Vis mig din hud
Rune Klitgaard, 35 år:
»Jeg kalder det skønhedspletter eller chokoladeknapper, for ellers ville jeg jo være en stor moderbinding. Jeg bliver ved med at få skønhedspletter. Jeg fik et chok, da jeg så min skulder for nylig, der var virkelig kommet mange til. Jeg møder en masse bekymrede mennesker, der vil have, jeg skal smøre en masse solcreme på. Det gør jeg nu ikke. Jeg har fået fjernet 5-6 stykker med skalpel eller laser. Jeg har haft en skønhedsplet på lilletåen, det var et mærkeligt sted. Engang prøvede min mor at tørre det væk, jeg har under øjet, fordi hun troede, det var en krumme eller noget chokolade, det var lidt flovt for hende, jeg har jo altid haft det, og jeg er hendes søn, så hun burde jo vide det.«
Om modermærker: Brune modermærker fremkommer i vekslende antal hos næsten alle og skyldes, at pigmentceller klumper sig sammen. Det er i høj grad arveligt bestemt, hvor mange modermærker folk har, og i gennemsnit har en voksen 20 modermærker.
Ingrid Christensen, 88 år
»Min mor brugte Nivea, og det har jeg også altid gjort. Det har været godt. Jeg har fået lidt rynker, men det er ikke så galt. Jeg synes ikke, min hud er så forandret, selvom jeg er 88 år. Først kom rynkerne ved øjnene, men livet er for spændende til, at jeg vil gå og kigge mig i spejlet. Jeg går ikke så meget op i mit ud seende, hvis man har masser af interesser, har man ikke tid til at gå op i det.«
Om rynker: Rynker opstår, når huden bliver ældre og tyndere og efter hånden mister nogle af sine elastiske egenskaber. Alle mennesker vil med tiden opleve at få rynker i større eller mindre grad, men lys hud, som ikke har let ved at blive brun, er mest udsat for at få rynker. På huden ses dette som fine eller mere grove streger. Om man får mange eller få rynker, er i høj grad arveligt. Derudover er tobaksrygning og soldyrkning de vigtigste årsager til rynker.
Kristian Banjas, 21 år
»Jeg fik allerede strækmærker som barn, fordi jeg vejede for meget. Senere hen har jeg fået strækmærker, fordi jeg har trænet meget intensivt. Da jeg var 15 år, trænede jeg kun brystkasse. Efter tre måneder havde jeg fået strækmærker. Jeg var først glad, da jeg opdagede dem, fordi det var bevis på, at jeg var vokset, at min træning havde givet resultater. Senere hen var jeg træt af det, og jeg har prøvet forskellige cremer og olier for at få det til at gå væk.«
Om strækmærker: Strækmærker er skader, som opstår i kroppens underhud. De optræder i starten som rosa til blåviolette striber eller bånd på maven, sædepartiet, brysterne, lårene eller armene. Striberne indebærer overstrækning af elastiske fibre i huden. Disse fibre genvinder ikke deres elasticitet, hvilket gør, at det i de allerfleste tilfælde drejer sig om varige ændringer i huden.
Julie Hansen, 18 år
»Jeg har rødt hår, lys hud og tonsvis af fregner. Jeg ser meget nordisk ud, og jeg er glad for mine fregner og mit vikingudseende. Jeg synes, fregner er charmerende, og de er mit kendetegn. Jeg er blevet kaldt fregnefjæs, og da jeg var yngre, syntes jeg ikke, at det var sjovt, men som regel hører jeg positive ting om mit fregnede udseende. Jeg tror, de begyndte at komme, da jeg var 4 år, og jeg har utælleligt mange. Jeg har dem også på skuldrene.«
Om fregner: Fregner er små lysebrune pletter i huden, især i ansigtet og på håndryggene hos lysblonde eller rødhårede med blå øjne. Fregner ligger i overhuden, og du vil aldrig kunne mærke en fregne. De viser sig typisk omkring femårsalderen, tiltager i antal og er mørkest om sommeren.



