Derfor skider man i bukserne af skræk

En normaltfungerende hjerne sørger for, at vi kan fokusere på en angstfremkaldende opgave, og det kan sætte gang i maven.

Man kan godt skide i bukserne af skræk, men det er noget af en forskrækkelse, der skal til.

Er du min frokost?

Hjernen er så hensigtsmæssigt indrettet, at hvis man møder en savlende sabeltiger med blottede tænder, så reagerer hjernen lynsnart. Populært sagt vurderer din hjerne, om sabeltigeren kan blive til frokost, eller om det er mere sandsynligt, at sabeltigeren vil spise dig til frokost.

Amygdala hedder det område i hjernens tindingelap, som håndterer frygt og forsvarsreaktioner. Amygdala er en lille smule hurtigere end resten af hjernen, og derfor er der i tilfældet med sabeltigeren ikke tid til anden reaktion end den livreddende: flugt! En rigtig god prioritering ikke at gå i gang med andre tidskrævende overvejelser, når situationen er så tilspidset.

Amygdala sørger for adrenalin til kroppen, et hurtigere åndedræt og spændte muskler - alt det man skal bruge for i en fart at komme væk fra sabeltigeren eller løse en anden svær opgave.

Frygten går lige i maven

Amygdala kan også udløse forskellige reaktioner blandt andet i mave-tarm-kanalen. Det er derfor, man af og til kan mærke det i maven og tarmen, når man er anspændt og pludselig lige før en eksamen skal på toilettet 3 gange.

Det er også derfra udtrykket at være ved at ’skide i bukserne af skræk’ kommer.

Ifølge videnskaben kan en voldsom angstpåvirkning - af den slags, hvor man frygter for sit liv - helt bogstaveligt få kroppen til at reagere ved at tømme tarmen. En refleks, der også menes at stamme fra urmennesket: Når en kriger stod ansigt til ansigt med sin potentielle frokost eller fjende og enten skulle kæmpe eller flygte, så sørgede kroppen for i en fart at skille sig af med al unødig vægt i tarmen for dermed nemmere at kunne flygte.

Dyr skider også, når de bliver nervøse

Mennesker og dyr ligner i den sammenhæng hinanden.

»Hvis man for eksempel forsøger at få en hest ind i en hestetrailer, og hesten forbinder det med noget skræmmende eller ubehageligt, så vil hesten stritte imod, og i de tilfælde vil hesten tømme sin tarm for at kunne løbe hurtigere, og den vil mobilisere alle kræfter til at slippe ud af den stressende situation,« siger Margit Bak Jensen, der er seniorforsker på Institut for Husdyrvidenskab til videnskab.dk.

Kilde: videnskab.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: #afføring, #angst, #kroppen, #tarme og #frygt