Massage derhjemme: Her er 9 ting, du skal vide

Tryk ikke for hårdt, og tænk massage som nydelse. Sådan lyder de 2 overordnede råd fra massør og skoleleder på A.M. Massageskole, Susan Wichmand. Hun kommer med 9 regler, du bør overholde, når du giver massage derhjemme, så du ikke risikerer at gøre mere skade end gavn.

Du bør altid være forsigtig, når du giver massage derhjemme, og undersøge, hvordan man gør, inden du går i gang.

Hold dig til blød massage 

Massage i hjemmet bør primært bruges til wellness. Især massage af fødder, hænder og hovedbund er noget af det mest afslappende og afstressende og kræver ikke den store viden. 

Har den, du masserer, små spændinger, kan du give dig i kast med blød massage på det ømme punkt, men sørg for at følge alle nedenstående råd. 

Tryk ikke for hårdt

Du må aldrig trykke hårdere, end at den, du masserer, kan slappe af samtidig. Du må desuden ikke presse direkte på rygsøjlen.

Hvis spændingerne er værre, end at blød hjemmemassage kan rette op på dem, bør du gå til professionel massør.

Massér med uret, når du masserer maven

I tarmene går fordøjelsen i urets retning. Derfor skal du massere med uret, så du ikke risikerer, at den, du masserer, bliver forstoppet.

Massér i retning af hjertet, når du masserer arme og ben

Du kan risikere at beskadige veneklapperne, hvis du masserer i den forkerte retning på ben og arme. Veneklapper er små »sluser«, der sørger for, at blodet bliver sendt tilbage til hjertet.

Massér derfor op mod skuldrene, når du masserer arme, og op mod hofterne, når du masserer ben eller lår.

Massér ikke i knæhaser eller albuebøjninger

Du masserer direkte i ledet, hvis du masserer i knæhaser eller i albuebøjninger. Det kan gøre mere skade end gavn, og derfor frarådes massage netop her, hvis du ikke har en massørfaglig uddannelse.

Massér ikke folk med feber

Du bør ikke massere en, der er syg med feber. Immunsystemet er allerede i gang med at udskille en masse affaldsstoffer, når man er syg, og ved massage udskilles flere affaldsstoffer. Det har kroppen ikke brug for. 

Massér ikke ved akutte skader

Du må aldrig give massage ved akutte skader som for eksempel en forstuvning, da risikoen for at gøre skaden værre er stor. 

Massér ikke gravides ankler

Masser ikke ankler på gravide, da der her sidder zonepunkter for underlivet. For meget massage i den sidste fase af graviditeten kan være med til at sætte fødslen i gang og bruges af samme grund af zoneterapeuter til netop dette.

Gravide har dog – ud over på anklerne – rigtig godt at af få afslappende massage, da de ofte er ømme og trætte i kroppen. Her kan blid massage hjælpe.

Spørg lægen, inden du masserer en alvorligt syg

Er den, du vil massere, alvorligt syg, bør du være ekstra forsigtig, og I bør forhøre jer hos lægen, før I går i gang. Blød berøring kan have en positiv virkning, men I kan også risikere, at massage har den modsatte effekt, hvis den ikke bliver grebet rigtigt an.

Se, hvad vi ellers skriver om: #bolig, #parforhold, #afslapning, #kroppen og #velvære