Tang kan blive til brændstof, brødføde sultne og få tykke til at tabe sig

Tang er havalger

Tænk, hvis vi fandt en jordklode mere. Så ville alverdens sultproblemer, brændstofmangel og CO2-udfordringer være løst. Men sådan en ekstra planet dumper nok ikke lige ned fra himlen. Til gengæld har vi allerede en enorm ressource her på jorden, som vi næsten ikke bruger. Den hedder tang. Eller vi kalder den tang, men faktisk er det marine alger. Fælles for dem er, at de er organismer, der ligesom planter udfører fotosyntese og danner energi og sukkerstoffer ved hjælp af sollyset – bare i havet. 

Verdenshavene bugner med tang

Hele otte procent af verdenshavene er dækket med tang. Fra de kolde polaregne til de varme troper. Man kender til mere end 18.000 forskellige slags marine alger. Selvom de i vores øjne kan minde om hinanden, så er arterne lige så forskellige som jordens planter. 

Planteplankton er den mindste alge. Den er så lille, at hvis man tager en mundfuld havvand, har man syv millioner af dem i munden. Planteplankton eller mikroalger, som de også hedder, er interessante, når det handler om at lave energi, men det kommer vi til. For oftest er ordet tang fællesbetegnelsen for alle de store alger, makroalgerne. Der findes over 10.000 forskellige arter. Vi kender dem blandt andet som wakametangen i misosuppen, blæretangen på stranden og noribladene omkring sushirullerne.

De er, modsat mikroalgerne, flercellede, og de største kan blive op til 60 meter lange og står som skove på havets bund.Noget af det mest interessante ved makroalgerne er deres vækst. De største makroalger kan vokse op mod en halv meter om dagen. Det vil sige flere centimeter i timen. Tang er altså langt mere produktiv end jordens træer og planter.  

I Østen dyrker de tang i stor stil

Havets marker er, som landjorden var for 1000 år siden – stort set uopdyrkede. Derfor ligger der et kæmpe potentiale på havets bund. Der kunne høstes enorme mængder tang, men der høstes kun 13 millioner ton våd tang om året i verden. 80 procent af det, der høstes i dag, kommer fra tangfarme, resten høstes vildt. Størstedelen dyrkes og spises i Østen. For tang har altid været en vigtig og skattet del af den østlige diæt, specielt den japanske.

Hele 10 procent af japanernes kost består af tang. Netop derfor har japanerne i flere hundrede år haft fokus på at udvikle metoder til at dyrke og høste tang. Erfaringer, som resten af verden kan trække på, nu hvor Vestens øjne også vendes mod det grønne guld i havet. Den største og mest værdifulde marine afgrøde i verden er rødalgen purpurhinde, der bliver brugt til at fremstille noriblade, der som nævnt, er bedst kendt for at holde sammen på sushirullen. 

Engang var tang også på spisekortet her i Norden. Men modsat i Østen var det fattigmandsføde hos os. Tang spiste man, når reserverne var tomme. På Færøerne findes der endda en talemåde om et menneske, der dør fattigt: »Han blev lagt i graven med et tangblad i munden.« Men tang fortjener måske et bedre ry.

Fisk er så sundt, fordi de spiser tang

Alger og tang er grunden til, at fisk og skaldyr er så sundt. For fisk kan ikke selv producere de sunde flerumættede omega-3-fedtsyrer. Fisk kommer først til at indeholde det gode fedt, når de spiser tang og alger, der indeholder omega-3-fedtsyrer. Mennesker kan heller ikke selv danne omega-3, og derfor er det vigtigt, at vi spiser os til dem. Men hvis vi kommer tang på tallerknen, behøver vi ikke fisk som mellemled, så går vi direkte til omega-3-kilden. Fedtsyrerne modvirker hjerte-kar-sygdomme, mindsker kolesterolaflejringer i blodkarrene, indgår i vores hjernes og nervesystems udvikling og hjælper med at holde det velfungerende livet igennem.

Tang er også på andre områder jordens frugt og grønt overlegen, og det indeholder langt flere kostfibre, vitaminer og mineraler. Den præcise sammensætning er forskellig fra art til art. Men fælles for dem alle er deres høje indhold af kostfibre, der kickstarter vores træge maver. Modsat raffineret og forarbejdet mad sætter kostfibrene nemlig vores mave og tarm i gang med at arbejde. Og da vores krop ikke kan optage de uopløselige kostfibre, er tang kalorielet og mættende. Med andre ord: Slankende. 

Men hvis tang i stigende grad skal på menuen, skal man sikre sig, at den ikke er forurenet, og at det ikke ødelægger havene at dyrke tang intensivt. Annette Bruhn, der forsker i dyrkning af havets planter, fortæller, at man undgår forurenet tang ved kun at samle tangen steder hvor vandet er rent. Og det er havet generelt i Danmark, hvis man lader være med at samle ved eksempelvis en havn eller et spildevandsudløb.

»Hvis vandet er rent, er tangen også ren, men er havet forurenet, kan tang lige som fisk optage eksempelvis tungmetaller. Men tungmetallerne ophobes ikke som hos fisk, fordi fisk spiser andre fisk eller smådyr, der indeholder tungmetaller,« siger havbiolog Annette Bruhn.

Selvom man i stigende grad vil dyrke tang i havene, behøver man ikke bekymre sig om, at tangproduktionen vil forurene havene. »Tangdyrkning bidrager derimod til at sikre renere farvande, idet tangen vil optage en del af det kvælstof og fosfor, der er for meget af i de indre danske farvande. Og dermed vil en øget tangproduktion måske mindske risikoen for iltsvind,« siger Annette Bruhn og fortæller, at flere havbrug allerede dyrker tang for at fjerne noget af det kvælstof, deres fisk udleder.

 Tang kan producere energi 

Ud over at være havets grøntsager kan tang og alger også bruges til at lave energi af. Der findes mange projekter rundt om i verden, hvor forskere arbejder på at lave tang om til ethanol, som biler kan køre på, og forvandle tang til andre former for energi. Forskerne er så langt, at de kan lave tang og alger om til brændstof, men de kan ikke producere det i store mængder. 

»Det er opskaleringen, der er den store udfordring. Og der er meget arbejde foran os, før det bliver en kommercielt god forretning at producere brændstof af tang,« siger Peter Daugbjerg Jensen, sektionsleder for Vedvarende Energi og Transport på Teknologisk Institut. 

Der er på verdensplan mest fokus på at udnytte mikroalger som energikilde. De små alger dyrkes i åbne bassiner på landjorden, og der er stor interesse for disse nye »oliefelter«. Og flyproducenter som Boeing og flyselskabet Air New Zealand forventer at få fly, der flyver på algebrændstof, inden for et årti. Det er fedtstofferne i algerne, man forsøger at udvinde og bruge som brændstof.

Søsalat kan blive til biogas

I den store tang – makroalgerne – er det derimod sukkerstoffet, man forsøger at få til at gære og blive til bioethanol. Teknologisk Institut har stået for et treårigt projekt, hvor de sammen med Dong Energy, Danmarks Miljøundersøgelser og DTU Risø forskede i energiproduktion fra dansk søsalat. Søsalat er den skriggrønne tang, der skyller op på mange danske strande.

Projektet viste, at det ikke kan betale sig at brænde tang og fyre med det i kraftværker. Der er for meget salt i tangen, der dannes for meget aske, når tang brændes, og derudover var det også dyrt at tørre tangen, inden den skal brændes. Men tangen kan muligvis bruges til at blande i anden biomasse – og brændes sammen med halm eller blandes i gylle i et biogasanlæg.

Anvendelse af tang til energiproduktion ser på kort sigt mest lovende ud i form af biogas, hvorimod det ikke er egnet til fast brændsel. Produktion af brændstof er en mulighed, men der ligger stadig et stort udviklingsarbejde foran os, før vi kender mulighederne for at producere brændstof af makroalger, siger Peter Daugbjerg Jensen som konklusion på søsalatprojektet.

Tang skal både sælges som fødevarer og bruges til energi

»Den vigtigste erkendelse, vi nåede frem til, var, at man skal tænke tang som en ressource, der skal udnyttes to gange. For ellers kan det ikke betale sig økonomisk. Først skal man lave mad eller et andet produkt med en høj værdi af en del af tangen, og derefter kan man bruge tangresterne til at lave energi af,« siger Peter Daugbjerg Jensen. Og sammenligner tang med korn og halm. 

»Først sælger man kornet og har en indtægt på det. Derefter bruger man halmen til at lave energi af. På samme måde skal vi spise de fine spæde skud af tangen først, og derefter kan vi bruge resten af tangen til at lave energi af,« forklarer Peter Daugbjerg Jensen.

Hvis det skal blive rigtig interessant at bruge tang som biomasse i en energiproduktion, skal det dyrkes i meget stor skala. Det kan ikke nytte, at det skal høstes manuelt. For der er brug for store mængder i en meget ensartet kvalitet. Og når man dyrker tang i havet på liner, kan man producere omkring 20 ton tørstof tang per hektar, hvilket er cirka dobbelt så meget udbytte per hektar, som hvis man for eksempel dyrkede korn, majs, pil eller andre afgrøder til energi på landjorden.

I mange af de store olieselskaber tror man på, at det kan lade sig gøre at opskalere produktionen af bioethanol fra tang og tjene penge på det. Og oliegiganter som Shell og Statoil er blandt andet med i kapløbet om at producere bioethanol af planterne i havene. 

Tang kan være et våben i kampen om den globale opvarmning

Tang er også en overset ressource, når det kommer til kampen mod den globale opvarmning. For havets planter binder store mængder CO2, og der er plads til, at havene kan binde meget mere CO2. Signe Høgslund skriver i bogen Havets Planter, at en eng med havgræsser på størrelse med en fodboldbane kan kompensere for 10.000 km landevejskørsel i en Skoda Fabia hvert eneste år.

»Det er endnu en god grund til at passe godt på vores bunddække i havene, og at vi skal hjælpe med at få endnu mere tang i havene. Der er meget fokus på at bevare regnskoven på landjorden, men der mangler fokus på at bevare plantesamfund i vandet. For det er lige så effektivt at genetablere en ålegræseng, som det er at bevare regnskov,« siger Signe Høgslund, der er forsker ved Bioscience, Aarhus Universitet.

Tang er et enormt CO2 lager

Den CO2, der bindes af havets planter, bliver nemmere trukket ud af kulstofkredsløbet end den, der bindes af landplanterne. Selvom om havets planter kun fylder en brøkdel af, hvad landjordens planter og træer fylder, så fjerner de cirka den samme mængde CO2. Når alger eller tang dør og falder ned på havets bund, tager de kulstof med sig, som bliver på havets bund i mange tusind år. Faktisk gemmer havets døde planter hvert år omkring 244 millioner ton kulstof af vejen.

Norske forskere har udarbejdet et stort studie om tang og CO2. Her fandt de frem til, at den norske tang allerede binder omkring 29 millioner ton CO2. I Norge arbejder man på at få tangen til at binde dobbelt så meget CO2 ved at give tangen bedre betingelser. For i Norge er kæmpe tangarealer af søgræs og sukkertang forsvundet i løbet af de sidste årtier, primært fordi de er græsset ned af søpindsvin. 

»Der hvor søpindsvinene har græsset, er havets bund som en undersøisk ørken. Så det vil udelukkende være positivt at få tangen tilbage. Søpindsvin er en delikatesse blandt andet i Japan, og man kan indsamle dem og eksportere dem og samtidig skabe bedre vilkår for tangen,« siger Hege Gundersen, som er marinbiolog og forsker i NIVA, Norsk Institut for Vandforskning.       

Mange af de fakta, der er i artiklen, er hentet i to danske bøger om tang: Havets planter – på opdagelse i en ukendt verden af Peter Bondo Christensen og Signe Høgslund. Tang – grøntsager fra havet af Ole G. Mouritsen.