Trine Pallesen: Havet rummer mig, hvad end jeg kommer med
i verden. I dag drømmer hun mere lokale drømme med heste og skurvogne i.
Barndommens musikunivers
Inde bag et stort rønnetræ på Solsortevej på Frederiksberg ligger Trine Pallesens barndomshjem. På nogle af husets mursten groede der mos og gule og lilla blomster, da Trine var barn. Når hun kom hjem fra skole, gik hun ind ad hoveddøren, ned ad gangen og ind i stuen. Hun styrede direkte hen bag hjørnesofaen, hvor hun satte sig på gulvet og lænede ryggen op ad sofaens ryg. Foran hende hang bogkasser med husets pladespiller og pladesamling. Hun tog plader ud af bogkasserne og lyttede til Earth, Wind and Fire, Gino Vanelli og Doobie Brothers. Så sad hun og spiste æggesnaps i sin lille hule og drømte om, hvordan det ville være, hvis de store stjerner med deres mikrofonhår, svaj i bukserne og lækre fraseringer kom og hentede hende og sagde: »Vil du med på turné.« Og hvordan hun så ville rejse med dem til USA og Canada.
»Jeg kan godt savne at kunne dagdrømme,« siger Trine Pallesen.
Hun har ikke nogen erindring om, at der var andre hjemme, når hun sad der ryg mod ryg med sofaen. Måske var resten af familien i huset, men dagdrømmene var nogle gange stærkere end virkeligheden.
»Jeg drømmer om at bo på landet med en masse mennesker, hvor vi hjælpes ad med at lave mad og har en køkkenhave sammen. Tænk hvor meget tid vi ville få, hvis vi ikke skulle lave mad hver eneste aften«
Hendes mor og lillesøster havde et meget nært forhold og en »sjælelig forbindelse«, og hendes far arbejdede meget og var sjældent hjemme. Da hun blev ung, følte hun sig rastløs, søgte tidligt væk fra hjemmet og fik ofte nye venner.
46-årige Trine Pallesen har været uddannet skuespiller i 20 år og spillet diverse roller på alt fra Det Kongelige Teater til Hjørring Revyen. Hun fik sit store gennembrud på tv, da hun spillede Gaby i serien Rejseholdet. Hun har medvirket i flere spillefilm, senest i Spies og Glistrup, hvor hun spillede Mogens Glistrups kone. Hun har to børn på 11 og 13 år og har været skilt fra faren i 10 år.
Hendes forældre er skuespillerne Per Pallesen og Kirsten Peüliche. De mødte hinanden på teaterskolen, hvor Per så Kirsten gå over gårdspladsen i røde gummistøvler, og så var han forelsket. Kirsten Peüliche er blandt andet kendt fra rollen som Gemyse i julekalenderen Nissebanden. Per Pallesen havde sin storhedstid, da han var direktør, instruktør og skuespiller på Hjørring Revyen, hvor også Kirsten Peüliche spillede, og Trine og hendes lillesøster Sofie solgte programmer. Det var her, der blev sat helt nye standarder for dansk revy, og Per Pallesen blev forvandlet til Mathiesen, og senere blev Tommy Kenter til Fru Christoff, og de optrådte sammen i satireprogrammet Dansk Naturgas. Hvor Mathiesen fik det meste af den danske befolkning til at gå rundt og sige: »Sit Fru Christoff« og »Yes, my boysssss«.
Hvorfor kører du 2CV? Den har et kærligt udtryk. Folk dytter og vinker til en, når man kører i den. Den bil gør folk trygge. Jeg har prøvet at sælge den mange gange, men jeg kan ikke. Den er jo ikke særlig sikker at køre i. Det eneste, der kunne erstatte den, er et folkevognsrugbrød, som jeg ville tegne et stort peacetegn på siden af.
Prøver at forstå
Lige nu går Trine Pallesen til prøver på det lille teater Grob på Nørrebro i København. Stykket Små forstyrrelser handler om en mand, der forlader sin kone og sit barn og rejser til New York, og hvordan barnet 18 år efter opsøger faderen igen. Datteren finder endnu en gang ud af, at faderen ikke vil have noget med hende at gøre. Det handler blandt andet om længsel efter friheden, relationer og måske flugten fra sit eget liv.
Sammen med de andre skuespillere øver Trine Pallesen teksten og lærer den udenad. Samtidig finder de ud af, hvad stykket handler om. Trine Pallesen spiller mandens elskerinde Ann. Victor Marcussen spiller faderen Jeppe. De arbejder med scene syv, hvor Ann netop har fundet ud af, at hendes elsker gennem mange år har en voksen datter, han ikke har set eller kontaktet i 18 år.
»Sig mig, hvem fanden tror du, du er?« brøler Ann ind i hovedet på Jeppe og fortsætter:
»Du har sgu ikke en datter. Du har forladt en.« Instruktøren Per Scheel-Krüger vil gerne have dem til at spille scenen igen, hvor Trine Pallesen først bliver vred senere. Hun henter sit blå penalhus og gør en note i manuskriptet, siderne lyser hvidt mellem hendes brune hænder. Lyden af en bus klemmer sig ind i teatrets mørke, hvor døren til verden udenfor er næsten lukket, så kun en smal stribe lys kommer ind. Barfodet og med løst, lyst hår bevæger hun sig op på scenen igen, hvor Victor Marcussen i rollen som Jeppe ligger på gulvet med armene over hovedet. De fortsætter arbejdet med scene syv, hvor Ann febrilsk forsøger at forstå, hvordan Jeppe kunne træffe valget om at forlade sin 10-årige datter og aldrig tage kontakt til hende igen.
Nu siger Ann mere afdæmpet: »Sig mig, hvem fanden tror du, du er?« Instruktøren Per Scheel-Krüger vender sig om og kigger på indspilningslederen og instruktørassistenten med et blik, der siger: er-det-ikke-bare-fedt?
Trine Pallesen elsker byen, selv om hun også længes efter livet på landet.
Hvordan kan man vende sit liv ryggen
De taler om scenen, og hvad den betyder.
»Tænk sig, hvis man skulle forlade alt. Kan I forestille jer det? Man er jo måske kun den, man er, i kraft af alle dem, der kender en og elsker en?« siger Trine Pallesen. »Det må også være befriende at sætte sig fri,« siger Per Scheel-Krüger.
»Måske er det umuligt at forlade sit liv. For er vi frie, hvis vi lever med den løgn?« spørger Trine Pallesen, der virkelig forsøger at forstå, hvad der kan få nogen til at træffe valget om at forlade sit barn.
»Kan vi løbe fra noget? Det er det, publikum skal svare på,« siger Per Scheel-Krüger.
De spiller scenen et par gange til.
Tror du på reinkarnation? Jeg er sikker på, vi kommer igen. Jeg tror også, at der er nogle mennesker, vi hører sammen med. Der er nogle, hvor man ved, at man holder af deres sjæl.
Elsker den hæslige by
Trine Pallesen leder i sin grønne taske efter nøglen til sin 2CV. Efter et minuts tid finder hun den og sætter sig ind i bilen. Hun fjerner en læderjakke, en sort badedragt med vrangen ud, et orange håndklæde og en rosin fra passagersædet.
Hun sætter bilen i gear og laver en U-vending på Fælledvej.
»Hvor er du flot, dame,« siger Trine og kigger efter en kvinde på cykel med et stort lyserødt tørklæde viklet om sine dreadlocks, der er stablet op på hovedet som en turban.
2CV’en er hvid med grønt tag. På instrumentbrættet er et dymoskilt, hvor der står: Husk lys! Trine har haft bilen i 14 år.
»Jeg er altid på vej ud af byen. Jeg har nogle gange en længsel efter noget andet,« siger Trine Pallesen. Hun har boet i København det meste af sit liv og en årrække i Aarhus, da hun gik på Teaterskolen.
Hvilken musik lytter du til for tiden? Lis Sørensens sange om havet. Og Nephews Hjertestarter, der handler om Vesterhavet.
»Selvom jeg nogle gange drømmer om landet, ville jeg dø uden teatret og den måde at udtrykke sig på. Og jeg ville blive en grøntsag, hvis jeg bare skulle gå og dyrke mine egne grøntsager ude på landet,« siger Trine Pallesen.
Hendes stemme er smuk som sommerregn. Den er fyldt med varme og bobler af latter, men også med et lag af skrøbelighed. Hun savner naturen og roen i sit liv og er lige kommet tilbage fra en lang sommer på landet. Hun har boet i et sommerhus i Lønstrup ved Vesterhavet og spillet med i Hjørring Revyen hen over sommeren og været i sommerhus på Sjælland med sine børn. Den første uge, hun var tilbage i byen, »græd jeg hver dag«, som hun siger, fordi hun savnede landet.
»Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med alle de skæbner, der er i byen. Alle de øjne. Byen er hæslig, og jeg elsker den,« siger Trine Pallesen, der føler, at byen er sitrende og urolig, og at der er alt for mange muligheder. Hun drømmer om et enkelt liv på landet, hvor man kender sine pligter og ikke har så mange valgmuligheder. Hun trykker på speederen med de bare fødder og læner sig frem og styrer bilen med underarmene, imens hun folder hænderne over rettet.
Havet vil altid have hende
Inde i byen har hun fundet en bid af naturen, som hun besøger næsten hver dag året rundt. Hun har været vinterbader i 24 år. Det begyndte på teaterskolen, hvor hun var et stort rod indeni og gik meget i terapi og analyse og undersøgte alle mulige sider af sig selv.
»Nu har jeg fundet ud af, at lige meget hvordan vejret er, både det indvendige og det udvendige, så er der noget i mig, der er stærkt nok til at gå i havet. Om jeg er glad eller ked af det, om det er sommer eller vinter, så ved jeg, at havet er der. Det rummer mig, hvad end jeg kommer med. Og det giver mig en fornemmelse af kraft og styrke. Jeg har samling på mig selv og kan mærke min krop fra top til tå,« siger Trine Pallesen.
I morges kørte hun forbi sin søster for at høre, om hun skulle med ud at bade. Hun var ikke hjemme, så hun tog turen til badeanstalten selv. Tog sine store dykkerbriller på og dykkede ned og kiggede på havbunden og ålegræsset. Vandet var 19 grader, og hun svømmede en lang tur. Hun sagde »godmorgen« til en pige, hun ofte hilser på, og følte, at hun hørte til.
Trine Pallesen: Jeg længtes hver dag, da jeg var ung. Jeg vidste ikke, hvad det var, jeg længtes efter.
Sagt om Trine Pallesen
Eva Sophia Myers, veninde gennem 20 år:
»Vi mødte hinanden for cirka 20 år siden hos min mor, de kender hinanden godt. Noget af det, der karakteriserer hende, er hendes hudløshed, umiddelbarhed, varme, og så har hun en stor portion
civilcourage. Hun har venner af alle mulige slags og i alle aldre. Hun går efter kvaliteten og væsentligheden af kontakten. Det skal ikke være på overfladen eller pro forma. Der skal være dybde, ærlighed og gerne sjov. Jeg ville ønske mest for hende, at hun får realiseret sin drøm om at få skrevet sine egne sange. Det er vigtigt, at hun får udlevet den drøm. Jeg vil betegne hende som et menneske af stort format og et meget generøst menneske. Det bedste, hun har lært mig, er at forblive åben og være nysgerrig.«
Victor Marcussen, skuespiller og Trine Pallesens lærer på Teaterskolen. De har kendt hinanden i 20 år:
»Der er altid noget på spil med Trine, og hun lader sig ikke nøje. Heller ikke privat. Hun er åben, flittig og stiller store krav til sig selv og sine omgivelser. Både Trine og dem, der er sammen med hende, kommer ikke sovende til tingene. Hun kan godt være djævelsk og fandenivoldsk og har en kontant form for humor. Hendes grundindstilling er meget oprigtig. Der er ikke så mange filtre, man skal forbi. Hun kræver trygge rammer og tillid i sit arbejde, for hun går langt ud og er modig. Hun vil gerne investere hele pakken. Det kan godt overraske mig, hvor privat hun egentlig er. Hun er så umiddelbar, og man føler, man kommer meget tæt på hende meget hurtigt, men... «
Ville være indianer
Da Trine Pallesen var 27 år, meldte hun sig ind i Langturssejlernes klub og havde lyst til alt andet end at være skuespiller. Hun gik til en masse møder og drømte om ture på havet og at være i naturen i længere tid, og om at møde nogle mennesker, der var åbne og gerne helt anderledes end hende selv.
»Jeg længtes hver dag, da jeg var ung. Jeg vidste ikke, hvad det var, jeg længtes efter. Med tiden og med børnene er min længsel blevet mere stille,« siger Trine Pallesen.
Hun kom aldrig ud at sejle med Langturssejlerne, i stedet fik hun en filmrolle og indspillede en film i Costa Rica og Mexico og mødte nogle amerikanske skuespillere, som hun derefter flyttede op til i Los Angeles. Den store filminstruktør Ridley Scoot ringede til hende og ville gerne mødes. Men da han brændte hende af for tredje gang, tænkte hun, at det gad hun ikke vente på, og så lejede hun en smart hvid bil og begav sig gennem Californien mod Grand Canyon og fortsatte mod bjergbyen Santa Fe i New Mexico.
Når Fiona Apple ikke spillede på bilanlægget, gjorde Patsy Cline, og på en tankstation spurgte en tankpasser hende:
»How are you?«
»I’m fine. How are you?«
»Good, but it’s hot today. Where are you from?« »Denmark.« »Is that a place in America?« Der gik det op for Trine Pallesen, hvor stort et land USA er. For tankpasseren kunne Danmark lige så godt være en stat eller en by i det enorme land som et land i Skandinavien. Hun kunne sige, at hun hed Gloria, eller at hun var fra Sverige. Hun havde ikke nogen identitet her, for ingen kendte hende.
På køreturen var hendes hoved fyldt med identitets-tanker, og tanker, om hun overhovedet kunne tegne menneskeportrætter som skuespiller, når hun ikke vidste, hvem hun selv var. Ensom og bange for at dø og med en stærk vilje efter at finde sig selv kørte hun til Santa Fe i New Mexico, der ligger i godt 2000 meters højde, hvor himlen er mere blå end blå. Her sidder indianerne og sælger deres kunsthåndværk op ad de rødbrune lerklinede huse med bløde former. Byen er grundlagt dengang, Det Vilde Vesten var vildt, og er stadig præget af indianerkultur. Her er mange kunstnere og folk, der lever alternativt. Trine Pallesen var tiltrukket af indianerkulturen og har altid drømt om at have en slags stamme og leve i pagt med naturen.
Hun besøgte et stort indianermuseum og satte sig ind i en tipi, hvor der lød trommemusik fra nogle højtalere. Så kom tårerne, og hun græd og græd og sad helt alene og blev tømt for tårer i mørket. Efter sammenbruddet tænkte hun:
»Jamen, Trine, det kan godt være, du har noget indianer i dig og noget, der længes efter at være naturmenneske. Men du er født i det her liv i Danmark, det er der, du har din familie, venner, rødder og uddannelse, så du må rumme alle de længsler om naturen og om at være fri. Det der med at sidde på en hest uden nogen sadel og bare være fri og nærmest kunne flyve som en ørn. Det må du finde ud af på en anden måde.« Føtst overvejede hun at begynde at danse folkedans, så hun kunne finde tilbage til sine skandinaviske rødder. Men det kom hun »heldigvis« aldrig til, fortæller hun grinende. Hun rejste hjem for at finde ud af, hvordan hun skulle rumme både at have behov for at være alene i naturen, have brug for andre mennesker og tætte relationer og have en lidenskabelig interesse for sit fag.
»Jeg tror, jeg forstod, at jeg kunne rumme det hele. Alt det jeg er.«
Trine Pallesen leger med mælken.
Drømmen om en skurvogn
I det haveforeningshus, som Trine Pallesen bor i på Amager, låner hun ofte en del af huset ud. For tiden har hun Nanna boende. Hun er midt i tyverne, og de har mødt hinanden i Sønderjylland, hvor Trine Pallesen hvert år er på bondegårdsferie med sine børn. Nanna ved meget om naturen og heste og har lært Trine at ride på en helt anden måde, end man gjorde på barndommens rideskoler, hvor man blev opfordret til at sparke og give den en i røven. Den nye ridemåde handler om at have gensidig tillid og arbejde mere intuitivt med hesten, hvor man viser hesten, hvad man vil, i stedet for at tvinge den.
Trine Pallesen har både unge venner og venner, der er i 60’erne og 70’erne.
»Jeg synes, det er meget forskellige ting, venskaberne giver. Jeg elsker den livsklogskab og erfaring, mine ældre venner har. Hvorimod Nanna har hele livet foran sig. Vi har helt andre snakke, og vi drømmer virkelig meget sammen.«
De drømmer om at have en gård med heste sammen. Der skal bo mange mennesker på kryds og tværs af familier og voksne og børn, de drømmer også om, at der skal være en køkkenhave, en svævebane og måske et kor. Trine skal ikke have noget hus, hun skal bare bo i en lillebitte skurvogn nede i haven, og så skal Nanna stå for alt det praktiske med gården, husene og taget, der falder sammen, siger Trine, imens hun ler.
Trine Pallesen kigger ud mod solen og misser med øjnene, så furer tegner sig om hendes øjne, og hendes profil ligner et øjeblik en indianers:
»Jeg skal bare bo nede i min skurvogn og være med til at lave grøntsager og have lov til at komme der på gården og øse af min klogskab.«