Vejvrede rammer hver tredje bilist
Hver trejde er lidt hurtig med "fingeren"
Er du lidt for sløv på speederfoden, når lyskurven skifter til grønt, eller »stjæler« du en parkeringsplads for næsen af en anden bilist, risikerer du et møgfald eller en strøm af mindre pæne ord.
I trafikken er danskerne hårde ved hinanden, og i løbet af et år oplever hver fjerde trafikant, at medtrafikanterne tydeligt gør opmærksom på, at man er en torsk eller en idiot bag et rat, fortæller sociolog Maria Bislev fra Det Kriminalpræventive Råd, der for nogle år siden sidst undersøgte danskernes vejvrede:
»Typisk er det et skældsord eller fingeren, man får i trafikken. Tre eller fire procent oplever direkte trusler fra andre trafikanter, men ingen oplever fysisk vold, selvom man er uenig om en vigepligt eller retten til en parkeringsplads.«
Så sure er vi i trafikken
16 procent har fået fingeren
13 procent har fået tilråb
4 procent har modtaget trusler
Vrede bilister er samtidig mere udsatte for andres vejvrede
Unge mænd er dem, der oftest føler sig ramt af vejvrede fra andre i trafikken – næsten hver tredje mand under 40 år føler, at han er blevet udsat for andres vrede. Omvendt er det kun 14 procent af kvinderne over 40, der rammes af andres ubehageligheder. Selvom de unge mænd oftest føler andres vrede, er det samme gruppe, som selv er mest aktive, når det gælder om at uddele ukvemsord og strittende fingre:
»Når man selv provokerer, bemærker man også andres provokationer. Trafikanter, der har en vred eller truende adfærd i trafikken, er typisk lidt aggressivt programmeret. De har været lidt sure, da de satte sig i bilen, og føler måske, at de kører bedre end andre,« siger Maria Bislev.
Vejvrede er farligt
Det er en del nemmere at sidde beskyttet bag bilruden og give de andre en verbal overhaling, end at gøre noget tilsvarende i supermarkedets kassekø. Når man sidder i bilen på vejen, er det sværere at have forståelse for andre, siger Mette Møller, der er seniorforsker ved DTU og set på årsager til vejvrede.
»Trafikken er et individualiseret fællesskab, hvor vi interagerer med hinanden. Det er svært at se ansigtsudtryk og afkode andres hensigt. Derfor opstår der let misforståelser, og vi har ikke den samme empati, som naturligt opstår, når mennesker mødes. Samtidig er det lettere at slippe af med en aggression, når man kan komme hurtigt væk,« siger Mette Møller.
Men vejvrede bilister er farlige bilister. Flere internationale undersøgelser peger på, at bilister, der har en konfronterende adfærd i trafikken, har større risiko for at blive involveret i uheld.
»Vrede bilister kan blive så fokuseret på vreden, at de mister koncentrationen, hvorved deres risiko for uheld stiger betydeligt,« fortæller Mette Møller.










Brillemoden gennem tiderne
Verdens mest solgte bil
Kaffens historie i ord og billeder
En uge, en familie = masser af affald
11 ting du ikke vidste om kyllinger
Lær at trylle – se 6 nemme tryllekunster
14 eksotiske rejsemål i Danmark
Kuriøse slikbutikker
10 ting, du aldrig må give din hund
Patienter med pels












Kommenter artiklen