7 år med angst

Angsten dikterede, hvad Kristina Malou Hesselberg kunne og ikke kunne. En oplevelse, som mange deler med hende. Hver femte dansker skønnes i løbet af livet at blive ramt af angst.

»Jeg troede, at jeg var anderledes end alle andre, og kunne ikke få mig selv til at fortælle om angsten, fordi det lød så sært. Og så viste det sig, at der var masser af andre mennesker, der kendte det!«

Ser angsten i øjnene

Stemmen knækkede og vibrerede, da Kristina Malou Hesselberg tog mikrofonen på PH Cafeen på Halmtorvet på Vesterbro i København og bød velkommen. Det var om eftermiddagen 16. august 2011, og hun havde besluttet sig for at frontalangribe sin egen angst, som hun havde gået alene med i syv år. Og hvad kunne være mere udfordrende end rollen som vært ved et informationsmøde med psykologer i panelet om netop det emne - en rolle, som krævede, at hun stillede sig op foran forsamlingen og fortalte åbent om sin panikangst og sin sociale fobi?

»Der kom 200 mennesker, og det var svært for mig i begyndelsen. Jeg kunne ikke styre stemmen, men det gik bedre og bedre, og det blev en god oplevelse for mig, faktisk et vendepunkt,« mindes den nu 26-årige kvinde, som Samvirke møder i Go’Morgens tv-studie på Hovedbanegården, hvor hun er produktions­assistent.

Siden dengang er det kun gået fremad, fortæller hun. Angsten er stadig hendes følgesvend, men den har fået en håndterbar størrelse. At det nogensinde ville lykkes hende at arbejde sig så langt ud af den følelsesmæssige spændetrøje, hun var iført dag ud og dag ind, havde hun ingen forhåbninger om, da angsten var på sit højeste. Dengang troede hun også, at hun var sær og anderledes, og anede ikke, at angst er et udbredt fænomen. Ifølge Psykiatrifonden skønnes den at ramme mellem hver fjerde og femte dansker i løbet af livet, og stadig flere børn og voksne kommer i behandling for angst.

Angsten starter på efterskolen

Angsten slog første gang sin klo i Kristina Hesselberg, da hun som 15-årig rykkede hjemme fra familien ved Solrød Strand og begyndte på en efterskole.

»Jeg bestemte mig for, at jeg ville bruge anledningen til at få en ny rolle. Jeg ville ikke længere være den stille og generte pige. Jeg ville være én, man kendte navnet på.«

Men det rolleskifte var ikke så ligetil:

»Da jeg begyndte på efterskolen, svedte jeg hele tiden ekstremt. Jeg måtte skifte tøj flere gange dagligt. Samtidig begyndte jeg at lide af svimmelhed og prikkende fornemmelser i kroppen, når jeg f.eks. kom ind i spisesalen eller andre steder, hvor der var mange mennesker. Jeg havde ingen idé om, hvad det var, men det var meget ubehageligt.«

Udenpå ser alting fint ud

Det lykkedes ikke Kristina Hesselberg at rykke så meget ved sin personlighed, som hun havde drømt om. Det mest markante var, at angsten rykkede permanent ind i hendes tilværelse med efterskoleopholdet. Men ingen i hendes omgangskreds vidste noget om panikangsten og den sociale fobi, der fik det til at svimle for hende, gav en stærk følelse af uvirkelighed, problemer med vejrtrækning og trang til akut toiletbesøg - eksempelvis når hun gik ind i et fyldt S-tog. Heller ikke da angsten eksploderede under hende, da hun flyttede hjemmefra for at begynde på Handelsgymnasiet i København. For selv om hun led dagligt og faldt udmattet sammen om aftenen efter mange timers alarmberedskab og anspændelse, viste hun ikke mange tegn på psykiske kvaler på ydersiden:

»Udadtil viste jeg et perfekt glansbillede. Der var ikke noget at sætte en finger på, jeg havde et perfekt liv. Jeg havde et højt fravær, men jeg havde altid forklaringer på hvorfor – jeg blev mester i undskyldninger. Jeg har altid været selvstændig og kunnet klare tingene selv, og jeg havde svært ved at bede andre om hjælp. Samtidig havde jeg ingen viden om angst. Jeg vidste ikke, hvad der var galt med mig.«

Angsten fungerer som en advarselslampe og hjælper mig til at passe på mig selv, så jeg ikke presser mig selv for hårdt.

Kristina ville ikke have piller

Det var ikke, fordi Kristina Hesselberg nægtede sig selv besøg hos lægen, tværtimod gik hun meget hyppigt til læge, men hun flyttede meget rundt og boede et par måneder hist og her på fremlejede værelser, så hun skiftede ofte læge.

»På et tidspunkt havde jeg en kvindelig læge, der som det første sagde til mig, at jeg havde angst. Hun gav mig en henvisning til en psykiater, men jeg brugte den aldrig. Jeg ville ikke have piller. Det kunne jeg ikke se, at jeg havde brug for.«

Nogle år senere endte det alligevel med, at Kristina Hesselberg spiste angstdæmpende medicin. Hendes psyke var da blevet så undermineret af angst, at hun havde udviklet en depression, der lammede hende og gjorde det svært at komme ud ad døren:

»Jeg tog kun pillerne en uge, for jeg følte ikke, at de hjalp. Jeg har siden hørt, at effekten først kommer efter en meget længere periode, så jeg fik ikke noget som helst ud af det. På det tidspunkt var jeg så dårlig, at jeg ikke længere kunne finde ud af at betjene en kniv og en gaffel, angsten fik mine hænder til at ryste så voldsomt, at det var umuligt.«

Hun bliver aldrig rask

Depressionen slugte den sidste glæde ved tilværelsen, og Kristina Hesselberg begyndte at fantasere om, hvordan hun skulle slutte sit liv. En henvisning til en psykolog gav dog et spinkelt håb om med tiden at kunne flytte angsten. Blandt andet lærte hun at få styr på sit åndedræt, når hun kunne mærke, den var undervejs, og fik redskaber til at aflede sin angst. Hvis den f.eks. viste sig i et supermarked, kunne hun, i stedet for at lade sig overmande af den,  begynde at tælle dåser på hylderne eller studere farven på andre kunders sko. Men psykologen sagde også, at det var umuligt at love, at angsten nogensinde ville forsvinde.

»I stedet skulle jeg lære at leve med den. Det syntes jeg umiddelbart var nedslående, som om jeg aldrig kunne blive rask, så den tanke skulle jeg lige vænne mig til,« siger Kristina Hesselberg, der mener, at hendes egen og mange andres angst især udspringer af, at der fra tidlig alder er for stort forventningspres i det danske samfund.

Men hun kan tale om sin sygdom

Som et led i processen med at få taget på angsten opfordrede psykologen hende til at være åben om sin angst. Det var grænseoverskridende for Kristina Hesselberg, men efter et år hos psykologen tog hun mod til sig og fortalte nogle af sine daværende kolleger på en café om angsten – og til hendes store overraskelse reagerede flere med at sige, at det kendte de fra sig selv:

»Jeg havde gået og troet, at jeg var anderledes end alle andre, og kunne ikke få mig selv til at fortælle om det, fordi det lød så sært. Og så viste det sig, at der var masser af andre mennesker, der kendte det! Det var en stor lettelse for mig at dele det med andre. Det er det mest effektive middel mod angst, der findes – sådan har det i hvert fald været for mig.«

Kristina Hesselberg besluttede sig for at hjælpe andre med angst til samme erkendelse og åbnede en hjemmeside for angstplagede, ligesom hun besluttede sig for at arrangere det tidligere omtalte informationsmøde om angst. Hun har siden taget en uddannelse som sundhedssekretær og var i den forbindelse i praktik hos Psykiatrifonden, hvor hun for alvor fik blik for, hvor mange mennesker der er hjemsøgt af angsten. Efter to år lukkede hun foreningen, men holder stadig foredrag om angst blandt andet for skoleelever, men også for fagpersonale, eksempelvis for socialrådgivere.

Angsten er trådt i baggrunden

»I dag fylder angsten meget lidt for mig. Den kommer stadig et par gange om ugen, men jeg kan sammenligne det med, når man skal på toilettet. Man mærker, at det er ved at være tid til det, og sørger for at få det ordnet, hvorefter hverdagen fortsætter. Når angsten viser sig, bruger jeg helt automatisk de redskaber med åndedræt og afledning af mine tanker, som jeg har lært, og fortsætter mit liv uden at gøre ophold ved angsten. Jeg kan også bruge angsten positivt, den fungerer som en advarselslampe og hjælper mig til at passe på mig selv, så jeg ikke presser mig selv for hårdt.«

Når Kristina Hesselberg tænker tilbage på de syv år alene med angsten, kan hun ærgre sig:

»Det er da lidt surt, at jeg ikke rakte ud og fortalte andre, hvordan jeg havde det. Jeg kan have en følelse af, at jeg mistede meget af min ungdom, fordi jeg gik glip af så meget socialt i de år. Der var ikke plads til andre følelser end angst. Det seneste halve år er jeg begyndt at komme i kontakt med mine andre følelser igen, har fået tro på mig selv og opdaget, at der er fyldt med mennesker omkring mig – mennesker, som jeg kan og tør have følelser for. Det er en rigtig god fornemmelse.« •

Se, hvad vi ellers skriver om: #angst