Vi ved intet om olivenolie

Vi putter bare olienolien i indkøbskurven
Siden 1994 er danskernes forbrug af olivenolie seksdoblet, viser tal fra Danmarks Statistik, men interessen for kvaliteten af den olie, vi køber, har slet ikke fulgt med det stigende forbrug. Så klar er konklusionen fra Danmarks førende olivenolieekspert, Catherine Fogel, når hun kigger på produkterne på supermarkedernes hylder.
»Vores forhold til olivenolie svarer til det, vi havde til rødvin for 30 år siden. Dengang drak vi noget, der hed Okseblod, som intet land med respekt for sig selv ville kalde for vin. Men når man er uvidende, får man prakket hvad som helst på, som man accepterer og tager imod,« siger Catherine Fogel, der er uddannet til at bedømme olivenoliers kvalitet på en særlig skole i Italien.
Undersøg produktionslandet
Vi burde som minimum undersøge, hvilken olie vi synes bedst om, og så burde vi sikre os, at olien er dyrket i samme land, som den er produceret, siger hun. Nogle olier har et italiensk navn eller kalder sig italienske, selvom de er en blanding af olier fra forskellige EU-lande, der blot er puttet på flaske i Italien. Der er dog krav om, at oprindelseslandet skal fremgå på flasken, så det er nemt at finde ud af.
Catherine Fogel tror på, at der er en olivenrevolution på vej. »I løbet af de sidste par år har jeg set og mærket en stigende interesse for olivenolier af god kvalitet, og når vidensniveauet og udbuddet stiger, får kunderne bedre produkter mellem hænderne,« siger hun. Olivenolien er et krydderi. Selv har hun for længst lært, at olivenolie kan variere lige så meget i smag som rødvin, og at det er lige så tidskrævende at finde en personlig favorit.
»Jeg er jo overdreven, for hjemme på mit bord står ti olivenolier. For mig er de lige så vigtige som krydderier, og jeg behøver tit slet ikke krydderier, når jeg bruger den rigtige olivenolie,« fortæller Catherine Fogel, mens hun fastslår, at en almindelig husholdning har brug for to forskellige olivenolier – en mild og en kraftigere.
Et hvert hjem har brug for to olier
Hovedreglen er at bruge en olivenolie, der passer til styrken i den pågældende ret.
»Hvis man steger en lys fisk, er en mild olie bedst til at få smagsnuancerne frem, mens mere smagfulde retter kræver en kraftigere olie til at komplementere smagen,« siger hun. Omvendt kræver retter med mere kraftig smag en stærkere olie.
»I en salat Nicoise med tun, ansjoser, kapers og rødløg smager alle ingredienserne af meget. Hvis du putter en mild olie på den, forfladiger du smagen, mem hvis du derimod bruger en stærk olie, løfter du hver eneste af de ingredienser til en helt ny smagssymfoni. Altså, retten bliver simpelthen en helt anden med den rigtige olie,« fortæller Catherine Fogel.
Vi er nærige, når vi handler
Når det kræver en særlig indsats at lære danskerne at sætte pris på god olivenolie, skyldes det, at vi som udgangspunkt ikke bryder os om at bruge unødigt mange penge på mad. Faktisk er vi blandt de nationaliteter, der bruger den mindste procentdel af vores indkomst på mad, og det er bestemt ikke, fordi mad er billigt i Danmark, siger Catherine Fogel med en vis ærgrelse.
»Jeg synes, det er synd, at vi ikke prioriterer kvaliteten af vores råvarer højere og går mere op i vores fødevarer, men jeg tror godt, danskerne vil betale mere, når vi finder ud af, hvad god olivenolie er,« siger hun.
Olien er et fleksibelt krydderi
Og når vi får øjnene op for oliens kvaliteter, er der nærmest ingen grænser for, hvad olivenolie kan bruges til.
»Jeg har olivenolie med smagsnuancer af mandel, som jeg bruger i frugtsalat. Frugten er jo fantastisk smagfuld, men olien løfter smagen af melon, æbler, ferskner. Det kommer simpelthen syngende frem, det er svært at beskrive,« siger Catherine Fogel.
Så langt ind i olivenoliens verden kommer de færreste danskere nok, erkender hun, men om 15 år vil de fleste danskere være blevet meget klogere.