Masser af mel: Hvad gemmer sig i posen?

Det er vanskeligt både at blæse og have mel i munden. Samvirke gør dog forsøget, når vi guider dig gennem melets facetter og giver gode råd til at bekæmpe møl

Byg er mere klimavenligt end hvede

Der bruges mindre kvælstof ved opdyrkning af byg end hvede. Bager man brød udelukkende med bygmel, resulterer det dog i stenhårde brød, da bageegenskaberne i byg ikke er nær så gode som i hvede. Om bygmel i fremtiden kan erstatte hvedemel i bagning, er forskere fra Aarhus Universitet i færd med at undersøge.

3 ting, du måske ikke vidste om mel:

En BMO til morgenkaffen

Hver 15. dansker spiser en bolle med ost til morgenmad på en almindelig hverdag. 

Proteinindholdet er vigtigt for bageevnen

Jo højere proteinindholdet i melet er, desto bedre er glutenkvaliteten og dermed bageevnen.

Velsmag kræver tid

Det giver et mere velsmagende brød, hvis du benytter mindre gær og i stedet lader dejen hæve over længere tid. Lad det for eksempel stå natten over, så du kan vågne til en boblende brøddej.

Mel og møl imellem

Sådan holder du trit med møl i melet:

  1. Du bør regelmæssigt tjekke dit mel for møl i køkkenskuffen. Kun sådan sikrer du, at du har rent mel i posen.
  2. Er skaden sket, og du spotter spindelvæv og larver ved dit mel, bør du smide madvaren ud.
  3. Støvsug grundigt i de mindste sprækker af køkkenskuffen eller hullerne i køkkenskabene, hvor æg og larver kan gemme sig.
  4. Forsøg så vidt muligt at opbevare mel i en tæt beholder et tørt, mørkt og ikke for varmt sted i køkkenet. Dermed mindskes ikke bare risikoen for møl, men også smags- og lugtpåvirkningen af melet.

Fem forskellige meltyper

Hvedemel:

Almindeligt hvedemel er fintmalet hvede, hvor kim- og skaldele er sigtet fra. Hvedemel er den mest benyttede meltype i verden og er både økonomisk og har god bage- og hæveevne. Undskyldningerne bør derfor ikke stå i kø for at få hænderne i bolledejen.

Durummel:

Durummel er ikke malet, men fremstillet ved at knække de gyldne hvedegryn fri for skaller og hvedekim. Dette giver de mikroskopiske, hårde kugler, som melet føles som. Durummel kan ikke bruges til brødbagning alene, men fungerer som supplement i et brød eller som eneste melkomponent i din hjemmelavede pasta.

Fuldkornshvedemel:

I fuldkornshvedemel er kim- og skaldele bevaret, hvilket gør det til et mere groft melprodukt. Fuldkornshvedemel tilføjer både smag og tekstur til brødet og er samtidig med til at øge indholdet af kostfibre.

Groft rugmel:

Groft rugmel fremstilles af malede rugkerner, hvor alle kim- og skaldele er bevaret. Groft rugmel er godt til at sætte skub i en surdej og benyttes særligt til rugbrød eller som smagsgiver til et lysere brød.

Grahamsmel:

Grahamsmel er fiberrigt og indeholder alle hvedens bestanddele. Det har derfor også mere næring end almindeligt hvedemel, men en ringere bageevne. 

 

Kilder: Coop Analyse, Den Store Danske, Aarhus Universitet