Hvordan fjerner du alger fra din stenterrasse?

Der er flere måder at slippe af med alger på terrassen. Se her, hvordan du kommer dem til livs.

Alger trives på fugtige overflader og kan forvandle terrassen til en glidebane.

Du skal undgå fugt på terassen

Brug fugesand, højtryksrenser eller algefjerner, hvis du vil af med alger på din stenterrasse. Undgå fugt på terrassen, hvis du vil slippe for alger i fremtiden.

Alger trives på fugtige overflader og kan forvandle terrassen til en glidebane.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Sådan fjerner du algerne

Der er 3 måder at fjerne alger på:

  1. Slibning:
    Spred fugesand på ud på terrassen og fej jævnligt med en stiv kost de næste par uger - sandet fungerer som slibepapir. Terrassen bliver ren for alger, og oven i købet får du fyldt fugerne op og hæmmet ukrudtet.
  2. Højtryksrens:
    Spul det angrebne område ren for algevækst med en højtryksrenser. Husk: Sprøjtevinklen må ikke være for stejl, ca. 30 grader, i forhold til terrassen, fordi en mere lodret stråle vil spule fugesandet væk. Før du går i gang, bør du tjekke med forhandleren, om den type sten/flise, du har, kan tåle denne behandling. Nogle sten - fx betonfliser - har en mere porøs overflade, som kan blive ødelagt af højtryksspulingen og gøre terrassen mere sårbar over for frostsprængninger – og mere modtagelig for algevækst!
  3. Algefjerner:
    Påfør en miljøgodkendt algefjerner. Der findes flere produkter, som enten sprayes på eller påføres i en vandopløsning. De fleste produkter skal bruges i tørvejr, have ro til at virke og kan så enten vaskes af eller bliver selv skyllet væk af regnen. Læs brugsanvisningen, inden du begynder.

Hvis du vil undgå alger på din terrasse i fremtiden, skal du stoppe den fugt, der giver mulighed for alger. Fugten kan fx skyldes dryp fra en tilstoppet tagrende eller udsivning fra en jordvold/skrænt.