Test: Hvad er bedst til at fjerne flisepest?

Bolius har testet 3 metoder til at fjerne flisepest fra fliserne på terrassen. Se her, om det er brun sæbe, sand og kost eller terrassevaskeren, der virker bedst.

Flisepest er en organisme, som består af en svamp, der er sammenvokset med en alge. Det bliver også kaldt lav.

Der findes mange forskellige metoder til at rense stenene på din terrasse og fjerne flisepest, men ikke alle er lige effektive. Derfor har Bolius testet 3 forskellige metoder/produkter til at komme de små pletter til livs.

Bolius' fagekspert Ole Vedsted-Jakobsen har testet de 3 forskellige metoder mod flisepest på sin terrasse. Testen er ikke videnskabelig.

De 3 metoder er:

  • En opblanding med brun sæbe.
  • Fugesand og kost.
  • En terrassevasker (patio cleaner) til højtryksrenser.

Test: Brun sæbe

Metoden med brun sæbe fungerer ved, at du laver en opblanding af brun sæbe og vand (1,5 dl fast brun sæbe til 5 liter vand).

Opblandingen påføres området, der skal renses, og det skrubbes grundigt med en stiv kost eller børste.

Efterfølgende skylles området efter med masser af vand for at undgå, at den brune sæbe efterlader en hinde på fliserne.

Fordele:

  • Fjerner i nogen grad flisepest

Ulemper:

  • Kemisk produkt
  • Kræver meget arbejde

Test: Sand og kost

Denne metode til at fjerne flisepest kræver sand, kost og knofedt. Ideen er, at du bruger sandet som 'slibepapir' og med en stiv kost skraber overfladen af dine terrassesten, så flisepesten fjernes.

Fordele:

  • Ingen kemi

Ulemper

  • Fjerner kun i meget ringe grad flisepesten
  • Kræver MEGET arbejde
(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Test: Terrassevasker 

Terrassevaskeren kaldes også en patio cleaner og kan anskaffes til de fleste typer højtryksrensere. Til denne test har Bolius afprøvet en Nilfisk Patio Plus Terrassevasker.

Det er vigtigt, at du ikke renser din terrasse med en almindelige højtrykssrenser, da det kan skade flisernes overflade.

Terrassevaskeren fungerer ved, at en roterende børste med vand fjerner snavs, belægninger og flisepest. Efterfølgende skal fliserne skylles efter for at fjerne snavs og vand.

Fordele:

  • Fjerner meget effektivt flisepest og snavs på fliserne
  • Er nem og hurtig at bruge
  • Ingen kemi

Ulemper:

  • Fugerne skal efterfyldes med fugesand, da terrassevaskeren også fjerner mos og sand mellem fliserne
(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Konklusion: Terrassevasker fjerner bedst flisepest

Terrassevaskeren er bedst til at fjerne flisepest, viser testen. Den er også nemmest at arbejde med og gør ikke brug af kemi, men halvandet år senere er flisepesten i nogen grad vendt tilbage. Derfor kan du være nødt til at gentage rensningen senere.

En ulempe er, at terrassevaskeren også fjerner mos og sand fra fugerne mellem fliserne, som derfor skal efterfyldes med fugesand.

Brun sæbe hjælper en smule

Blandingen med brun sæbe og vand og den efterfølgende skrubning med en kost eller hård børste fjerner noget af flisepesten. Men halvandet år senere er der igen meget flisepest på fliserne.

Sand og kost dumper

Fugesand og kost egner sig ikke til at fjerne flisepest med. Selv med temmelig meget knofedt, giver det kun en meget lille forskel på flisepesten. Specielt, hvis du har en terrasse af en vis størrelse, virker det ikke som en holdbar løsning, da det vil kræve et utrolig stort arbejde at opnå et bare nogenlunde resultat.

Artiklen er opdateret 9. juli 2019.

Læs mere om