5 ting, du lige skal tænke over, før (endnu) en slankekur

Overvægt er et regulært, fysisk problem for mange mennesker. Men for mange - især kvinder - er slankekuren problemet, eller rettere udtryk for et problem. Den ene mislykkede slankekur efter den anden gør kun alting værre. Psykolog Mette Holm fra Aarhus giver os her lidt at tænke over før en slankekur.

Kvinder vil have kontrol

»Rigtig mange kvinder føler sig presset af omgivelserne til at gå på slankekur, selvom de ikke er overvægtige. De har konstant behov for at vise, at de har kontrol over deres liv - for eksempel ved at have et godt job, træne jævnligt, have styr på hjemmet, og med til billedet hører også at være tynd og slank. Det er et usynligt parameter, og kvinderne drømmer om at kunne sige tjek, tjek, tjek, og så er alt godt, så de kan udstråle succes,« fortæller psykolog Mette Holm fra Aarhus. Men her ligger lykken ikke begravet, og den ene mislykkede slankekur efter den anden gør kun alting værre.

De 2 kilo er ikke problemet

Hvis du synes, at du vejer 2 kilo for meget, og det faktisk kan få din livskvalitet til at dale voldsomt, er det sandsynligvis slet ikke de 2 kilo, der er dit problem. For hvor svært kan det være at smide 2 kilo, hvis det virkelig var vigtigt. For mange kvinder er det snarere en følelse, der mangler. En følelse af selvværd, af at være sexet eller at 'shine' så meget, at mændene kigger - men det kunne de gøre, selv om de tog 10 kilo på. Forestillingen 'hvis bare jeg tabte 2 kilo, ville min verden se anderledes ud' hænger sammen med andre forestillinger som 'hvis bare jeg fik ryddet op i tøjskabet' eller 'hvis bare jeg fik drømmejobbet’. Det er et udtryk for at lægge ansvar fra sig og bruges som en forklaring på, hvorfor man ikke er glad, og her får vægten tit ansvaret, selv om det i virkeligheden handler om noget helt andet.

Husk, mænd elsker former

Rigtig mange mænd kan lide, at kvinder har former. De synes, at omvandrende fugleskræmsler er super usexede. Der er hverken røv eller balder - der er ingenting. Selvfølgelig kan kvinder blive for tykke, især når de kommer op i alderen og får alt for store lår og balder, hvor det ikke er sundt længere. Men det modsatte er næsten værre. En kvinde på 40+, der vejer fem kilo for lidt, kommer til at se meget ældre ud, end hun i virkeligheden er, og i stedet for at kunne gøre indtryk på mændene sker der det modsatte.

Arbejd på din selvtillid - hold løfterne til dig selv. 

Hvis man den ene gang efter den anden må opgive en slankekur, stopper man langsomt med at stole på sig selv. Hvis man lover sig selv, at 'fra nu af' eller fra 'fra på mandag, så skal det være slut', og det så alligevel ikke sker, mister man tilliden til, at når man har besluttet sig for noget, så sker det også. Det er rigtig usundt. Jo flere gange man oplever det, desto mere mister man motivationen for på et tidspunkt at gennemføre det, man beslutter sig for. Løfterne bliver ligegyldige og mister værdi. Så hvis du beslutter dig for at gå på slankekur, så hold fast i dit mål - om ikke andet så for din selvtillids skyld.

Elsk dig selv, som du er

Mange kvinder arbejder ihærdigt på at få en figur, de aldrig nogensinde ville kunne få. De er for eksempel skabt med brede hofter, og uanset hvor meget de taber sig, er hofterne lige brede eller brysterne lige små. Man er, som man er. For at kunne acceptere sin krop, som den er, kræver det en høj grad af selvkærlighed. Men hvis man ikke har nogen selvkærlighed, har man heller ingen selvrespekt. Så kan man heller ikke sætter grænser og være tydelig, som er noget af det mest afgørende i forhold til at have et godt liv.

Find ud af, hvad du egentlig er på jagt efter 

Mange kvinder drømmer ikke kun om at tabe sig. De synes for eksempel også, at deres mand er en idiot, at huset er usmart, eller at børnene ikke er lige så dygtige som venindens. De kvinder må finde ud af, hvad den selvutilfredshed bunder i. Hvad det er, de egentlig mangler, for det er typisk ikke alle de ting. Det er sandsynligvis en helt grundlæggende følelse af tristhed, som man gerne vil erstatte med glæde. Den tristhed skal man finde årsagen til. Og det er da ikke udelukket, at det kan handle om at tabe sig, og så må man sætte hårdt ind der. Men det kan sagtens være, at tristheden skyldes noget helt andet.

Læs mere om