Forskellige syn på psyken gennem historien
Psykiske sygdomme har altid været lidt sværere både at forklare og forstå end fysiske problemer. Et brækket ben er nemt at forholde sig til, mens psykiske sygdomme ikke på samme måde har et synligt udtryk. Gennem historien har samfundet forholdt sig til psykiske sygdomme på mange forskellige måder - og det er først inden for de seneste 200 år, at psykiatrien er begyndt at handle om helbredelse frem for isolation af de syge.
400 f.v.t.: Ublance i væskerne
Hippokrates, som regnes for en af lægevidenskabens fædre, var af den opfattelse, at alle mennesker var forskellige, og at sygdomme skulle løses individuelt. Hippokrates var meget optaget af kroppens væsker: blod, galde, slim og vand og mente, at enhver sygdom skyldtes ubalance i væskerne. Dette kaldes humoralpatalogi, og i det første århundrede satte den romerske læge, Galen, humoralpatalogien i system. Behandlingen af sindsyge var meget rationel: Man lindrede med varme bade, opmuntring, urter, gnubben under fødderne og afpassede chokeffekter.
I Nordens oldtid kunne folk blive "bindegale", så der måtte lægges bånd på dem, eller de kunne slås med "bevogtningssygdom" (sindssyge). Denne kunne være kynfylgja (slægtssygdom; arvelig).
700: De første psykiatiske hospitaler
I det muslimske Mellemøsten oprettedes de første sindsygehospitaler i Bagdad i 705 og i Cairo i 805. Tankerne om psyken og psykiske sygdomme ligger stadig tæt op ad de græske tanker, som blev formuleret 1000 år tidligere.
Optegnelser viser, at man stadig arbejdede ud fra tanken om kroppens fire væsker, blandt andet mente man, at søvnløshed skyldtes en overdreven tørhed, som igen kunne behandles med rigelig væske - og ved at holde de essentielle kirtler våde.
1200-tallet
Tanken om særlige steder for de sindsyge spredte sig til Europa, selvom man ikke udførte egentlig behandling i vor tids målestok. De første asyler for sindssyge, utilregnelige, fattige og andre eksistenser på samfundets kant åbnede i Norden i Stockholm.
Sindsyge omtales også første gang i love, hvor Sjællandske Lov i begyndelsen af 1200-tallet fortæller, hvordan man umyndiggør en person, der ikke kan tage vare på sig selv:
»Om mand vorder gal. Kommer det sig, at nogen mand har enten en broder eller en nær frænde, der mister sit vid og har jord eller ejendom, som han nødig vil at hin skulle afhænde, da skal han tage de bedste mænd af bygden… med til tinge og der lyse, at hin ikke har sit fulde vid.«
Det var samtidig slægten, der havde ansvaret for den gale. Hvis den gale havde øvet en voldsdåd, skulle værgen bøde herfor. Hvis den syge blev ustyrlig gal, kunne værgen spærre ham inde eller binde ham med tingets tilladelse.
(Artiklen fortsætter efter annoncen)
Middelalder: Ophold i klostre og djævleuddrivelser
I middelalderen indordnede den dominerende romersk-katolske kirke den oldgræske lægevidenskab under sine dogmer. Ifølge kirken var verden splittet i kamp mellem Gud og Djævelen, mellem godt og ondt - dyd og synd. Den sindssyge betragtedes som besat af en ond ånd, og behandlingen var uddrivelse (eksorcisme) af selv samme ånd.
Mange af asylerne for sindssyge ligger i tilknytning klostre over hele Europa. I Skandinavien kaldes første sindssygeasyler for "Helligåndshuse".
Præster, biskopper og munke stod for uddrivelsen af djævleskabet ved hjælp af bønner og hellige relikvier.
(Artiklen fortsætter efter annoncen)
Middelalder: Dårekister og indespærring
I midten af middelalderen blev flere og flere opbevaringsanstalter bygget. Mange steder var reformationen indirekte grund til oprettelsen af anstalterne, hvor staten eller lokalsamfundet overtog ansvaret for de psykisk syge. Der var ikke en egentlig behandling, og de farligste af de psykisk syge blev indespærret for ikke at være til fare for samfundet (og personalet på anstalterne). De små rum til indespærring kaldtes dårekister (billedet over artiklen).
I Wien byggedes et "Narrenturm" - et Narretårn, hvor byens afvigere blev samlet, og i 1605 oprettedes i København Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn. I huset indsatte man omstrejfere, fattige berøvet muligheden for at skaffe sig udkomme, forbrydere, værkbrudne samt gale og afsindige.
1789: Revolutionen medfører forsøg på videnskabelig behandling
Den franske revolution medførte en række forbedringer for de psykiske syge og åndssvage. Phillip Pinel, der var læge, udviklede en idé om, at der skulle oprettes egentlige anstalter, hvor man kunne behandle de psykiske sygdomme efter videnskabelige ideer og efter social-moralske ideer. Blandt andet skulle de psykisk syge have frisk luft og kunne bevæge sig mere omkring. Samtidig blev de psykisk syge adskilt fra forbrydere og fattiglemmer.
Pinel mente, at psykiske sygdomme skyldtes problemer med nerverne, og at orden og disciplin var vigtige veje til helbredelse.
1816: Sct. Hans åbner som sindsygehospital
Sct. Hans Hospital ved Roskilde oprettedes i 1816 og var baseret på tanker om behandling og helbredelse. I 1852 oprettedes Jydske Asyl ved Aarhus, som regnes for det første reglementerede behandlingshospital i Danmark.
1800-tallet: Kur gennem rødvin eller pisk med brændenælder
I begyndelsen af 1800-tallet ses en mere videnskabelig tilgang til behandlingen af patienter på psykiatriske hospitaler. Læger begyndte at systematisere sygdommene ud fra observationer og samtaler med patienterne.
I Tyskland opfandt lægen J.C. Reil en kurmetode som behandlingsform. Tanken var at påvirke patienternes nervesystem, blandt andet ved at fjerne negative, ydre sanseindtryk - eller ved midler som vin eller piskning med brændenælder.
Mange af behandlingsformerne på den tid vil nærmere være at karakterisere som tortur: Iskolde bade i timevis skulle chokere psyken, og 36 timer i trædemølle kunne gøre selv den mest urolige patient rolig og træt.
Andre forskere begyndte at anskue psykiske lidelser som somatiske, hvilket vil sige at anerkende, at lidelsen kunne skyldes fysiske fejl i patientens hjerne eller andre organer. I England indrettedes smukke opholdsarealer, store udendørsarealer, og personalet øgedes og uddannedes i at omgås patienterne. Det medførte, at hospitalet helt kunne undgå at bruge tvang og indespærring i behandlingen.
Den somatiske retning bliver, i takt med at medicin udvikles, den dominerende frem mod slutningen af århundredet.
1800-tallet: Arvelighedslove og racehygiejne
I 1800-tallet anerkendtes Mendells tanker om arvelighed for sygdomme. Mange læger mente også, at sindssygdomme er arvelige - og gennem de næste årtier forsøgte man mange steder at inddæmme sindssygdomme ved at tvangssterilisere patienterne. Nazisterne brugte også disse tanker til at retfærdiggøre drabet på sindsyge i kz-lejre under Anden Verdenskrig.
1900-tallets begyndelse: Klassifikation af sygomme
Lægen Emil Kraepelin begyndte at klassificere sygdomme i sindet, og han begyndte at skelne mellem eksogene og endogene psykoser. Den eksogene anså han for at komme udefra - og kunne være selvforskyldt af syndige handlinger for eksempel: alkoholisme, syfilis (for udsvævende seksualmoral) og morfinisme (misbrug af piller og euforiserende stoffer).
De endogene var noget indefrakommende - altså noget i personen - som var uafhængigt af sjælelivets ydre påvirkninger. Diagnosestystemet er forgænger for ICD-10, som i dag bruges til at klassificere sygdomme.
1930'erne: Skrappe metoder: Det hvide snit og elektrochok
I 1938 indførtes elektrochok som behandlingsmetode. Tanken var, at chokkene kunne hjælpe med at nulstille hjernen - og dermed være skridt på vej til helbredelse. I begyndelsen var patienterne ikke bedøvet under elektrochok. I dag bruges elektrochok stadig på nogle sygdomme med målbare resultater. I dag er patienterne bedøvet.
Forsøg med operationer på hjernen blev foretaget siden cirka år 1900, og i 1930 fik tankerne om hjerneoperationer nyt liv, da lægen Moniz forsøger sig med "det hvide snit", der også kaldes lobotomi og er en overskæring af hjernestammen. Moniz mente, at operationerne, der især udførtes på skizofrene, havde gode resultater - og han belønnedes med Nobelprisen i medicin i 1948.
Den første lobotomi foretoges i Danmark i 1944, den næste i 1946. Danmark og de andre skandinaviske lande tog metoden til sig - og er de steder i verden, hvor indgrebet udføres på forholdsvis flest patienter.
1938: Første sindsygelov i Danmark
I 1938 vedtog Folketinget og Landstinget den første sindssygelov, der skulle sikre patienternes retsstilling. Loven betød for eksempel, at patienter, der blev tvangsindlagt, kunne klage til justitsministeren. Kun få fik medhold i klagerne.
1950'erne: På piller
Udviklingen af medicin til psykiatriske patienter går stærk, og i 1950'erne sker der flere gennembrud. Fire store opfindelser, som stadig bruges i dag, kommer til i årtiet: 1) Lithium 2) Antipsykotika 3) Antidepressiva 4) Benzodiazepiner.
Danske Lundbeck er et af de førende firmaer på området.
1970: Amterne overtager - færre sengepladser
Kritik af behandlingsmetoderne på statens psykiatriske hospitaler betød, at amterne ved oprettelsen i 1970 skulle overtage psykiatrien. Målet var samtidig for staten at spare penge på området, hvilket også skete, da der nedlagdes en del sengepladser på hospitalerne. I stedet oprettedes botilbud og distriktspsykiatri.
1970 - i dag: Normalisering og anerkendelse
Udviklingen gennem 1900-tallet har betydet en bedring i forholdene for de psykisk syge. De ensidige behandlinger og indelukkelse på anstalter er afløst af mere individuel behandling, hvor målet er, at den syge skal have en så normal tilværelse som muligt. Psykiatriske patienter bor ofte i bofællesskaber, hvor de får støtte til at klare hverdagen.
Selvom der er kommet færre sengepladser i psykiatrien, er der kommet større fokus på sygdomme i sindet, og fra 1. september 2014 har patienterne ret til en udredning og en behandlingsplan inden for 2 måneder. I 2015 ændres det til 1 måned.
Kilder: "De sindssyges Paradis - træk fra psykiatriens historie" af Elizabeth Oksholt, Museum Ovartaci m.fl.
