der gælder forskellige regler alt efter, om man er hos bedsteforældrene eller derhjemme. Hvis man kun ses en gang imellem, så sker der ikke noget ved, at barnet får lidt ekstra kage, men er man sammen flere dage om ugen, er det vigtigt, at bedsteforældrene bakker op omkring barnets hverdag, rytme, indtag af mad og så videre.«
Hvordan undgår man konflikter om opdragelsen?
»Tal sammen, og gerne allerede inden barnet bliver født. Det er altid en god idé at forventningsafstemme, så man har en idé om, hvad man hver især forventer af hinanden. Måske regner bedsteforældrene med, at de skal passe den lille jævnligt, og forældrene regner ikke med, at den lille skal passes, før han eller hun er blevet et år. Sig tingene til hinanden på en pæn måde, og lad være med at blive sure på hinanden, selvom man kan have forskellige holdninger og forskellige måder at se og gøre ting på. Endelig skal man huske, at børnebørnene bliver ældre, så situationen ændrer sig naturligt hele tiden. Derfor skal der være plads til, at man jævnligt forventningsafstemmer og måske laver nye aftaler.«
Kilde: Helen Lyng Hansen er uddannet sygeplejerske og sundhedsplejerske og står bag hjemmesiden netsundhedsplejerske.dk, hvor hun blandt andet giver gode råd om søvn, sutteflasker og krisesituationer i småbørnsfamilier.