Sådan vedligeholder du vaskemaskinen
Undgå kalk. Det sparer på energien og forlænger vaskemaskinens levetid
Vedligeholder du dine hvidevarer, sparer du typisk op til 20 procent energi, når vaskemaskinen kører. Det anslår Dansk Energi over for Bolius.
Omtanke, når du vasker, gør en stor del af vedligeholdelsesarbejdet.
Husk derfor altid:
- Varmelegemer, der er tilkalkede, er den hyppigste årsag til at vaskemaskiner går i stykker. Brug altid korrekt afmålt vaskemiddel i forhold til kalkindholdet i dit vand. Vaskemiddel er tilsat et stof, der skal forhindre kalk i at sætte sig på varmelegemet. Afkalk varmelegemet i vaskemaskinen med nogle måneders mellemrum. Enten ved brug af en afkalkningstablet eller ved at vaske en kogevask. Høje temperaturer kan sprænge kalken i stykker.
- Du kan også tilsætte 2-3 spsk citronsyre i en tom maskine og køre et langt program uden forvask. Temperaturen skal være 60 eller 95 grader.
- Sæbeskuffen skal rengøres jævnligt, så maskinen får den korrekte dosis sæbe.
- Trevlesien skal tømmes 1 gang om måneden. Og vask bøjle-BH’er i vaskeposer. Så sikrer du dig mod, at fremmedlegemer sætter sig fast i de mekaniske dele.
- Rens tilløbsslangen 1 gang om året. Skidt i tilløbsslangen og filterpakningen kan gøre maskinen langsommere til at tage vand ind.
- Lågen bør stå åben, når du ikke vasker. Så undgår du sur lugt og mindsker risikoen for, at belægninger sætter sig på ydersiden af tromlen.