Bekæmp din araknofobi
Find dine uvaner
Er du bange for edderkopper, og undgår du helst de ottebenede kræ, så fortvivl ikke. Du kan faktisk med nogle få øvelser kurere din angst for krybene.
Peter Nattestad, psykolog og daglig leder af Fobiskolen i København, kommer med følgende gode råd til, hvordan man kan prøve at kurere sin angst for edderkopper hjemme hos sig selv.
”Begynd med at fokuser på, hvilke vaner man har, fordi man er bange for edderkopper. Måske undgår man at gå i kælderen, eller man tramper eksempelvis hårdt i trapperne, når man går derned i håb om, at edderkopperne så forsvinder. Når man har fundet disse vaner, så er det vigtigt, at man lægger dem fra sig. Det forstærker nemlig bare ens frygt, når man konstant er opmærksom på problemet,” forklarer Peter Nattestad.
Udfordr frygten
Det næste, man kan gøre for at blive sin frygt kvit, er at stille sig selv spørgsmålet om, hvad eller hvorfor er det, man er bange for de små bæster.
”Ofte er folk bange for edderkopper, fordi de mener, at de enten er hurtige eller uforudsigelige eller begge dele,” fortæller Peter Nattestad.
Hvis man synes, edderkopper er hurtige, så kan man udfordre det. Prøv for eksempel at gå om kap med en edderkop, hvis du har mulighed for det. Så vil du hurtigt finde ud af, at de faktisk ikke er særligt hurtige.
Hvis du mener, at edderkopper er uforudsigelige, så prøv at tage en lang pind og prik lidt til en edderkop. Så vil du hurtigt erfare, at hver gang du prikker til edderkoppen, så løber den i den modsatte retning, altså væk fra pinden. Ergo er de altså ret forudsigelige.
Beskriv edderkoppen og den er ikke længere så farlig
Når man er kommet så langt, så er det på tide at gå lidt nærmere på edderkoppen, eventuelt i samarbejde med en hjælper, som ikke er bange for edderkopper.
Prøv at sætte et glas over en edderkop, og list et stykke papir ind under den, så man kan samle glasset og edderkoppen op og dermed har mulighed for at studere den nærmere.
”Forestil dig at du skal beskrive edderkoppen for en blind person ved siden af dig. Typisk bliver man så optaget af at beskrive edderkoppen, at angsten forsvinder. Det er lidt ligesom at bede en om at forklare, hvad det er, der sker i en gyserfilm. Det tager ligesom det uhyggelige af det,” forklarer Peter Nattestad.
Rør ved eddderkoppen efter cirka 3 timer
”Hvis man nu har mod på det, så kan man prøve at få sin hjælper til at holde en lille edderkop i hånden, som man så måske kan røre ved eller måske ligefrem holde i sin egen hånd. Man skal selvfølgelig ikke starte øvelserne ud med den største edderkop, man kan finde, men start ud med en lille edderkop og arbejd dig ligeså stille op til nogle større,” siger Peter Nattestad.
Han fortæller også, at i 95 procent af de tilfælde, de har på Fobiskolen, så sidder patienten med en stor edderkop, det vil sige cirka 5 cm i diameter, i hånden efter cirka 3 timer.