Med bleer, sutteflasker og klapvogn til troperne

Med en dejlig lang barselsorlov er det både fristende og oplagt for familien at rejse ud i den store, vide verden i længere tid. Men hvor og hvornår kan man rejse med små børn, og hvilke forholdsregler skal man tage. Professor Jørgen Kurtzhals fra Udlandsvaccinationen giver gode råd.

Der er masser af muligheder for at rejse ud i verden, selvom du har børn med.

Rejseapotek for børn

Forslag til rejseapotek for børn ved rejser til eksotiske rejsemål. Tag en snak med lægen, hvis du er i tvivl.

• Termometer

• Saks og pincet

• Plaster

• Sterile kanyler og sprøjter, hvis I rejser til meget primitive egne

• Smertestillende passende til alderen

• Solcreme med høj faktor

• Xylocainsalve, som bedøver huden lokalt ved insektstik eller skrammer

• Sårrensningsmiddel og clorhexidinpudder til skrammer og småinfektioner

• Øjensalve til øjenbetændelse

• Et middel mod transportsyge

• Et antihistamin mod allergiske reaktioner og kløende insektstik

• Håndsprit

• Tal med lægen om eventuelt at medbringe antibiotika mod for eksempel halsbetændelse, mave-tarm-infektion eller inficerede sår.

Hvor man rejser med børn, er forældrenes valg

Tænk at slippe for at vaske babytøj, gøre rent og købe ind. Tænk at tilbringe måneder under varmere himmelstrøg. Og tænk at få mere tid sammen i familien. En barselsorlov er fristende at udnytte til en lang rejse. Men hvornår og hvor er det fornuftigt at rejse hen?

"Efter min mening kan man stort set rejse til hele verden med sine børn, hvis bare man tager sine forholdsregler. Men det handler meget om, hvem man er, hvor meget mod man har på at rejse, og hvor risikovillig man vil være. Som forældre må man - på sine børns vegne - gøre op, om rejsen har så stor en værdi, at man vil man accepterer den minimalt forhøjede risiko, den indebærer," siger professor Jørgen Kurtzhals fra Udlandsvaccinationen.

Når man forlader sin trygge base i Danmark, kan der opstå vanskeligheder.

"Men det kan man nu også, hvis man tager til en lille græsk ø eller højt op i Nordnorge og pludselig får en akut blindtarmsbetændelse. Det kan  være en alvorlig sag – ja, selv i Vestjylland, hvor der kan være langt til et hospital," siger han.

Pas på malariaområder, når du rejser med børn

I forhold til vaccination og beskyttelse mod forskellige sygdomme er der dog grænser for, hvad små børn og gravide eller ammende kvinder kan tåle.

"For eksempel er det problematisk at tage til et malariaområde, hvis man ikke kan give malariapiller, og de kan ikke anbefales til helt små børn, gravide eller ammende kvinder," siger Jørgen Kurtzhals.

Hvis man venter med at rejse, til barnet er omkring et år, har man mulighed for at gardere sig bedre mod diverse sygdomme.

"Ellers må man vælge et rejsemål, der er overskueligt. Det kunne for eksempel være Thailand, der er et velorganiseret turistland," siger han.

Gode hospitaler er vigtige på rejsen

Hvis uheldet skulle være ude, er det en stor tryghed at have et godt og professionelt hospital i nærheden.

"Det er der for eksempel i Bangkok, så her vil man nok være temmelig meget bedre stillet, end hvis man for eksempel var taget til Liberia," vurdere han.

Det kan være lidt svært selv at skaffe sig sikre data for, hvor i verden der er en betryggende hospitalsstandard.

Her er det en god idé at spørge sig for hos rejseforsikringsselskaberne, der har en stor database over fornuftige hospitaler. Og så må man ikke glemme, at man med en rejseforsikring har adgang til en alarmcentral, man kan ringe til døgnet rundt, hvis man får helbredsmæssige problemer.

Se, hvad vi ellers skriver om: #helbred, #børn, #rejse, #ferie, #vaccination og #familie