Tør lågen og gummipakningerne af på vaskemaskinen

Undgå gammelt skidt i vaskemaskinen ved at tørre den jævnligt. Brug blot vand og sæbe

Vrid en rengøringsklud op i rengøringsvand og tør først dørpakningen på vaskemaskinen ren. Husk at tørre af nede i mellemrummet mellem maskinens forside og tromlen. Der kan du komme til med fingerspidserne. Tør også gummipakningen af hele vejen rundt på den side, der vender ud mod lågen. Fjern også eventuelt fnuller, snore og lommefyld, der er faldet derned.

Tør lågen på vaskemaskinen af på indersiden. Både glasset og den smalle ring, der rammer pakningen, skal gøres ren.

Når du gør pakning og låge ren, sidder der mindre skidt, der kan gøre, at dit tøj ikke bliver helt rent.

Du bør gøre lågen og pakningen ren et par gange om måneden.