8 ting du skal huske, hvis du bliver skilt og har børn

Undgå at tale krænkende om hinanden, når børnene lytter med. Og del gerne sorgen over skilsmissen i familien, det kan hjælpe jeres børn med at komme bedre gennem bruddet i familien. Sådan lyder to af rådene til forældre der skal skilles fra familieterapeut Jesper Juul.
børn under skilsmisse

Hos børn, hvis forældre lige er blevet skilt, falder evne til at lære nye ting op til 30 procent dårligere i månederne efter en skilsmisse. Hvis børnene ikke har nogen at dele deres sorg og bekymringer med, kan evnen til at lære fortsætte med at være dårlig i årevis, skriver familieterapeut Jesper Juul i bogen: Barnets tarv ved skilsmisse - En minihåndbog for forældre og deres terapeuter.

Børn tager ikke skade af at sørge

Børn kan godt tåle at føle store følelser som sorg, vrede, skyld, skam og angst. Men de skal have nogle voksne at støtte sig til, når de oplever disse store følelser. Derfor skal du have tid til og lytte til dit barn, når du bliver skilt. Hvis ikke du har nok overskud til at lytte og tale med dit barn, så find en terapeut eller skilsmissegruppe til dine børn.

Det skader børn, når forældrene slås

Det er traumatiserende for børn at opleve, at deres forældre har magtkampe om dem. Det er ødelæggende og skader børns trivsel og deres udvikling, når forældrene såre hinanden eller taler krænkende om hinanden. Husk at din kamp mod din partner aldrig gavner dit barn.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Søg ikke retfærdighed i en skilsmisse

Det er ikke godt for dine børn, hvis du prøver at få ret og vinde skilsmissen. Det gør børnene til tabere. Opgiv håbet om at få din vilje ligegyldig, hvor uretfærdigt du er blevet behandlet. Forsøg så vidt muligt at undgå at tænke, at du og din partner er vindere eller tabere.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Børns lykke findes ikke i retten

Hvis du søger retfærdighed og tænker, at du vil vinde skilsmissen over din partner, skader du dit barn. Det værste der kan ske for jeres barn er, at en dommer i en retssal skal afgøre, hvor og hvor meget børnene skal være hos jer hver især. 

Få hjælp udefra

Hvis I slås, skændes eller kæmper med hinanden under eller efter en skilsmisse, skal I have hjælp. Hvis I kun kan blive enige om én ting, skal det være, at I skal have hjælp. For børnenes skyld. Det kan være en familieterapeut eller en anden med forstand på familiepsykologi.

Lad børnene lytte med, når I får terapi

Børn bliver glade eller lettede, når de oplever, at deres forældre får hjælp af en anden voksen. Børn føler mindre ansvar for at hjælpe deres forældre med deres kampe, når de får lov til at være med til terapi. Børnene kan godt sidde og tegne, læse eller spille, så længe de er i samme rum som forældrene og terapeuten og hører, at deres forældre får hjælp.

Få styr på, hvad du selv ønsker

Spørg dig selv, hvad du vil, hvad du kan lide, og hvad du ikke kan lide? Pas på dig selv ved at blive klar over, hvad du som voksen har brug for. Når du passer på dig selv og tager dine egne behov seriøst, viser du også dine børn, at det er vigtigt, at de skal mærke sig selv og lære at føle og mærke efter, hvad de selv har lyst til og brug for.

Del jeres sorg i familien

Selvom jeres skilsmisse også kan være en stor lettelse for jeres børn, er skilsmisse altid en sorg for jeres børn. Almindelige børn bruger 3-4 år på at komme sig over sorgen efter deres forældres skilsmisse. Sorgen og den smerte, der af til vil dukke op hos jeres barn i årene efter skilsmissen, kræver af jer, at I har tid til at lytte til jeres barn og give plads til sorgen, uanset i hvilken afskygning den kommer.

Jeres egen sorg kan I også med fordel dele med børnene, så børnene forstår, at det er i orden at tale om, at man er ked af det.

Læs mere om