Når aftensmaden kalder

Annette Holm, 64 år, controller i en forskningsinstitution, bor alene i bofællesskabet Fridlev 

En af grundene til, at jeg har valgt at bo et sted som dette, er fællesskabet rundt om aftensmåltidet. Selvfølgelig kan det være hårdt af og til, når man har køkkentjansen, men de dage, hvor jeg bare kan komme hjem fra arbejde, smide min taske og så bare traske over i fælleshuset uden at skulle tænke på mad, er helt vidunderlige. 

Vi spiser sammen mandag til torsdag. Det er fedt at mødes på kryds og tværs af alder. Vi spænder mellem 0 og 75 år. Vi får en masse gode snakke ved spisebordene om stort og småt. 

Alle os uden små børn nyder også at følge børnenes udvikling. De spædbørn, der lå i armene på deres forældre, da vi flyttede ind i 2023, render nu både rundt på græsset udenfor og smider med maden ved bordet. Det er altså skønt at følge. Jeg kan godt lide at være alene. 

Jeg er ikke ensom, men fællesspisningen åbner for, at jeg altid har mulighed for at være sammen med nogen. Fredag, lørdag og søndag, hvor vi ikke har fællesspisning, spiser jeg enten alene eller har aftaler med nogen. Jeg synes, det er en fin balance. 

Jeg spiser også mere vegetarmad, end jeg har gjort tidligere. Jeg kan mærke, at mit behov for kød bliver mindre og mindre, i og med at jeg spiser vegetarisk fire dage om ugen. 

Efter 20 minutter ved hvert aftensmåltid bliver der ringet med en klokke. Det betyder, at børnene må forlade bordet. Typisk styrter de op på førstesalen, hvor der er et rum, de kan lege i. Imens sidder vi ofte tilbage og fortsætter snakken på kryds og tværs.

Lizette Dyrn (tv), 19 år, går på HF på Nørrebro, bor på Amager med sin storesøster, Naja, og hendes kæreste, Peter 

Jeg synes, at aftensmåltidet er det hyggeligste måltid, der er, i løbet af dagen. I min familie har vi altid spist aftensmad sammen. 

Efter jeg er flyttet hjemmefra, er det fælles aftensmåltid blevet lidt sjældnere, fordi jeg selv står for det i højere grad nu, dog laver min søster og hendes kæreste ofte mad et par gange om ugen. Men det er mere ustabilt sammenlignet med, da jeg stadig boede hjemme hos mine forældre. 

Så selvfølgelig er aftensmåltidet blevet sværere at holde fast i, men det fungerer stadig som et samlingspunkt. Vi har altid flere gange om ugen, hvor vi spiser sammen. Vi er generelt ret gode til dele ansvaret med madlavningen herhjemme. Peter sørger for at handle, Naja laver maden, og jeg ordner rengøringen bagefter. Vi bruger ofte 1 time til halvanden på madlavningen, og så kan vi sagtens sidde nogle timer efterfølgende, hvor vi spiser og snakker. 

Vi har nok en masse bordskikke, som ligger på rygraden. Ting, som at vi venter med at gå fra bordet, til alle er færdige, og ikke at tage det sidste mad, før man har spurgt de andre. Vi beder hverken bordbøn eller har faste ritualer, men nogle gange, når vi har fået noget virkelig god mad, eller hvis vi har været hjemme ved vores forældre og slagtet en høne, så kan vi godt mindes hønen og værdsætte måltidet i endnu højere grad. 

Telefoner er sjældent noget, der findes frem under måltidet, men min søsters kæreste kan godt finde på at hive bassen ned fra væggen. Så sådan en afslappethed er der trods alt, når vi er ved bordet.

Hans-Henrik Sørensen, 64 år, IT-seniorsystemkonsulent, bor i lejlighed på Nørrebro, hvor han lejer et værelse ud til en studerende

Jeg kan jo gøre fuldstændig, som det passer mig, når jeg er alene. Aftensmåltidet er forbundet med en form for frihed for mig. Så der er stort set altid en skærm, der kører, når jeg spiser. 

Aftensmåltidet betyder jo ikke så meget for mig, når jeg er alene. Tit er det noget, hvor jeg bare hurtigt skal have noget og så videre i teksten. 

Jeg arbejder et sted, hvor der er kantine med både varm og kold mad, og jeg får for det meste varm mad midt på dagen. Så for mig er hovedmåltidet midt på dagen til frokost. Der har jeg selskab og får altid gode snakke med kollegaer. Dengang jeg havde mindre børn, fyldte aftensmåltidet betydelig mere. Der sad vi jo ved spisebordet og spiste sammen. Og så snart jeg har folk på besøg til mad, jamen så er fjernsynet suspenderet. Jeg er uddannet husholdningslærer, så jeg elsker at lave mad og gør en masse ud af aftensmåltidet, når jeg har gæster på besøg. 

Jeg lejer et værelse ud i min lejlighed til en studerende. Men vi spiser sjældent sammen. Han er rockmusiker og har lidt andre rytmer end jeg. Når jeg spiser morgenmad klokken 7 og frokost klokken 11, så er jeg ofte tidligt sulten om aftenen, og han kommer oftest først hjem ved 21-tiden. 

Knap en gang om måneden er jeg til arrangementer i kirkeregi, hvor der er fællesspisning. Oftest bliver vi belønnet med indisk mad, og hver 2.-3. uge er jeg i bibelgruppe, hvor vi spiser aftensmad hjemme hos hinanden.

Trine Langholz, 39 år, HR Business Partner, bor i lejlighed på Vesterbro med sin mand og 3 børn mellem 6 måneder og 7 år

Aftensmåltidet er et samlingspunkt for os i en hverdag, hvor vi har 5 forskellige hverdagsliv. Så vi bruger aftensmåltidet til at tjekke ind hos hinanden. Her får vi hørt, hvad vi hver især har lavet i løbet af dagen. 

Jeg tror også, det er en værdi, vi som forældre gerne vil give videre til vores børn. Både min mand og jeg er vokset op i sådan en konstellation, hvor aftensmåltidet fylder rigtig meget, og hvor man snakker med hinanden rundt om bordet. 

Vi sidder ofte en times tid ved middagsbordet hver aften. Vores to piger er gode til at følge det også. De ved, at de ikke kan gå fra bordet, før den anden er færdig. Før den yngste af vores piger fyldte 4 år, havde vi en regel om, at hun ikke behøvede at sidde ved bordet, til alle var færdige, men da hun var 3 år, spurgte vi hende, hvor gammel man skal være for at holde bordskik og blive siddende ved bordet, og der svarede hun  4 år. Så er man ligesom gammel nok til at følge bordskikken, følte hun. Så der fangede bordet bare. 

Vi har også som ambition ikke at have fjernsynet kørende eller telefoner ved bordet. Jeg er nok den i familien, der er dårligst til at have mobilen liggende ved siden af, mens vi spiser. Jeg kan godt af og til have det sådan, at hvis jeg får en sms, så føles det vigtigt, at jeg tjekker, hvem det er. Så telefoner er ikke fuldstændig bandlyst, men hvis min mand eller jeg kigger på vores telefon, vil den anden nok påpege det. Når vores børn er gamle nok til at få deres egen telefon, vil vi helt sikkert have regler for brug af telefoner ved bordet.