Derfor skal du spare på sølvpapiret

Danskerne er vilde med sølvpapir. Men der findes mere miljøvenlige alternativer, når madpakken skal pakkes ind, eller resterne gemmes væk efter aftensmaden

Nej, du bør ikke pakke bananen ind i sølvpapir. Sølvpapir bør kun bruges til varme ting.

Sølvpapir er populært i madpakken

Den holder til i køkkenskuffen. For det meste nummer tre. Den klarer rugbrødsklapperne til madpakken, dækker lasagnen i ovnen og den halve agurk i køleskabet. Sølvpapiret er et hit i køkkenet, og danskerne bruger det i stor stil. Tal fra FDB Analyse viser, at 3 ud af 5 danske madpakkesmørende husstande foretrækker sølvpapiret som indpakning til madpakken.

Samvirke har taget alurullen frem og målt, at der til en almindelig rugklapper skal bruges 20 centimeter sølvpapir. En familie, der laver 3 madpakker om dagen med 2 madder i hver i 200 skoledage, skal derfor bruge 240 meter sølvpapir på et år. Alene på madpakker. 

Vi bruger alt for meget staniol

Ud over i madpakken giver sølvpapiret en hjælpende hånd til at gemme madrester i køleskabet, til at lægge over skåle og til varme ting i ovnen. En tredjedel af danskerne bruger sølvpapir mindst fire dage om ugen. Det er ifølge Danmarks Naturfredningsforening slet ikke nødvendigt at bruge så meget sølvpapir.

»Vi bruger unødvendigt meget sølvpapir, fordi det er nemt. Vi har taget det til os som en ting, vi bare kan bruge til alt. Men al brug af sølvpapir er for meget, fordi det er så energikrævende at fremstille,« siger Christian Poll, der er miljøpolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening. Han mener, at danskerne bør blive mere bevidste om, at man ikke bare skal bruge sølvpapir i flæng. 

Brug i stedet…

 

I ovnen: Opvarm rester i et ildfast fad med et låg af for eksempel glas.

Til madrester: Husholdningsfilm, en tallerken som låg på en skål eller brug en opbevaringsbøtte.

I madkassen: Svanemærket madpapir.

Kilde: Informationscenter for Miljø og Sundhed

 

Sølvpapir er kun til det varme

»Man skal lære sig selv, at sølvpapir kun er nødvendigt at bruge til varme ting. For eksempel når fredagsstegen skal hvile. Hvis man kan få det ind på lystavlen, så vil man automatisk bruge mindre sølvpapir,« siger Christian Poll og peger på, at sølvpapir i mange hjem vinder over for eksempel film, fordi film er svært at håndtere. Det krøller sammen og hænger fast. Og så er sølvpapir bare mere praktisk. Men Christian Poll tror på, at danskerne kan ændre deres forbrug af sølvpapir.    

»Det kræver, at man får fortalt sammenhængen. Det er en kombination af, at man ikke kender til de miljømæssige konsekvenser, og at det er blevet en vane bare at bruge løs af sølvpapiret,« siger han. 

Aluminium kræver energi

Det praktiske metalpapirs bagside er, at det er hårdt for miljøet. Når en standardrulle sølvpapir på 20 meter triller ud af fabrikken, indeholder den 173 gram rent aluminium. Og aluminiummet er netop grunden til, at man skal være påpasselig med at tage rullen frem. 

»Aluminium er et meget energitungt materiale at fremstille. Problemet med aluminium er, at det udvindes af jorden med metoder, der kræver meget elektricitet,« siger Rajan Ambat, der er ekspert i aluminium og lektor på Institut for Mekanisk Teknologi ved Danmarks Tekniske Universitet.

Det er den primære produktion af aluminium, der koster meget energi. Derfor er det vigtigt at genanvende så meget aluminium som muligt. Ved genanvendelse kan man spare hele 95 procent af den energi, der skal bruges til at udvinde nyt aluminium. Men kun omkring halvdelen af alt aluminium bliver genanvendt. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Genbrugt aluminium sparer energi

»Vi genbruger ikke nok aluminium. Vi bliver bedre, men der er stadig en stor del aluminium, der ikke genbruges og dermed går tabt,« siger Rajan Ambat og understreger, at aluminium faktisk er et miljøvenligt materiale – forudsat, at det bliver genbrugt.

96 procent af danskerne, der bruger sølvpapir, smider det i skraldespanden med almindeligt brændbart affald. Hvis sølvpapiret er rent for madrester, bør det komme i gråt affald sammen med leverpostejbakker og konservesdåser.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Der er miljøvenlige alternativer

En madpakke i sølvpapir udleder 30 gange så meget CO2 som en madpakke i madpapir. Det regnestykke lavede Informationscenter for Miljø og Sundhed i 2009. Der er altså god grund til at skifte så meget sølvpapir som muligt ud med andre alternativer.

»I nogle situationer er sølvpapir jo meget praktisk at bruge, men det handler om at vænne sig til at vælge andre ting. Til at dække madrester kan man bruge husholdningsfilm, og i madpakkerne anbefaler vi svanemærket madpapir som et godt alternativ,« siger Maria Hansen, akademisk medarbejder i Information for Miljø og Sundhed.     

Læs mere om