Bølger der sukker, og blade der rasler
Der findes flere virksomheder, som sælger lyden af bølger og vind i træer. Naturlyde der efter sigende skal virke afstressende og beroligende.
Virker på nogen og ikke på andre
Der findes ikke forskning, som viser, at naturlyde skulle være mere afstressende eller beroligende end musik eller andre lyde. Men for nogen virker det, forklarer musikterapeut ved Aalborg Universitet Hanne Mette Ochsner Ridder:
»Vi ved, at der er stor forskel på, hvilken type musik og lyde, der virker afslappende på mennesker. Det, som folk har præference for og selv synes virker afslappende, har en afslappende effekt,« siger Hanne Mette Ochsner Ridder.
Så hvis du som regel slapper af, når du går en tur i skoven eller langs vandet, kan du prøve om bølger på CD, kan have samme effekt på dig.
Lyden af lianer kan være tryg for nogen
»For nogen vil junglelyde være trygge og have en afslappende og afstressende effekt, men for andre kan de samme lyde virke forvirrende og forstyrrende,« siger Hanne Mette Ochsner Ridder. Hun foreslår, at man prøver sig frem. Man skal gå efter lyde eller musik, der giver en rolig vejrtrækning og noget, der ikke virker alt for stimulerende og spændende.
Du ved bedst selv
»Vi er ofte godt klar over, hvordan musik og naturlyde virker på os. Derfor er den enkelte person den, der er bedst til at vurdere, om det virker afslappende og afstressende at lytte til bølger og blade,« siger Hanne Mette Ochsner Ridder.
Natur mod smerter
På Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab på Aarhus Universitet har man også forsøgt at bruge naturlyde som smertelindring. Man forsøgte at distrahere hjernen, så den ikke fokuserede på smerten. Derfor lod man patienterne lytte til henholdsvis naturlyde og musik og til at lave hovedregning mod akutte smerter. Naturlydene klarede sig dårligst. Hovedregning var det mest effektive middel til at distrahere hjerne, så den ikke fokuserede på smerte.