Kræsenhed sidder i hjernen

Hjernen husker negative oplevelser med mad og får kroppen til at reagere med kræsenhed. Kræsne kan godt kureres, men det kræver, at hjernen hjælpes på andre tanker

Årsagen til kræsenhed kan ofte spores tilbage til ubehagelige oplevelser, hvor man fx er blevet tvunget til at spise noget, man ikke brød sig om

Kræsenhed er en mental blokering

»Nej tak, jeg spiser ikke rødspætte. Faktisk kan jeg slet ikke lide fisk.« Udsagnet klinger velkendt, for det er ganske almindeligt at afskrive en hel gruppe af fødevarer med begrundelsen, »det smager ikke godt.«

Men prøv lige at tænke efter. Eller rettere at smage efter. Fremkald smagen og konsistensen af henholdsvis pandestegt rødspættefilet, marineret sild og tunmousse. Forhåbentlig kommer du frem til, at hverken smagen eller konsistensen har særlig meget til fælles.

»At være kræsen kan defineres som at vælge hele fødevaregrupper fra. Og ser man nærmere på de fødevaregrupper, som den kræsne person går uden om, så må man konstatere, at det ikke kan handle om, hvordan det smager. Det må altså være en bevidst beslutning eller en mental blokering, som finder sted i hjernen,« mener Joan Preisler, sundhedskonsulent i FDB og med mange års erfaring med at arbejde med kræsenhed.

Hjernen husker de negative oplevelser

Årsagen til omfattende kræsenhed skal ofte findes i en eller flere dårlige oplevelser, som har en – mere eller mindre tydelig – forbindelse til maden. Det kan fx være et barn, som ikke er særlig vildt med konsistensen af torskerogn, men alligevel bliver presset af sin far til at spise den.

»Hjernen forsøger hele tiden at lære og tænke i sammenhæng, fordi den gerne vil forudse fremtiden. Den husker især de negative ting, fordi den skal undgå dem i fremtiden. Problemet er, at det som udgangspunkt altid foregår ubevidst, så vi kan tale om det, så meget vi vil, men hjernen har allerede besluttet sig,« forklarer Thomas Zoëga Ramsøy, hjerneforsker og ph.d. fra Copenhagen Business School og Hvidovre Hospital.

Lugt og smag er tæt forbundet til følelser og hukommelse

Kigger man ned i hjernen, er der direkte forbindelse mellem de områder, som opfanger signaler fra lugt og smag, og de dybere liggende områder i hjernen, der har med følelser og hukommelse at gøre.

Det er smart, når hjernen skal erfare og huske, at en ildelugtende fiskeret engang har medført opkast og sygedage, men er omvendt lidt af en hjernemæssig fejlprogrammering, når koblingen sker mellem en forælders lidt for ivrige pressen på og torskerogn.

Maden smager af en følelse

Uanset hvor koblingen er opstået, så kan aversionen mod madvaren være så voldsom, at den kræsne person får trang til at kaste op eller begynder at svede, når maden kommer ind i munden.

Det er de samme mekanismer, der går i gang, når personer med fobier som eksempelvis højdeskræk eller elevatorskræk henholdsvis stiller sig op på en klippe eller skal ind i en elevator. 

»Når hjernen har lært, at noget er ubehageligt, så reagerer den på det. Så du behøver bare at se på fisken, så har du ubehaget i dig. Når du så smager på den, så smager den ubehageligt. Beslutningen er taget inden, og fisken i munden smager, som du føler, i stedet for af sin faktiske smag,« forklarer Peter Nattestad, psykolog og leder af Fobiskolen, som behandler alle former for fobier.

Hjernen skal omprogrammeres

Behandling af kræsenhed består i at omprogrammere hjernen. Det kan man gøre ved enten selv eller med hjælp at eksponere den for den afskyede fødevare gentagne gange, stille og roligt i større og større mængder.

På den måde lærer hjernen, at den ikke behøver at gå i alarmberedskab, hver gang der er fisk på tallerknen. Andre arbejder med hypnose, hvor de problematiske situationer fra fortiden så at sige overspilles.

»Hvis man synes, det er et stort problem ikke at spise fisk, så skal man enten gøre noget ved det i sine omgivelser, der gør det til et problem eksempelvis at blive væk fra en bestemt familiemiddag, hvor det bliver serveret, eller lære sig at spise fisk. Det kan også nogle gange være en farbar vej at acceptere med sig selv, at man bare ikke er en af dem, der spiser fisk. Nogle gange kan det i sig selv betyde, at man pludselig får mod på at smage på en reje,« siger Peter Nattestad.           

Se, hvad vi ellers skriver om: #hjernen, #kræsenhed og #fobi