Drømmekagen er slet ikke fra Brovst

Når sandheden skal frem, er drømmekagen fra Brovst faktisk fra Klokkerholm – en by 50 kilometer nordøstligere i Jylland.
Drømmekage

Den oprindelige drømmekage-opfinder Marie Nielsen Højgaard (th.) var meget stolt af sit nye gaskomfur i 1965. Her er hun fotograferet med komfur, barn og barnebarn. Barnebarnet Jytte Andersen (på hug foran ovnen) var medvirkende til, at kagen fik national udbredelse.

Drømmekagen hed først Østergaardskagen

Jytte Andersen var 13 år, da hun mødte op til en bageaften i Brovst Husmoderforening. Med sig havde hun sin bedstemors opskrift på en luftig bradepandekage med en skal af karamelliseret kokos. Og en friskbagt eksemplar af Østergaardskagen, som kagen hed.

Knud Brorsen, en bagekonsulent fra Amo, havde i indbydelsen til aftenen opfordret kvinderne fra den nordjyske egn til at tage lokale kager og opskrifter med.

»Dengang var tingene mere stive og gammeldags. Vi afleverede meget autoritetstro kagen til fru Magnussen i hotelkøkkenet. Jeg så derfor aldrig Knud Brorsen smage på kagen,« fortæller Jytte Andersen, der i dag er 65 år og bor i Silkeborg.

Knud Brorsen fandt dog Jytte Andersens familiekage særdeles velsmagende og spændende, i hvert fald tog han opskriften med sig.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Amo bragte opskriften på Drømmekagen fra Brovst

Jytte Andersen hørte ikke mere, før hun et halvt års tid efter tilfældigvis opdagede, at Amo havde trykt opskriften på deres populære serie af opskriftsløsblade under navnet »Drømmekage fra Brovst«.

»Jeg fik to af opskrifterne nede ved købmand Weiss, der havde dem stående. Jeg genkendte med det samme kagen på billedet, for den er ret atypisk med kokosfyldet oven på. Hold da op, det er vores kage, tænkte jeg, da jeg læste nærmere. Jeg var meget forbavset over at se den dér,« siger Jytte Andersen.

Amo har senere påstået – og påstår det stadig på deres kageblanding med drømmekagen – at Jytte Andersen vandt en konkurrence. Det holder nu ikke helt vand.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

13-årig pige fra Brovst bag opskriften

»Jeg er selvfølgelig glad for og stolt over, at kagen er blevet så populær, men i første omgang fik jeg ikke noget for opskriften, og der var ikke tale om en konkurrence. I 1960 var det ikke normalt, at en 13-årig pige fra Brovst sådan klagede, så det var den fortørnede købmand Weiss, der ringede til Amo. Derefter sendte Amo mig en papæske med Amo-rudeopskrifter som tak,« fortæller Jytte Andersen.

Familien bagte kun kagen på særlige dage

Østergaards-kagen blev oprindeligt bagt af Jytte Andersens bedstemor, Marie Nielsen Højgaard. I Jytte Andersens barndom boede mormoren ved Klokkerholm i Vendsyssel. Østergaard var mormorens barndomshjem, hvor opskriften altså stammede fra.

Omkring 1900 var kokosmel en stor luksus, så kagen blev kun bagt ved helt særlige lejligheder, eksempelvis til jul. Marie Nielsen Højgaard har fortalt Jytte Andersen, at den slags var »vild frås« i en tid, hvor folk på landet måske kun fik appelsiner én gang om året.

Under weekendbesøg og ferier hos mormoren i Klokkerholm lærte Jytte Andersen selv at bage den senere så berømte kage.

Drømmekagen er minder fra gamle dage

»Jeg kom fra et hjem med ung pige i huset, så køkkenet var et sted, jeg aldrig kom. Sådan var det hos os og mange andre hjem dengang. Huspigen stod for madlavningen. Så det var spændende for mig at være med i mormors køkken. Jeg havde eksempelvis aldrig set sukker og æg blive pisket over damp, som mormor gjorde det under de indledende øvelser til dejen.«

»Kagen minder mig om ferierne hos min mormor og hendes høns, som gav friske æg til kagen. Jeg er glad for, at andre stadig nyder godt af opskriften. Som 13-årig havde jeg jo aldrig drømt om, at den ville blive sådan et hit,« siger Jytte Andersen. 

Læs mere om