Til kamp mod plastikposerne

I mange lande går forbrugere og politikere til kamp mod plastikposer, men ikke i Danmark.

Briterne er i stor stil begyndt at takke nej til plastikposer, når de køber ind. Supermarkedskæden Tesco deler 40 procent færre poser ud end for to år siden, og flere engelske byer kan nu kalde sig fuldstændig plastikposefri.

FAKTA

På verdensplan bliver der brugt 500 mia. plastikposer om året.

En gennemsnitspose bruges i 20 minutter.

Danskerne køber hvert år 350 mio. plastikposer.

I Danmark koster en plastikpose i gennemsnit 2,75 kr.

Det tager mellem 100 og 1000 år for en plastikpose at blive nedbrudt i naturen.

PLASTIKPOSEN HAR FÅET FRED

Men i Danmark er der stille. Hvis man ser bort fra nogle enkelte politiske kvæk, har plastikposen fået lov at være i fred. Ifølge Flemming Birch fra analysevirksomheden Retail Institute Scandinavia, der følger forbrugertendenser i detailbranchen, er der en god grund til det.

»Den store forskel er, at poserne hele tiden har kostet penge i Danmark.
Så hvor forbrugerne i andre lande har kunnet kræve af supermarkederne,
at de stoppede med at udlevere dem, ligger ansvaret herhjemme i højere
grad hos forbrugeren selv.«

BLANDER SIG I SORTIMENT

I Danmark er posen altså en vare, man køber – ikke en ekstra serviceydelse, man får foræret. Hvis danske politikere lovgiver mod plastikposer, blander de sig samtidig i, hvilket sortiment butikkerne skal have, og det vil være svært at komme igennem med, vurderer Flemming Birch.

Samtidig har flere danske eksperter peget på, at det er tvivlsomt, hvor
stor miljøgevinsten er ved helt at afskaffe plastikposerne. Den helt
store forskel kan man derimod gøre, hvis forbrugerne bliver bedre til at
genbruge dem, lyder vurderingen.

Links:

www.plasticbagfree.com
Officielt site for Modbury, der blev den første plastikposefri by i Storbritannien.

www.messageinthewaves.com
Her kan du blandt andet se BBC-dokumentaren om plastikaffald i Stillehavet, der fik briterne frem i skoene.

www.wearewhatwedo.org
Britisk forbrugerbevægelse, der fokuserer på de små forandringer, vi hver især kan gøre i vores hverdag, for eksempel at takke nej til plastikposer.

www.reusablebags.com
Amerikansk organisation, der kæmper for at komme plastikposen til livs. Her kan man også købe en moderigtig og miljøvenlig mulepose.

www.plasticsindustry.org
Den amerikanske plastindustris bud på myter og sandheder om plastikposen.

Se, hvad vi ellers skriver om: #forbrug, #bæredygtighed og #emballage