5 trin: Sådan løser du konflikter med dit barn

Skældud er ikke vejen frem, når der opstår konflikter mellem dig og dit barn, siger psykolog Bo Hejlskov Elvén. Tag i stedet udgangspunkt i, at barnet gerne vil opføre sig ordentligt, og find en god løsning i fællesskab med barnet, lyder rådet.

Tal med dit barn om, hvad der er svært. Så bliver det lettere at løse konflikter.  

  • Spørg dit barn, når der opstår en konflikt, om hvad det er, der er svært. Vær åben, tålmodig og empatisk, når du spørger ind til problemet.
  • Lyt til, hvad barnet siger. Vær opmærksom på, at det ikke nødvendigvis er det konkrete, barnet formulerer, du skal lytte til, men snarere, hvad der ligger bag. Børn er ikke altid så gode til at kommunikere. Så du skal lytte meget aktivt.
  • Omformuler barnets svar: Er det det her, du mener?
  • Tag en beslutning om, hvad målet med samtalen skal være. Hvor skal I nå hen, og stemmer målet overens med barnets evner?
  • Tal med barnet om, hvordan I opnår målet på en måde, som I begge kan være tilfredse med.

Vær opmærksom på, at du ikke kan hænge barnet op på aftalen, selvom I er blevet enige om en løsning. Hvis det viser sig, det ikke virker, skal du starte forfra. Det er dig og ikke barnet, der skal tage ansvar for aftalen. Det kan barnet aldrig gøre. Du er den voksne.            

Bo Hejlskov Elvén er klinisk psykolog og rådgiver pædagogisk personale, som arbejder med børn, unge og voksne med psykiske diagnoser eller misbrug. Han har skrevet forord til bogen Opdragelse uden skældud af den amerikanske psykolog Ross W. Greene. Elvén tager i ovenstående råd udgangspunkt i Greenes forskning.

Læs mere om