Spar penge: Ryd op i køkkenskabet og skufferne

Orden i køkkenskabe og skuffer giver overblik og kan spare dig for unødvendige indkøb. Oprydningskonsulent Kamille Sommer giver dig gode råd til, hvordan du får orden og dermed magten over indholdet i dine skabe og skuffer.

Orden i både isenkram og madvarer i køkkenet kan spare dig penge, fortæller oprydningskonsulent Kamille Sommer.

Ingen overblik er dyrt

Skuffer, der bugner af krydderier eller køkkenredskaber eller skabe, hvor mel, gryn og ris står i flere lag, betyder, at du nemt mister overblikket over dit »forråd«.

Og når ved du ikke, hvad du mangler, kan turen i supermarkedet ende med unødvendige indkøb, fortæller oprydningskonsulent Kamille Sommer:

»Jeg har besøgt en dame, som købte ting til fødselsdage, når hun så dem. Da vi ryddede ud i hendes skuffer, fandt vi stakke af flag, servietter og lagkagelys. Så mange, at hun kunne arrangere adskillige børnefødselsdage. Når man ikke har et overblik over, hvad man har, og hvad man mangler, køber man mere, end man har brug for.«

Tips til oprydningen

Skal du i gang med at rydde op, har Kamille Sommer et par gode råd:

  • Start ikke med hele rummet, men begynd i stedet med et skab eller en enkelt hylde. Det er mere overskueligt.
  • Alting skal have sin faste plads, så du ved, hvor ting er. Hav eksempelvis alle knive et sted, og alle måleskeer et sted. Så skal du heller ikke lede efter dem.
  • Gruppér dine madvarer. Saml mel med andet mel, ris med ris og pasta med pasta. Igen får du et overblik.
  • Lad ikke ting ligge i lag eller stå og skygge foran hinanden i skabet. Alting skal kunne ses. Så kan du hurtigt se, om der er havregryn, når du åbner skabet – og ender ikke med 4 poser, der er åbnet.
  • Gå jævnligt dine ting igennem for at se, om holdbarheden er overskredet. Er den det, så smid de "gamle" varer ud og køb først nyt, når du skal bruge det igen.
Se, hvad vi ellers skriver om: #køkkengrej, #oprydning og #spareråd