Thomas Helmig: Man begynder at forstå sig selv

Hunden Raoul er et gadekryds, der er ude over sin første ungdom og ligner en retriever med brunplettet overfrakke lånt af en anden hund. Den er rolig og venlig som sin far, sangeren Thomas Helmig.

Mand og hund byder indenfor i lejligheden i en palælignende Aarhus-ejendom fra 1909 med hjørnetårn, karnapper og granitsten på facaden. Ind i en labyrint af rum med storladent lys fra mandshøje vinduer lunter Raoul efter Thomas Helmig på den særligt sammenvoksede måde, som en hund kan følge sit menneske, først forbi arbejdsværelset med forfatteren og hustruen Renée Toft Simonsen travlt optaget af tastatur og skærm, så gennem det åbne køkken og opholdsrum, hvor den 19-årige Jens Kristian stående indtager kaffe og nyheder ved køkkenbordets tv, og videre gennem en gang til Thomas Helmigs hjemmekontor med skrivebord, kurvestol og gæstesofa. I døren til kontoret kigger Thomas Helmig ned og fanger sin hunds blik. »Vil du med?« spørger han.

Raoul bliver Thomas Helmigs sidste hund

Raoul står stille i døren, før den tager en beslutning, vender kroppen 180 grader og fortsætter ud i labyrinten. Den har stadig tiden for sig og udsigt til en række fælles udflugter i skoven, for når Thomas Helmig flere gange om ugen passer sine løbeture, løber Raoul med. Det er en af de faste, tilbagevendende rutiner.

»Raoul bliver den sidste, nu vil jeg prøve, hvordan det er ikke at have hund,« siger Thomas Helmig så. 

En hund har vandret i hælene på ham hele hans liv. Nu stoppes strømmen af gadekryds. Måske vil det betyde savn, men også en frihed fra hundeejerforpligtelser, og den frihed vil han prøve. Somme tider skal kapitler afsluttes, for at man kan komme videre, eller som han har skrevet i sin sang Malaga: Der er nogle døre, der skal lukkes, før verden bliver større.

»I musikken prøver jeg også hele tiden at flytte mit fokus og komme i kontakt med noget andet. Noget i mit hoved fortæller mig, at nu skal jeg af sted,« siger Thomas Helmig. 

Nu vil Helmig være alene på scenen

Hans hår er kortklippet og næsten glat. En mørk jakke dækker over en blå rullekravesweater. Kun sølvringene i øreflipperne og fingrenes blå tatoveringer stritter imod det næsten faderlige ydre. Han læner sig tilbage i kurvestolen, der er dækket af lammeskind, og smider benene op på en skammel med endnu et lammeskind. Næsten hver gang han taler om musikken, antyder højre hånds fingre en klimprende guitarbevægelse.

Thomas Helmig forbereder efterårets turné. Han vil for første gang stå alene på scenen med en akustisk guitar, og det er angstprovokerende, så det er på tide, han gør det. Måske vil det føre ham til noget helt andet og trække ham nye steder hen. Det er sådan, han arbejder, fortæller han. 

Nye sange rumsterer i ham som et kuld femlinger med vokseværk. De begynder som små forløb på guitaren eller klaveret om dagen og fodres med ord om natten. Når alle andre er gået i seng, og hele huset ånder, mærker han tydeligst uroen og alt det, der pibler inde i ham selv, og omsætter det til tekst.  Andre finder ro om natten, men sådan har han det ikke. Han skriver ord, og det er en intens nydelse, når han gør det, og teksterne kommer trip–trap med melodierne.

»Det er en hånd-i-hånd-ting, når jeg skriver sange,« siger han.

Thomas Helmig finder ro i den store fortælling

Thomas Helmig rundede 50 i efteråret 2014. Om alderen har gjort ham dybere, ved han ikke. Han tror mere på, at han bevæger sig ind i situationer, han ikke har været i før. Nye ting presser sig på, og han transporterer sig selv andre steder hen. Han ser sig selv som summen af dem alle fra så langt tilbage, han kan huske. Måske fra han var fem år. Han har det hele med sig.

»Det er nok en af de ændringer, der sker mellem 40 og 50, at man begynder at forstå sig selv som summen af alle situationer. Som ung ser man bare vejen frem,« siger Thomas Helmig.

Han kan lide sammenhæng og kontinuitet. Den store fortælling. Han er ikke fan af livstilsslogans som det latinske carpe diem eller på dansk: Grib dagen. 

»Nej! Lad den hellere ligge! plejer jeg at sige.  Hvis man skal gribe dagen eller nuet, og man føler, at man ikke evner det, kan man nemt blive stresset. Man mister kontakten til sig selv, hvis man hele tiden vil prøve at fange det der nu. Man får måske ikke gået en tur, stået ved et træ eller siddet på en stol, mens man mærker, hvad der er i en, ro eller uro, tristhed eller glæde. For mig ligger løsningen ikke i at gribe dagen, men i at mærke den store fortælling,« siger han og citerer fra Ingemanns salme: Tider skal komme, tider skal henrulle.

»Det er det, jeg mener med den store fortælling og alle øjeblikkene, der samler sig til en evighed. Vi skal selvfølgelig være opmærksomme på hinanden og se farverne og lyset og alt det der, men husk lige, at nogen jo har gjort det før os, og nogen kommer til at gøre det i lang tid efter os, og det at være en del af noget større synes jeg rent faktisk, man kan slappe af i. Det giver mig ro at være en organisme, en dråbe i havet eller et sandkorn på stranden, hverken mere eller mindre.« 

Thomas Helmig kalder sig ikke et socialt menneske

Thomas Helmig kalder sig et ikke særligt socialt menneske. Af tætte venner er han ikke engang oppe på en håndfuld, og han kan nærmest ikke engang huske, hvornår han var i byen sidst. 

»Spørg min kone, det er hende, der er den udadvendte,« siger han.

I den store lejlighed i det centrale Aarhus mødes de store børn med deres venner hen mod ugens slutning. Så gør de sig klar til turene i byen. De sidder og fordrikker, som han kalder det, og Thomas Helmig følger deres forberedelser, deres adrenalin og begejstring med et vist vemod. 

»Jeg kan ikke sige, jeg savner det, men jeg mærker det med et strejf af melankoli. Omvendt ved jeg godt, at den type krudt ikke er der i mig mere. Der er så alt muligt andet krudt, men ikke lige det der. Dybest set skal de jo ud at parre sig. De er i den alder. Der har vi andre været,« siger han.

Forstadsbarn

Han voksede op som den yngste af fire søskende i et nyopført parcelhuskvarter i Aarhusforstaden Egå, hvor hver en gul- eller rødstensvilla var ny, og hækkene var bare 15 centimeter høje. Et meget transparent forstadskvarter kalder han det. I familien Helvigs villa var faderen læge, og moderen var musiklærer. Der blev spillet masser af musik i hjemmet og ikke råbt: Skru ned!, selv om musikken strømmede ud fra alle fire børneværelser. Det gjorde den også fra stuerne, når både moderen og faderen flittigt spillede klaver. Der var musik altid. På storebroderen Peters værelse blev han introduceret til blues og rock and roll. Det var en hule, hvor der flød med rod, og han fik lov til at være blandt de store med deres lange hår og piber og knallerterne parkeret udenfor. Alt, hvad han så op til og stræbte efter, var inde på værelset, når broderen spillede Chuck Berry og Bob Dylan og de nyeste Stones-plader. Storesøsteren Dorthe befandt sig musikalsk et andet sted, det var ikke kun rock and roll og blues-musik, men den mere eksperimenterende musik med Joni Mitchell og Frank Zappa, han hørte med på derinde. 

»Min storesøster Rikke og jeg delte smag, vi hørte alt det der Sweet og Slade og senere Gasolin. Det havde vi sammen. Der var knald på. Det er derfor, jeg er blevet musiker,« siger Thomas Helmig. 

Den ensomme dreng

Forældrene blev skilt. Det slog Thomas Helmig så meget ud, at det var medvirkende til, at de flyttede sammen igen og blev sammen et års tid ekstra for at gøre ham mere robust, før de flyttede fra hinanden igen.Thomas Helmig flyttede med sin mor og yngste storesøster til en lejlighed få hundrede meter væk. De to ældste børn blev hos faderen. Forældrene gjorde, hvad de kunne for at afbøde virkningerne af deres skilsmisse. Børnene bevægede sig frit ind og ud ad begge hoveddøre, og familien fortsatte med at gå til AGF-kampe sammen og fejre fødselsdage sammen. Alligevel kan Thomas Helmig stadig mærke den seksårige, ensomme dreng i sig. Kroppen husker, siger han. Han reagerede på skilsmissen ved at trække sig ind i selv og bruge meget tid alene med trommesættet eller klaveret, og han fik tidligt erfaringer, der blev væsentlige for ham. Den ene var, at livet ruller videre, næsten uanset hvad. Man bliver ved med at spille fodbold, man bliver ved med alt muligt, samtidig med at man går og tumler med, hvorfor de forældre da ikke skal bo sammen. Det andet er, at man kan finde tryghed i at være alene. Han kan decideret lide ensomheden og søger den, når han for eksempel har afsluttet en turné. Ensomhed skræmmer ikke. Selv hvis han sidder midt i en forsamling og alligevel føler sig alene, bliver han ikke rystet.

»Det er det, vi talte om før med summen af alle situationer. Man har hele lortet med sig,« siger han.

Udvekslingsstudent

Thomas Helmig var udvekslingsstudent i USA, da han var 15 år. Han vidste, at forældrene helst så ham komme hjem og gå direkte i gymnasiet. Sådan havde han det ikke selv. Han ville være musiker.

»Jeg kunne mærke, at for mig var der ikke noget valg. Det kan jeg mærke endnu,« siger han.

Han kom hjem som 16-årig og gav gymnasiet en chance, selvom han vidste, at det ikke var det, han ville. Det holdt tre måneder.

»Jeg gav det et skud. Mange ville give musikken et skud og se, om det kunne bære, jeg gjorde det modsat. Jeg vidste, at jeg skulle spille musik, og havde helt klart både modet og viljen til det, selvom det ikke skortede på advarsler. Alle omkring mig, mor og far, alle voksne sagde: Uuuuhh… Tror du ikke, det er bedre, hvis… Selvfølgelig i bedste mening. Min far havde det der med, at det kun er en ud af en million, der klarer sig som musikere. Jeg kan ikke selv huske det, men han har fortalt, at jeg kiggede helt koldt på ham og sagde: Jamen så er jeg den ene ud af en million.«

Elsker Hemingway og de andre klassikere

Han forventer mere af sin musik, end han gjorde dengang, da det var nok med en popsang, der bare lød godt.

»Jeg mister hurtigt interessen for de tekster, hvor jeg ikke mærker noget dybere følt, og det er, som om der kommer en distance mellem mig og teksten, og det bliver mere og mere med årene. Der skal løbe noget mere under teksten end bare ordene i den, hvis den skal være rigtig god,« siger han.

Thomas Helmig elsker at læse. Han har haft en fed og vildt pinagtig tur gennem samtlige seks bind af Karl Ove Knausgårds Min kamp, siger han. 

»Ove Knausgård fremstiller nådesløst sig selv som det største og mest håbløse skvat med ondskabsfulde bagtanker, og jeg kan genkende mig selv lige så meget som alle andre, hvad enten vi vil det eller ej,« siger han. 

Han elsker også klassikerne Hemingway, Dostojevskij, Gustave Flaubert og læser dem gerne flere gange. 

Der er en grund til, at de er blevet klassikere, det er jo, fordi de har givet læsere noget særligt generation efter generation og har fået betydning for måden at skrive romaner på, næsten på samme måde som Louis Armstrong fik betydning for, hvordan andre begyndte at spille trompet efter ham, mener han.

Får kuldegysninger, når han læser

»Nu har jeg lige genlæst Hemingways Der er ingen ende på Paris om Paris i 1920’erne. Han lever i Paris med sin første kone Hadley og er sikker på, at den situation er der ingen, der kan rokke ved, og så kommer sætningen, som giver mig kuldegysninger: Men vi var unge, og Paris var en meget gammel by. Det er jo egentlig ret enkelt skrevet, men der løber en hel masse andet under det,« siger han.

Selv elsker han at digte de sætninger, der fortæller mere, end ordene umiddelbart siger, og uden sammenligning i øvrigt, synes han selv, han har ramt noget i teksten: »Når jeg nu savner dig, hvordan kan du så undvære mig?

»Det er ikke en særlig dyb linje, men der løber en masse nede under den, og det er der, hvor man kan være heldig indimellem, og der er en slags kommunikation, så folk rent faktisk kan mærke det, man synger,« siger han.

Sang ved kisten

I januar 2015 blev han bedt om at synge til begravelse i Brabrand Kirke, da en af hans venner fra de tidligste år som musiker, den kendte Aarhus-restauratør Micky Lee, blev begravet. De havde ikke haft meget med hinanden at gøre de sidste ti år, Micky Lee levede, men han kunne mærke, at det betød noget for de efterladte, at han kom og spillede, så ja. Naturligvis.

»Da vi aldrig havde en krone på lommen, og vi indspillede i studiet, kom han utrætteligt kørende med pizzaer til os hver aften og et: Keep up the good work, boys, han var en meget støttende person, og det er jo skidevigtigt, at der er nogle, der er ældre end en selv, når man er ung, ligesom når min storebrors og storesøsters venner havde hørt os nede på Pustervig og bagefter kom og sagde: Det må jeg sgu nok sige, Thomas! Det betød lidt mere, end hvis der stod en, der var 18 eller 19, og sagde det. Jeg har altid haft en indbygget respekt for dem, der var ældre,« siger han.

I Brabrand Kirke sang Thomas Helmig sangen Malaga, fordi det var en sang, han vidste, Micky havde været særligt glad for. Han kunne mærke, at der blev lyttet til hvert ord i højere grad end til, hvordan sangen blev sunget. Det var som at høre ordene første gang.

»Der skete noget inden i mig, men der skete også noget inde i dem, der sad i kirken. Ordene lød anderledes, og alt det med, at der er nogle døre, man skal lukke, før verden bliver større, fik en anden betydning med enken, der sad der med sine tre sønner, for sådan er det jo. Det fik en anden betydning, end da jeg skrev sangen, og det bare handlede om, at der er nogle ting, man må sige farvel til for at komme videre i en tekst.«

Bagefter stod han uden for kirken og mærkede, at lyset var klarere, end det plejede at være. Det var et øjeblik, hvor alt var åbent, og hvor sangen havde været forløsende.

Man spejler sig i musikken

»Det er noget af det, musik kan, som meget få andre kunstarter kan. Man går ikke bare ud og er et andet sted et par timer, nej man har været sammen med masser af andre og spejlet sig i musikken på hver sin måde, og der er lige så mange forskellige oplevelser af musikken, som der er mennesker. Den kan lave den der flokting, og det er formidabelt, mirakuløst,« siger han.

Oplevelsen kender han fra turneerne, når han kommer hjem fra koncerter onsdag, torsdag, fredag og lørdag.

»Det er ikke noget, jeg kommer hjem og fortæller om, at så gik det sådan og sådan. Det bliver mere til, du ved, nå gik det godt? Ja for helvede, det gik fantastisk, og så lader vi det ligge der, men det er klart, at jeg bærer det videre i mig. Kollektiv bevidsthed, det er stærkt,« siger han og klapper sig selv et par gange på maven.

Når man kigger på sit afkom er der ikke mere at bede om

Uden for kontorets vinduer rækker nøgne grene næsten lodret op i en isblå himmel. Han rejser sig og kigger ud. Sikke en dag. Det lys får man ikke i Malaga, der får man noget andet, siger han med en henvisning til den spanske by, hvor han og familien slog sig ned i 2005 og vendte hjem fra igen 2006.

Mens han udøver sin musik, er han mest lykkelig, eller også når han er her sammen med sin familie. 

»At sidde og kigge på sit afkom sammen med sin kone og se, hvad vi har, og alt det, der er imellem os, og den historie, vi har sammen. Man kan mærke, at det er rigtigt, og så er der jo ikke mere at bede om,« siger han. •

5 hurtige spørgsmål

Mediterer du?

»Alle mennesker har brug for at meditere og gør det enormt forskelligt. Søvn er meditation, og når jeg sidder ved et klaver en times tid uden at lede efter noget, men bare sidder og forsvinder i det, er det meditation.«

Hvad er din yndlingsdrink?

»Rødvin helt klart. God rødvin. En  flaske fransk, spansk eller italiensk.«

Den bedste kur mod tømmermænd?

»Mere af det samme. Det er ikke særlig sundt, men det er den bedste kur, men det er sjældent, jeg udsætter mig for det. Jeg orker dem ikke mere, tømmermændene.«

Har du en nørdet interesse?

»Jeg er meget interesseret i oldtidens Rom og læser alt muligt om de romerske kejsere. Jo mere man kommer ind i det, jo mere finder man ud af, hvad den romerske historie har betydet for os.«

Hvad kan gøre dig virkelig rasende?

»At se børn, der ikke bliver behandlet ordentligt. Jeg skrider ikke ind og gør noget, det behøver jeg ikke, for det gør min kone altid. Jeg har børnepolitiet med.«