3 gode venskaber

» Vi går tur to timer hver søndag «

»Jeg kan huske, at jeg tænkte, at Bolette var mærkelig. Hun strikkede. Hun tog bare et strikketøj frem. Det var lidt tosset, men jeg syntes også, hun virkede bekendt,« fortæller Judy Svendsen. 

Både Bolette og Judy var fra Albertslund, og Bolettes stedfar havde været venner med Judys far, så de to piger havde mødt hinanden som børn, men venskabet voksede altså først fra en aften i kollektivet. 

»Den aften var vi otte piger, der siden blev veninder, men vi to er nok tættest. Vi har været på interrail og i USA sammen, og vi har været med, da vi hver især fødte vores børn,« fortæller Bolette Bang Ingrisch. 

Judy Svendsen fortsætter:

»Vi har været der i medgang og modgang i hinandens liv, og ingen er bedre end Bolette til at komme hurtigt op på hesten igen. Vi går en tur sammen et par timer hver søndag. Det har vi gjort alle årene, og Bolette kan sige lige det, der skubber mig videre.«

»Du spiller jo også direkte ud. Man behøver bare at sige ét ord, så ved du, hvordan jeg har det. Det er det gode ved vores venskab. Vi forlænger nærmest hinanden. Og så er vi lige tossede og glemmer begge, at vi ikke er 20 år stadig,« siger Bolette Bang Ingrisch. 

»Vi besluttede for 30 år siden, at vi skulle være venner for altid. Det kræver lidt arbejde at være der for hinanden, men det er jeg nu ret glad for, vi gjorde. Og man kan faktisk godt beslutte sig for at være venner,« siger Bolette Bang Ingrisch. 

Kasper er velovervejet - Sebastian er spontan

»Sebastian kan godt lide at sige, at han træner og så vise sine muskler lidt frem. Han går og flekser dem hele tiden,« fortæller Kasper Lauridsen om sin ven.

»Nej, det gør jeg da ikke. Jeg træner kun tre-fire gange om ugen. Det har været mere,« siger Sebastian Heimbürger. 

»Hvis du træner så meget og spiller fodbold, hvorfor er du så altid lidt småtyk?«

Både Kasper og Sebastian spiller fodbold, og på banen er det Kasper, der er bedst. Han har spillet fodbold siden børnehavealderen og spiller nu i serie 3. Sebastians hold spiller i serie 5. Til gengæld mener Sebastian, at det er ham, der vinder mest, når de spiller bordfoldbold. 

Når de ikke ses på skolen, mødes de af og til og spiller computer, ser film eller spiser sammen. 

»Jeg spiser næsten alt, mens Kasper er kræsen. Når vi spiser sammen, kan det godt være en udfordring at lave mad. Jeg vil gerne lave noget, Kasper kan lide, men det er ikke altid, det lykkes. Det kan jeg godt være lidt ked af,« siger Sebastian Heimbürger. 

Kasper er den velovervejede, hvor Sebastian er den spontane. 

»Hvis Sebastian får nogle øl, kommer der en dum bemærkning en gang i mellem. Når han stopper for at snakke med nogen, han ikke kender, kan jeg godt have lyst til at fortsætte. Det kan godt blive pinligt med Sebastian,« fortæller Kasper Lauridsen. 

»Jamen, jeg er nok mere sådan fuld fart frem og meget højtråbende. Jeg siger bare det, der falder mig ind,« fortæller Sebastian Heimbürger. 

Sebastians spontanitet viser sig også, når de laver lektier eller sammen skriver projekt. Når Kasper har skrevet to linjer, der er gennemtænkte, har Sebastian skrevet ti, der skal skrives om. 

»Jeg tænker over tingene, inden jeg skriver, hvor Sebastian er omvendt. Der skal rettes lidt og tilføjes et par bogstaver,« siger Kasper Lauridsen, der dog misunder Sebastians klæbehjerne. 

»Vi kender hinandens styrker og svagheder. Vi supplerer hinanden godt,« siger Kasper Lauridsen.

Marcus, Luna og dragerne

»Er der nogen, man kan lege med her?« Marcus var fire år, da han sammen med sin mor kom gående forbi huset, hvor Luna, hendes lillebror og forældrene lige var flyttet ind. Og der var nogen at lege med. Siden er Marcus og Luna begyndt i samme børnehaveklasse, og det har kun fået venskabet til at blive større. 

»Vi leger med Furbies. Dem kan man lege med på iPad også, selvom man ikke behøver det altid. De skal for eksempel have mad og vaskes og på toilettet. Ellers leger vi drager, ligesom i filmen Sådan træner du din drage.«

Dragerne er kendt fra animationsfilm, og de inspirerer til både lege og fantasifulde tegninger. Luna er mest glad for dragen Stormflugt, mens Marcus har Tandløs. 

Af og til pakker de to venner en taske med ting fra den enes værelse, som de kan lege med sammen med den andens legetøj. 

»Vi bliver ikke så tit uvenner, højst når vi ikke kan blive enige om, hvad vi skal lege. Marcus gider for eksempel næsten aldrig lege med sådan nogle magneter, man kan bygge af,« siger Luna. 

»Og du gider ikke lege superhelte.«