Er det sundt at drikke øl eller anden alkohol?

Drikker du alkohol, og holder du dig på eller under Sundhedsstyrelsens anbefalinger, kan der være visse sundhedsmæssige fordele, fortæller kandidat i human ernæring Per Brændgaard. Du bør dog aldrig drikke øl, vin eller anden alkohol for sundhedens skyld.

En lille smule øl kan være sundt. Drik dog aldrig øl for din sundheds skyld, men for smagens og nydelsens skyld.

Sundhedsstyrelsens 7 udmeldinger om alkohol

  • Intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred
  • Drik ikke alkohol for din sundheds skyld
  • Du har en lav risiko for at blive syg på grund af alkohol ved et forbrug på 7 genstande om ugen for kvinder og 14 for mænd
  • Du har en høj risiko for at blive syg på grund af alkohol, hvis du drikker mere end 14/21 om ugen
  • Stop før 5 genstande ved samme lejlighed
  • Er du gravid – undgå alkohol. Prøver du at blive gravid – undgå alkohol for en sikkerheds skyld
  • Er du ældre – vær særlig forsigtig med alkohol

 

»Øl og andre former for alkohol kan være sundt for en person med en høj risiko for hjerte-kar-sygdom og en lav risiko for kræft, mens personer med høj risiko for kræft – eksempelvis hvis mange i familien er blevet ramt af kræft – bør drikke så lidt øl og andre former for alkohol som muligt.«

Nyd din øl

Kan du godt lide øl eller et glas vin, så sørg for at nyde glasset og justér eventuelt indtaget, så det kommer ned på et sundt niveau, råder Per Brændgaard.

»Drik øl for smagens og nydelsens skyld – ikke for virkningen – og glæd dig samtidig over, at der måske kan være nogle sundhedsmæssige gevinster ved den første øl, som du til gengæld godt og grundigt kan ødelægge med den næste,« siger han.

Se, hvad vi ellers skriver om: #alkohol, #drikkevarer, #sygdom, #vin, #kræft, #øl og #hjertet