At miste sin mor: Peter lærer at leve med savnet og sorgen

For fire år siden døde Peter Johns mor. Læs her, hvordan han efterhånden har lært at følges med savnet og sorgen.

Peter Johns studerer på konservatoriet og elsker at udforske musikkens veje med sin banjo i hænderne. Men musikken stoppede for en tid, da hans mor blev syg

Hun var et livsstykke

Anette Johns var billedhugger, ægtefælle, mor og et livstykke. Hun havde stort, kruset hår, farverigt tøj, en hang til cowboybukser, og latter fulgte hende, hvor hun gik. Når hun gik ind i et rum, stirrede man på hende og lyttede til hende. Hun var fuld af humor og vid, og hun elskede at feste. Hun var befriende ærlig og sagde uden filter det, der faldt hende ind, hvad enten det var sjov eller alvor. En dag begyndte Anette at få hovedpine. I starten slog hun det hen, men efter noget tid blev smerterne så slemme, at hun måtte gå til lægen. En scanning viste, at hun havde en uhelbredelig kræftsvulst i hjernen. Et halvt år efter var det krusede hår væk, kroppen lam og latteren forstummet. Anette Johns blev 50 år gammel.

Så kort kan det skrives. Du kan se hende for dig, og det gør dig måske ked af det, men du kendte ikke Anette, så du kommer sandsynligvis over det i løbet af kort tid. Det gør Peter ikke. Anette var hans mor, og selvom det nu er fire år siden, hun døde, er sorgen en fast følgesvend i Peters liv.

Peter var ikke bekymret

Den dag, Peter fik at vide, at hans mor var syg, havde han været til eksamen på gymnasiet, men tog ind på hospitalet, hvor hans mor var blevet indlagt.

»Jeg var egentlig ikke så bekymret for, at mor var syg, for andre i min familie har haft kræft og er kommet sig uden mén. Men da jeg så min mor på hospitalet, lå hun i en seng, talte usammenhængende og virkede anderledes. Der blev jeg bange.«

Peters mor blev hurtigt opereret, men tumoren havde arbejdet sig så langt ind i hjernen, at de ikke kunne fjerne det hele. Der var en chance for overlevelse, men den var lille. Forældrene besluttede sig for ikke at fortælle deres børn, hvor sort det i virkeligheden så ud, så længe der var en chance.

»Efter opererationen var det som at få min gamle mor tilbage. Det første, hun gjorde, da vi kom ind på stuen, var at gøre grin med, at de havde klippet noget af hendes hår af. Jeg var så lettet og tænkte: »Nå, var det bare det?« Jeg var sikker på, at vi hurtigt ville komme over det.«

Hverdagen forsvandt

Peters mor blev udskrevet og kom hjem. Peter var færdig på gymnasiet, havde et fritidsjob i en børnehave og spillede banjo og guitar i sin fritid. Musikken har altid fulgt ham; hans far er musiker, selv spiller han guitar og banjo, og hans søster spiller på guitar. De spillede også sammen fra tid til anden, men det sidste halve år, før Peters mor døde, spillede de mindre og mindre og kun, når de sad på hendes værelse. Det var det eneste sted, det gav mening for Peter at spille.

"Jeg er begyndt at se min mor, som hun var, da hun var rask, men jeg ser hende også stadig,   som hun så ud til sidst. Liget af min mor"

»Efterhånden som min mor blev mere syg, kunne jeg ikke koncentrere mig om mit arbejde, og jeg sagde op. Jeg holdt også op med at spille. Musik skal sige noget, vise følelser, men jeg havde ikke nogen. Eller jeg havde i virkeligheden så mange, at jeg ikke kunne finde rundt i dem. Det var, som om følelserne bare var en flad linje uden udsving. Ingen sorg og ingen glæde, bare grå udefinerbar masse.«

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

I værelset ved siden af

De dage, Peter havde det værst, talte han ikke med nogen. Han lukkede sig inde i sig selv, og det eneste, han kunne samle sig om, var træning. Han løb. Kilometer efter kilometer, ofte sent om aftenen eller om natten. Og han tog til træning flere gange om ugen, tæskede løs på boksepuden og pressede kroppen til det yderset. Her fandt han for en stund den ro, som ellers ikke ville komme til ham.

»Jeg sov stort set ikke, mens min mor var syg. Jeg så tv-serier, hørte musik til ud på morgenen eller løb og brugte min krop, til jeg var så træt, at jeg faldt i søvn af udmattelse. Når jeg tog til træning, havde jeg et sted, hvor folk ikke kendte mig som andre end ham, der kommer og træner. De vidste ikke, at jeg var ham med den døende mor. Det var en lille boble af frirum midt i al elendigheden.«

Når Peter endelig lagde sig for at sove, fandt han kun glimtvise øjeblikke af ro. Hans mor lå i en hospitalsseng i værelset ved siden af hans. Hun havde bestemt, at hun ville være hjemme til det sidste, og Peters far havde besluttet selv at tage sig af hende i videst muligt omfang. 

»Det var svært at gå i seng og vide, at inde ved siden af ligger min døende mor. At hun var så fysisk tæt på, gjorde mig opmærksom på alle lyde. Jeg kunne høre, når min far læste højt for hende, eller hvis hun ikke trak vejret, som hun plejede. Så stod jeg op og lyttede på væggen for at høre, om der var noget galt.«

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Giv mig smerten

Selvom han var bange for det, hans mor skulle gennemgå, ville Peter beskytte sin mor. Han var hele tiden klar til at springe til, hvis hun havde brug for ham.

Efterhånden som sygdommen skred frem, blev hun svagere, og medicinen hjalp ikke nok. Tumoren i hjernen lukkede langsomt ned for kroppen. Først blev hun lam, og siden blev hun stum. 

»Jeg ville gøre alt, for at hun skulle have det så godt som overhovedet muligt. Ofte ønskede jeg bare, at jeg kunne tage noget af den smerte, som hun følte, på min egen krop. Jeg kunne ikke holde ud at se hende lide, og fordi hun ikke selv kunne fortælle, hvordan hun havde det, kunne jeg kun forestille mig det.«

Fantasien kan være forræderisk

Peter kunne bruge søvnløse timer på at forestille sig sin mors smerter og det fangenskab, hendes krop havde sat hende i.

»Det er et af mine største mareridt ikke at kunne bruge sin krop og især ikke at kunne tale. Jeg kan slet ikke klare at tænke på, hvor forfærdeligt det må være at være fanget på den måde, min mor var.«

Frygten kom snigende om natten, og han begyndte, som månederne gik, at føle, at der var en anden, mørkere side af ham, som forsøgte at komme frem.

»Jeg havde drømme om at skære mig selv og begå selvmord. Jeg så mig selv hænge i et reb, og selvom jeg vidste, jeg aldrig kunne finde på at gøre det, når jeg var vågen, var jeg bange for, om jeg kunne finde på det, når jeg sov. Jeg var rædselsslagen for, hvad jeg også var inde i mørket. Jeg forsøgte at gemme alle de onde tanker væk, men jeg kunne ikke bestemme over dem.«

Mor forsvinder

Som sygdommen skred frem, svandt Peters mor ind. Hun mistede sin motorik, og da hun ikke kunne tale længere, pegede hun på en tavle med symboler, som Peters far lavede til hende. En krop, som engang var sprudlende af liv, var nu døende. 

»Hendes hår var en stor del af hende. Hun klippede det selv meget kort, for hun havde ikke lyst til at se det falde af, når hun fik kemo. Det er svært at beskrive, hvad det gjorde ved mig, men jeg fik svært ved være til stede, for både hendes ydre og indre var så anderledes. Før var hun så glad altid. Da lammelserne begyndte, startede det i hendes ansigt, hvor hendes smil blev fordrejet i den ene side. Det var meget mærkeligt at se, og hun var pludselig ikke den mor, jeg kendte. Når jeg så i hendes øjne, var hun der, men hendes kropssprog og hendes ord var ikke hende længere.«

I den sidste tid havde familien ikke kontakt med hende. Hun havde besluttet sig for ikke at fortsætte behandlingen og var også holdt op med at spise og drikke. Familien sad hos hende hver dag og snakkede til hende eller med hinanden, spillede musik eller så fjernsyn. Sådan var også den sidste dag.

Når Peter tog i centret og dyrkede kampsporten Weng Chun eller boksede, fandt han et frirum, hvor han ikke behøvede at forholde sig til sine følelser, og hvor ingen vidste, at hans mor lå for døden derhjemme

»Min søster læste, fjernsynet kørte, og min far og jeg sad og talte om, at selvom vi aldrig kunne blive klar og vide, hvad det egentlig ville sige, så accepterede vi, at nu var det okay. Nu behøvede hun ikke at holde ud for vores skyld længere. Efter nogle minutter kiggede jeg over i sengen. Jeg sad og kiggede og ventede på næste åndedrag, men det kom ikke. Lidt efter kom den sidste udånding, og så var hun væk.«

Peter havde været i tvivl om, om han havde lyst til at være til stede, når hans mor døde, men beslutningen blev taget for ham, og det er han glad for i dag.

»Det var et af de smukkeste og sørgeligste øjeblikke i mit liv. Vi stod alle sammen og græd rundt om hendes seng, mens vi holdt om hinanden. Min storebror kom kort efter og stod der sammen med os. Om aftenen kom venner og familie, og vi tog alle afsked med hende. Det var enormt dejligt at være der og mærke al den kærlighed, hun gav fra sig.«

Da lettelsen kom

Den dag, Peters mor døde, sov han godt for første gang, siden hun blev syg.

»Det var en kæmpe byrde, der røg af mine skuldre. Jeg faldt bare om og sov. Lige pludselig var alt bare helt forløst, selvom jeg samtidig var fuldstændig knust.«

Dagene efter hans mors død står tåget for Peter. Han beskriver det som et hvidt hul.

 »Jeg sov lidt bedre den første tid, og en af mine gode veninder skrev til mig hver dag for at høre, hvordan det gik. Det var dejligt, at hun skrev. Jeg  sagde, at jeg ikke kunne love, at jeg ville svare tilbage hver gang, men det var rart at vide, at der var en, der tænkte på mig. Det fyldte meget.«

Den ene besked om dagen var en krog i virkeligheden, som Peter følte, han kunne gribe, når han skulle bruge den. Det var en omsorg og et vidnesbyrd om, at andre også vidste, hvad der skete i hans liv.

"Hvad jeg savner mest?... Hende. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige.  Jeg savner bare hende"

»Jeg havde utroligt svært ved at forstå, at verden bare fortsatte, at solen stadig stod op hver dag, når grunden under mine fødder var fuldstændig væk. Hvordan kunne jeg gå rundt blandt andre mennesker, uden at de kunne se, at mit liv var ødelagt. Det havde jeg enormt svært ved at forstå. Derfor var det beroligende at få den der ene besked om dagen. Der kunne bare stå »jeg håber, du har det ok i dag«. Det føltes, som om der var nogen, der rent faktisk så mig.«

Ville gerne have haft mere kontakt

Når han ser tilbage, ville Peter gerne have haft mere kontakt til omverdenen, til sine venner og bekendte. Han bebrejder ingen, at de ikke tog kontakt, men han har haft svært ved at forstå, hvorfor folk trak sig væk eller lod som ingenting. 

»Jeg ved godt, det er svært at bryde den barriere, og jeg var også meget lukket omkring det hele. Og så var jeg 19 år gammel. Det er ikke så mærkeligt, at man ikke ved, hvordan man skal forholde sig til død og sygdom i den alder – især hvis man ikke selv har haft det inde på livet. Men det havde alligevel været rart at have haft mere kontakt.«

Det er godt at tale

Peter havde den tanke, at når hans syge mor døde, ville den raske komme igen. Han vidste godt inderst inde, at det ikke var sandt, og det er også gået op for ham, at hans mor aldrig kommer igen. Men i tiden efter tabet tog han sig af og til i at ville ringe til sin mor for at fortælle noget eller bare for at snakke.

»Jeg vågnede somme tider om natten med en fornemmelse af, at der var sket et eller andet helt forfærdeligt, men jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg gennemgik min familie i hovedet en for en. Det var fuldstændig forfærdeligt, når det gik op for mig, at det var min mor, der var væk. I løbet af få minutter mistede jeg hende en gang til.«

At arbejde med at tale om sorg

Nogen tid efter sin mors død fik Peter arbejde som frivillig i foreningen Børn, Unge & Sorg, hvor han taler med andre unge, som har syge eller døde forældre. Her kan han fortælle sin historie og lytte til deres, og han oplever, at rigtig mange er i samme situation, som han var. Det er svært at tale om sorg.

»Jeg synes, det er en skam, at vi har så svært ved at tale om det, for det er så gavnligt at gøre. Det giver luft at vide, at man ikke er underlig, fordi man tænker sørgelige tanker og er ked af det.«

Han har nu arbejdet i foreningen i nogle år, og selvom han kan have svært ved at tage af sted, fordi han ved, det er triste mennesker og historier, der venter i den anden ende af telefonrøret eller tastaturet, så gør han det, for det er godt for ham.

»Jeg kan da også godt selv stadig mærke, at det er svært at tale om sorg. Jeg kan sagtens forstå, at nogle føler sig magtesløse. Men af og til, når jeg går hjem efter en vagt, så føler jeg, at jeg har kunnet hjælpe andre og også har fundet ud af noget om mig selv og min egen sorg. Så kan jeg godt have fornemmelsen af lykke i maven.«

Mor hjælper stadig med de svære beslutninger

Peter er ked af, at han ikke lærte sin mor at kende som voksen, for han vil altid kende hende fra et barns perspektiv. Men selvom hun er væk, føler han stadig, at hun hjælper ham på vej i livet.

»Især de første to-tre år efter hun døde, har min mor været en af mine største kilder til viden om livet. Der har ligesom været en pøl af hendes kundskab, jeg kunne dykke ned i, hver gang jeg skulle finde ud af et eller andet i mit liv. Så kunne jeg tænke over, hvad hun ville have gjort, og om jeg ville gøre det ligesådan eller på min egen måde. Og så har hun også vist mig, hvad kærlighed er i stand til at udrette. Vist mig, hvordan min mors kærlighed kunne knytte min familie endnu tættere og styrke den, så vi var klar, når hun ikke var der til at binde den sammen længere. Jeg kommer aldrig over min sorg, men min sorg er en del af mig, og jeg begynder at lære at leve med den.«  •

Læs mere om