Mobber du uden at vide det? Her er 7 situationer på jobbet, du skal være opmærksom på

Mobning på arbejdspladsen er et alvorligt problem for mange danskere. Men hvornår bliver kollegiale drillerier til mobning - og opdager du selv, hvis du går over grænsen? Her er 7 situationer, du skal være særlig opmærksom på.

Omfanget af skadevirkninger ved et dårligt psykisk arbejdsmiljø kender vi stadig ikke det fulde billede af. Men vi ved fra flere undersøgelser, at mobning har stor negativ indflydelse på vores helbred. En dansk undersøgelse fra 2015 peger blandt andet på, at risikoen for at udvikle depression er 9 gange større, hvis du jævnligt føler dig mobbet på dit arbejde.

Læs også: Sociale medier giver mobning en grovere tone

Sladder og udelukkelse

I modsætning til enkeltstående drillerier foregår mobning over længere tid, hvor man oplever ydmygende eller nedværdigende adfærd fra kollegaer og måske endda ledere.

»Negative handlinger og adfærd er rigtig svære at forsvare sig imod. Sådan noget som indirekte negative handlinger for eksempel sladder eller udelukkelse fra sociale fællesskaber,« fortæller Anne Lehnschau, der er seniorkonsulent og aut. erhvervspsykolog ved ArbejdsmiljøCentret, som hører til blandt de største autoriserede arbejdsmiljørådgivere i Danmark.

Omfanget af mobning

I 2016 viste en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, at 12 procent af de danske lønmodtagere har været udsat for mobning - og knap 28 procent har været vidne til mobning på deres arbejdsplads.

Ubevidst mobning

En del af den mobning, som foregår på danske arbejdspladser, er ifølge Anne Lehnschau ikke nødvendigvis bevidste handlinger fra en gruppe medsammensvorne og “onde” kollegaer. Faktisk er der flere situationer, hvor mobning kan foregå ubevidst, og her kan du som god kollega være særlig opmærksom på, at man ikke medvirker.

7 særlige situationer

For de fleste indeholder arbejdsdagen en række faste ritualer eller situationer, som alle kan føre til negative handlinger, hvis vi ikke er opmærksomme.

Det er for eksempel når …

  1. … du kalder dine kollegaer øgenavne. Du bør tænke over, at ikke alle synes, det er sjovt at få påklistret et øgenavn, heller ikke selvom du kender vedkommende godt.
    »Øgenavne til kollegaer er ofte noget af det, som vi har sværest ved at acceptere som mobning,« fortæller erhvervspsykolog Anne Lehnschau, men ifølge hende, så kan det være meget svært at afkode for andre og derfor bør man som god kollega holde sig fra det.
     
  2. … du siger: “Det er jo bare kærligt ment” efter en grov, ironisk eller sarkastisk kommentar om en kollega.
    »Humor er selvfølgelig tilladt, men man bør være påpasselig med ironi og sarkasme - eller værkstedshumor, som nogen kalder det,« siger Anne Lehnschau. Hun peger på at folk ofte klæber kommentaren på, efter at de netop har sagt noget nedsættende om en kollega.
     
  3. … du taler bag om ryggen på eller sladrer om en kollega. Men kun hvis det, du siger, er negativt. Positiv sladder, hvor man taler godt om en kollega, kan faktisk bidrage til den gode stemning.
    »En brugbar markør er typisk, at hvis samtalen går i stå, når kollegaen kommer, så har du gang i noget negativt,« fortæller Anne Lehnschau.
     
  4. … du vender øjne under et møde. Tænk over dit kropssprog, som ofte siger mere end ord. Når du vender øjne eller på anden vis udstråler at du ikke er enig, er det en meget negativ handling.
    »Det er ok at være uenig, men i stedet bør du spørge ind til det du er uenig i, i stedet for bare at statuere din uenighed,« fortæller Anne Lehnschau
     
  5. … du afviser andres ideer og meninger. For eksempel, hvis en nyansat kommer med et forslag og mødes af kommentaren: “Det har vi prøvet og det virker ikke” eller hvis man generelt afviser andres forslag.
    »Når vi negligerer ny viden eller idéer kommer debatten ofte til dreje i en personlig retning i stedet for en faglig debat, som den burde,« fortæller Anne Lehnschau.
     
  6. … du siger godmorgen, eller i øvrigt hilser - så gør et helhjertet forsøg på at gøre det til alle i rummet. Det viser at du har set og hørt folk. På samme måde bør du altid huske at sige det simple ord “tak”, hvis nogen leverer et stykke arbejde til dig.
     
  7. .. det er frokostpause, kaffepause, rygepause eller en anden pause. Her kan du hurtigt komme til at isolere en kollega, hvis du ikke inviterer ham eller hende med.
    »Udfrysning kan også være med omvendt fortegn, hvis den samme kollega ikke får nogen respons på sin frokostpause-opfordring,« siger Anne Lehnschau.
Se, hvad vi ellers skriver om: #arbejdsliv og #mobning