10 spørgsmål til eksperten: Hvordan taler jeg med mine børn om døden?

Hvorfor skal alle forældre bruge 4 minutter på at læse om, hvordan man tager snakken om døden med sine børn?

Det skal de, fordi alle børn på et tidspunkt vil blive stillet over for at miste nogen. Det er et livsvilkår, at vi skal dø, men mange forældre har svært ved at tale om døden, fordi døden i dag er meget tabubelagt.

Hvorfor er det vigtigt overhovedet at italesætte døden over for børn?

Børn er meget optaget af at forstå, hvad der sker i verden omkring dem, og hvis vi ikke fortæller dem, hvordan tingene hænger sammen, laver de ofte deres egne fantasier. Det kan være meget belastende for et barn at gå og lave de her fantasiverdener, og derfor er det utrolig vigtigt, at man tør at sætte sig ned og tale med dem om, hvordan virkeligheden hænger sammen.

Kan man tale om døden med alle børn uanset alder?

Man kan roligt sige “hunden er død” til børn i alle aldre, men det er først omkring 6-7-årsalderen, at børn begynder at forstå, at hunden ikke kommer igen, når den er død.

Hvordan introducerer man så døden for et barn på en god måde?

Netop dyr er en naturlig måde at præsentere børn for døden. En hamster lever ikke så længe, og derfor vil man som forælder relativt hurtigt skulle forklare, hvorfor hamsteren pludselig ikke løber rundt i sit hjul længere. Så kan man prøve at forklare, at dens hjerte blev træt, og nu skal den begraves, og lave en lille afskedsceremoni sammen.

Er døden noget, man bør tale om, inden der sker dødsfald tæt på barnet?

Absolut. Et godt råd er at lytte til børn, inden de oplever at miste nogen, de holder af. Tit spørger børn om døden på forskellige måder, hvor det er vigtigt, at vi lige tager en pause fra det, vi er i gang med, og svarer på de spørgsmål, der bliver stillet. Forældre behøver ikke gøre et stort nummer ud af at tale om døden, men vi skal turde tale om det, når man f.eks. går op på kirkegården, og børnene spørger til gravstenene eller blomsterne.

Hvad skal man være opmærksom på, når man tager snakken om døden med børn?

En god tommelfingerregel er, at man gør det enkelt og konkret. Lad være med at gå ind i det følelsesmæssige. Tit spørger børn til de meget praktiske ting, som for eksempel “er der dyner og puder i kisten?” og “hvor gør man af farfar?”. Sig, at man selv vælger, om der skal være dyner og puder i kisten, og at farfar skal begraves oppe på kirkegården, og gem detaljerne, til børnene er 7-8 år. For de større børn kan det være en god idé at skelne mellem kroppen og sjælen. Tror du på Gud, så sig, at sjælen kommer i himlen, når man dør. Andre kan sige, at kroppen bare er et hylster, der rådner i jorden, men at sjælen flyver videre, uden vi kan se den. Det vigtigste er, at man lytter til sit hjerte og fortæller sin egen historie.

Hvordan kan man som forælder forberede sig på børnenes spørgsmål?

Mange forældre har ikke gjort sig klar på, hvordan man vil forklare døden for børnene. Det er en opgave, jeg godt kunne tænke mig, at forældre satte sig ned og snakkede om så tidligt som muligt. Når man først har snakket det igennem som forældre, bliver man ikke så forskrækket, når døden først rammer familien, og børnene begynder at spørge.

Er der måder at italesætte døden på, som man bør holde sig fra, når det kommer til børn?

Lad være med at bruge vendinger som “hun er gået bort”, “hun har fået fred” og “hun er sovet ind”. Især den sidste er noget af det værste, for den kan gøre barnet bange for at sove.

Må man græde foran sine børn, hvis der sker dødsfald i eller tæt på familien?

Det er klart, at når vi selv mister, så mister vi også lidt fodfæste. Der er det vigtigt at løfte hovedet og fortælle, hvorfor man er ked af det og græder. Sig for eksempel: “Mormor døde, fordi hun var syg, og jeg græder, fordi jeg kommer til at savne hende meget”. Når du græder, sender du et fint signal til dine børn om, at man godt må vise følelser, men har du brug for at sørge dybt, så gør det et andet sted, så du ikke overvælder børnene.

Hvad kan der ske, hvis man ikke får talt om døden med sine børn ordentligt?

Hvis børn mister nogen, de holder af, og ikke får det bearbejdet, kan de gå tilbage til en tidligere udviklingsfase, som viser sig ved, at de begynder at tisse i bukserne igen, bider negle, spiser med fingrene eller mister deres sprog. Det er tegn på, at de er overbelastede. Hvis ikke vi får snakket med børnene og hjulpet dem med at få sat ord på følelserne i forbindelse med et tab, så vil de helt klart komme til at få en smerte livet igennem, som kan sætte sig som angst. Jeg plejer at sige, at man kan miste meget, men hvis man får bearbejdet det ordentligt, så kan man godt komme igennem det.