Jeg vil sælge noget på auktion, hvad gør jeg?

Møbler, porcelæn, kunst og ting fra gemmerne. Langt det meste er et eller andet værd, og nogle ting er endog mange penge værd. Læs her, hvad du skal gøre, hvis du vil sælge på auktion.

Er du heldig, kan du gøre endog rigtig gode handler på auktion.

Godt at vide om auktioner

 

  • Dine ting er dækket af forsikring, så længe de er i auktionshusets varetægt
  • Sker der noget med dine ting, vil du få vurderingsbeløbet i erstatning
  • Viser det sig, at dine ting er kopier, er du forpligtet til at betale pengene tilbage til køber eller aftale et passende afslag i prisen
  • Du må ikke sælge kopier på auktion. Viser dine ting sig at være kopier, går handlen tilbage, køber erstattes, og du skal tilbagebetale de penge, du har modtaget fra auktionshuset. Derudover risikerer du at blive politianmeldt.

 

Hvad skal mine ting være værd, før det kan betale sig at sælge dem?

Først skal du vide, om det, du vil sælge, er noget værd. Har du ikke selv forstand på at prissætte dine ting, så gør brug af auktionshusets eksperter. Eksperterne kan hjælpe dig med at fastslå værdien.

Da auktionshusene skal leve af at holde auktioner, skal dine ting have en vis værdi, før auktionshuset vil tage dem ind. Det er forskelligt fra sted til sted, hvad værdien skal være, men kun små auktionshuse sælger ting med en meget lav værdi.

Nogle gange kræver det grundigere vurdering, før auktionshuset kan fastslå værdien af dine ting. I så fald tager auktionshuset dine ting ind, vurderer dem og kontakter dig efterfølgende.

Du kan også flere steder få en online vurdering af dine ting, inden du kører til det nærmeste auktionshus.

Hvad koster det at sælge noget på auktion?

Nogle auktionshuse tager et grundgebyr, eller et gebyr, som varierer med værdien på dine ting. Pengene dækker affotografering, research, markedsføring, forsikring med videre. Du skal betale gebyret, uanset om din vare bliver solgt eller ej. Andre auktionshuse tager ikke noget for at tage varer ind.

De fleste auktionshuse vurderer gratis de effekter, du ønsker at sælge. Indleverer du en genstand til salg, bliver du registreret og får en kvittering.

Langt de fleste auktionshuse tager et såkaldt auktions- eller sælgersalær på en procentdel af den pris, varen ender med at blive solgt til; typisk på omkring 15 procent. Nogle auktionshuse tager derudover et fast gebyr oven i salgsprisen.

Kan jeg få en fast pris for mine varer?

Er dine ting nok værd, kan du aftale et minimumsbeløb, dine ting skal sælges for, med auktionshuset. Så bliver dine ting ikke solgt, medmindre de opnår minimumsbeløbet.

Du kan derefter forsøge at sælge igen på en ny auktion eller fortryde salget helt. Samme gør sig gældende, hvis der ikke kommer bud på dine ting.

På en auktion kan du aldrig være sikker på en bestemt pris. Det er op til køberen eller køberne, hvor højt de vil byde. Nogle gange er der mange interesserede, som byder hinanden op, og så kan du være heldig at få en særlig god pris for dine ting.

Hvor længe varer en auktion?

En auktion varer nogle timer og afholdes med faste intervaller. Det er forskelligt fra auktionshus til auktionshus, hvor ofte de afholdes.

Onlineauktioner afholdes løbende og varer som regel en uge, hvorefter personen, der gav det højeste bud, løber med varen.

Hvordan får jeg mine penge?

Efter auktionens afslutning bliver eventuelle gebyrer og auktionssalær modregnet i din fortjeneste. Dine penge bliver derefter sat ind på den konto, du har angivet til auktionshuset.

Det varierer fra sted til sted, hvor hurtigt du får dine penge, men det er typisk inden for en måned.

Vi har talt med Bruun Rasmussens Kunstauktioner, som har holdt auktioner siden 1948 og i dag tilbyder både fysiske og onlineauktioner.
Vi har også talt med Lauritz.com, som er Nordens største online auktionshus.

Se, hvad vi ellers skriver om: #penge, #genbrug og #økonomi