Madpakker

Tænk ud af boksen og pift madpakken op

Det kræver ikke de store armbevægelser at hive madpakken et par niveauer op. Adam Aamann fra smørrebrødsrestauranten Aamanns giver en række gode råd.
Af Mikkel Ais Andersen | Foto: Mikkel Ais Andersen | 25. oktober 2010

Lav en simpel madpakke

Frokostpausen er sjældent særlig lang, så madpakken må ikke tage alt for lang tid at spise. Det giver stress og ondt i maven. Sørg derfor for at pakke en god base hjemmefra med fuldkornsbrød og lidt salat, som man så kan supplere op med pålæg.
Keep it simple.

Hold tingene godt adskilt

Mærkeligt nok, er vi generelt ikke særlig gode til at lave madpakker i Danmark, selvom vi har haft over 100 år til at lære det. Det bliver tit noget slattent noget, fordi alt er pakket sammen ovenpå et rugbrød. Pak tingene hver for sig. Det kan for eksempel gøre en leverpostej med agurk meget lækrere, hvis de har ligget adskilt, fordi agurken så stadig er sprød.

En smule majonæse gør ingen skade

Lav dine egne majonæsesalater. Mange tænker, at det er for fedt at spise salater rørt på majonæse, men det behøver det ikke at være. Brug nogle af de rester, du har i køleskabet og rør op med en hjemmerørt majonæse eller den økologiske fra supermarkedet. Det kan for eksempel være et stykke fisk, der er tilovers eller kartofler. Det er kun fantasien, der sætter grænser.
Brug bare en smule majonæse, og bland op med citron, salt og peber. Og når man bruger en fed creme som majonæse, er der ingen grund til at bruge smør under brødet, så der behøver ikke at være mange kalorier i sådan en mad.

Mere end rugbrødsmadder

Tænk ud af boksen. En madpakke behøver ikke partout bestå af rugbrødsmadder med leverpostej. Hvis man har kogt lidt for meget pasta dagen før, kan den lige blandes op med lidt grøntsager, kapers og grøn pesto. Brug, hvad der er i køleskabet, og læg et stykke godt rugbrød ved siden af.

Konserves er billigt og godt

Det er helt fint at bruge konserves, men jeg har som tommelfingerregel, at jeg skal vide, hvad der er i dåsen eller glasset. Tag for eksempel en klassiker som torskerogn og bland op med cremefraiche eller majonæse – det smager fantastisk, og det er nemt og billigt.

Hjemmelavet kan være let og lækkert

Hjemmelavet mad er altid lækkert, men man behøver ikke at lave alt fra bunden. Man kan nøjes med at pifte madpakken op med enkelte hjemmelavede lækkerier. Lav for eksempel dine egne syltede agurker ved at skære agurken i tykke skiver og lægge den i salt natten over. Herefter skal vand koges op med eddike, sukker og lidt dildfrø. Så skyldes agurkerne rene for salt, og lagen hældes over.

Husk frugt til dessert

Læg altid et stykke af sæsonens frugt i madpakken. Det fungerer godt som en lille dessert, og vi har mange gode frugter i Danmark, hvis man køber efter sæsonen.
Om vinteren kan man så putte ananas eller mango i madpakken. Det smager lækkert og friskt, og så er det ikke særlig dyrt.

Køb økologisk pålæg

Når man køber pålæg i supermarkedet, kan det være en god ide at gå efter de økologiske pølser. De har en mere alsidig smag end for eksempel skinke, og man kan få nogle rigtig fine økologiske pølser i de danske supermarkeder.

Brug rester

Lav for meget aftensmad. Jeg laver altid mere, end vi kan spise, og bruger så resterne til madpakkerne. Der findes stort set ikke det, man ikke kan spise på et stykke rugbrød, og man skal ikke være bange for at lave for meget og bruge rester. En steg eller gryderet kan sagtens holde sig en uges tid i køleskabet, og eksempelvis farsbrød eller braiseret nakkekam er rigtig lækkert i madpakken.

Lav din egen leverpostej

Når vi taler om madpakker, kommer vi ikke uden om en klassiker som leverpostejen, og her vil jeg råde til, at man prøver at lave sin egen. Hos de fleste slagtere kan man få hakket lever og spæk, og derudover skal man bare bruge æg, mel, mælk og krydderier. Tricket er at bage en ordentlig portion, som man fryser ned i små størrelser. Så kan sådan en omgang leverpostej vare en måneds tid.
Det er hyggeligt at lave sammen med børnene, og så er det sundt, fordi der er masser af jern i. Og her kan man virkelig smage forskel på den købte og den hjemmelavede.

LÆS SENESTE SAMVIRKE