Efterårsguide til de bedste rovfuglesteder i Danmark

Efteråret nærmer sig med hastige skridt. Det betyder kortere dage og mindre sol, men også at der i de kommende måneder vil være rig mulighed for at tage ud og se rovfugletræk på himlen over Danmark. Naturelsker, naturformidler og medlem af Dansk Ornitologisk Forening Sebastian Klein kommer med anbefalinger til nogle af de bedste steder, du kan se rovfugletræk om efteråret i Danmark.

Musvågen er Danmarks mest almindelige rovfugl, og i løbet af efteråret er der rig mulighed for at se den trække ned over Øst- og Syddanmark, blandt andet ved Hellebæk og Stignæs.

Vejrforholdene spiller en stor rolle

Ønsker man de bedste muligheder for at se store rovfugletræk i efteråret, er det, ifølge Sebastian Klein, en rigtig god idé at holde godt øje med vejret:

”Hvis vejret er godt, og det altså ikke pivblæser eller regner, er der mulighed for at se rovfugletræk i Danmark hele efteråret fra slutningen af august til begyndelsen af november.” 

Vælg den rigtige dag efter vejret

Har det været dårligt vejr i et stykke tid, og det så pludselig klarer op, rykker rovfuglene for alvor. Vejrforholdene er noget af det, ornitologerne holder særligt øje med og går efter, når de skal ud og se rovfugletræk. 

”Har det regnet eller blæst kraftigt i lang tid, vil der være rigtig gode muligheder for at se træk, så snart vejret klarer op, og vi får blå himmel. Hvis der så endda har været frost inden, er det rigtig godt, men ellers er det den der første klare dag efter et uvejr, de trækker, og så skal man ud og stå ved pynter eller kyster og kigge på rovfugletræk.” 

Sebastian Kleins opfordring til danskerne

”Første gang jeg så et efterårstræk, blev jeg så imponeret over, at det kunne lade sig gøre at stå ét sted og se så meget natur, der vælter forbi en, og se så mange imponerende fugle. Jeg tror, rigtig mange mennesker ikke er klar over, hvor mange af de her rovfugle der kan komme på en gang, og hvor imponerende det er. Det er en fantastisk oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for. Man bør opleve et fugletræk mindst en gang.”

Hyllekrog og Gedser 

Hyllekrog og Gedser er de sydligste punkter på henholdsvis Lolland og Falster. Her kommer rovfuglene til af samme årsag som ved Falsterbo. Afstanden over havet mellem Danmark og Tyskland er kort, og fuglene kan se den tyske kyst fra luften, så de konstant kan orientere sig og komme hurtigt ind over land igen. En stor del af fuglene kommer direkte fra Stevns Klint, og man vil derfor løbende kunne se et bredt udvalg af rovfugle trække gennem området hele efteråret.

Hellebæk

Hellebæk ligger nord for Helsingør. Afstanden mellem Hellebæk og den svenske kyst er den korteste mellem Danmark og Sverige, så her kan fuglene krydse mindst muligt hav for at komme videre syd og sydvest på. Her ses det største musvågetræk i Danmark om efteråret, og ifølge Sebastian Klein kan der sagtens trække op mod 10.000 fugle på en dag. 

”Det er som regel frosten, der sætter gang i det helt store træk. Når den første frost sætter ind, og der kommer en frostkold dag med rim på græsset, høj, blå himmel og uden for meget vind, så pisker de af sted big time,” fortæller Sebastian Klein.

Stigsnæs

Ved Stigsnæs syd for Skælskør er der også gode muligheder for at se musvåger, fordi de flyver en anden retning end mange andre rovfugle. Musvåger trækker ikke bare mellem syd og nord, men trækker mere sydvest/nordøst, så om efteråret trækker de sydvest fra Hellebæk og rammer Stigsnæs, inden de forsætter ned over Sydlangeland mod steder som Frankrig. 

Sydlangeland

Sydlangeland er også et godt sted at se rovfuglenes træk om efteråret. Træk fra både Stevns Klint og Hellebæk kommer til Stigsnæs, og mange af fuglene forsætter til Sydlangeland omkring Dovns Klint, inden den sidste tur over havet til Tyskland og mod Sydeuropa. 

8 af de rovfugle, som trækker over Danmark om efteråret, kan ses her.

Se, hvad vi ellers skriver om: #fritid, #hobby, #efterår, #naturguide og #fugle