Børnene laver mad på bål - 4 opskrifter

Børn og bål passer godt sammen, se opskrifterne og flyt køkkenet ud, hvor der er højt til loftet.

Amerikanske pandekager med æbler

Til 4 personer

8-10 pandekager

1 æg



1½ dl letmælk

1 tsk. bagepulver

1 spsk. sukker

1 nip salt

2 dl hvedemel

Smør til stegning

Friske bær eller æbletern

Marmelade og sukker til pynt

Amerikanske pandekager med æbler

Rør pandekagedejen hjemmefra og tag den med i en skål. Slå ægget ud, rør det sammen med mælk. Rør bagepulver, sukker, salt og mel i. Sæt en pande over bålet og smelt smørret. Sæt små klatter af dej på panden og fordel æbletern eller bær på dem, så de suges ned i dejen. Vend pandekagerne og bag dem færdige på den anden side. Spis pandekagerne med marmelade, sukker eller en frugtsalat af friske bær.

Bagte, fyldte æbler på bål

Æblerne kan også bages i en ovn ca. 20 minutter ved 200 grader.

Til 4 personer

5 æbler, for eksempel elstar eller gråsten

3 spsk. hakkede hasselnøddekerner

2 spsk. muscovadosukker eller brun farin

2 tsk. blødt smør

½ tsk. stødt kardemomme

Vaniljekvark

200 g kvark 1%

2 tsk. vaniljesukker

Bagte, fyldte æbler på bål

Riv det ene æble på den grove side af rivejernet. Rør revet æble, nødder, sukker, smør og kardemomme sammen. Flæk de andre 4 æbler og fjern stilk, blomst og kernehus.

Fordel fyldet i æblernes hulrum og læg to halve æbler sammen.

Pak dem godt ind i alufolie, der gerne må være en kraftig variant.

Læg æblerne ind i bålets gløder og bag dem i 15-20 minutter. Mærk igennem folien med en spids kniv, om æblerne er møre. Det afhænger meget af æblesorten og varmen på bålet.

Pak forsigtigt de varme æbler ud og spis dem med kold kvark rørt med vaniljesukker.

Kartofler med fyld

Kan også laves med alufolie.

Til 4 personer

Trylledej

5 dl hvedemel, ca. 300 g

1½ dl salt, ca. 150 g

1¾ dl vand

4 store bagekartofler, ca. 1¼ kg

Fyld

2 avocadoer, ca. 200 g

1 citron

50 g semidried tomater i olie

100 g skyllede babysalatblade

1 agurk, ca. 300 g

1 dåse majs, ca. 340 g

2 dåser tun I vand, ca. 185 g

Salt og peber

Kartofler med fyld

Trylledej: Bland mel, salt og vand. Ælt dejen godt sammen, del den i fire portioner. Skrub kartoflerne rene, pak dem ind i trylledej. Læg kartoflerne ind i bålets gløder, bag dem i 1 time.

Fyld: Skær avocadoerne i tern og citronen i både. Pres et par både over avocadoerne. Skær tomater og salatblade i mindre stykker. Skær agurken i små tern. Hæld vandet fra majs og tun.

Bland eventuelt tunen med grøntsagerne eller server tun og grøntsager hver for sig sammen med citronbåde, salt og peber. Bank hul på trylledejen, som ikke kan spises.

Tag de varme kartofler ud. Skær et kryds i hver kartoffel. Tryk dem på siderne, så de åbner sig, og spis dem med fyldet.

Kan også spises med fintstrimlet rødkål, græsk yoghurt og hakkede rødløg.

Pølsesnobrød på pind

Pølsebrød kan bages over bål.

Til 4 personer

4-8 pølsesnobrød på pind

½ pk. gær

2 tsk. salt

4 dl vand

3 dl fuldkornshvedemel

ca. 9 dl hvedemel

4-8 pølser

Pølsesnobrød på pind

Opløs gær og salt i vandet.

Rør melet i lidt efter lidt, ælt dejen godt igennem.

Lad den hæve i ca. 1 time, del den og rul den til lange pølse. Pak dejpølserne ind i bagepapir og tag dem med. Find snobrødspinde, skræl barken af ca. 20 cm.

Læg en pølse ind til snobrødspinden og vikl dejen godt rundt om pølsen. Bag pølsesnobrødet over bålets gløder, til det er gyldent og gennembagt.

Spis eventuelt pølsesnobrødet med ketchup.