Sure unger fortæller: Det gør mig så sur, når...
1 - Sarah S. Baunbæk, 7 år, Virum
»Jeg er sur nogle gange om ugen – og nok mest på drengene i skolen. I dag blev jeg faktisk rigtig sur på en dreng i min klasse. Fordi han tog mit lyserøde viskelæder og tegnede på det i matematiktimen. Jeg havde egentlig selv tegnet på det, men han tegnede bare sjusk. Jeg havde tegnet et sødt lille hundeansigt på det. Jeg ved godt, at jeg ikke skal begynde at slå ham. Fordi så kan han blive rigtig ked af det, man skal hellere sige stop og så sige det til en lærer. For at slå gør mere ondt. Men senere legede vi sammen ovre i SFO’en, fordi han er helt vildt god til at spille på keyboard, og så lavede vi en lille forestilling.« »Her i morges var jeg sur på far, så lavede jeg et skilt, hvor der stod far og var en streg henover og hængte det på min dør. Det betyder bare, at jeg er sur på far, og at han må ikke komme ind. Det var bare, fordi jeg var rigtig træt i morges, og min far kunne godt se, at jeg var træt, og så sagde han, at jeg skulle skynde mig.«
2 - Vigga Sandfeld Nielsen, 5 år, Frederiksberg
»I dag var jeg sur i børnehaven. To gange. Jeg kom op at skændes med to af mine venner, der hedder Linn og Rosa. Det var, fordi Linn bare vendte ryggen til, når jeg talte til hende, hun lod, som om hun ikke hørte det. Så blev jeg ked af det, og jeg begyndte at græde.« »Jeg græder og råber, men det er ikke så tit, jeg skriger. Det gør ondt i hovedet, altså når jeg råber og skriger.
»Hvis andre bliver sure, så går jeg bare min vej. Jeg kan høre det, når de råber og skriger. Voksne kan også blive sure på børn, så råber de, at man skal tie stille.« »Sidst jeg var mægtig sur derhjemme, sagde mor, at jeg skulle blive inde på mit værelse, indtil jeg var klar igen, og jeg ikke råbte og skreg mere. Så legede jeg lidt, og så blev jeg glad igen, da jeg fandt mit spøgelsesslim.«
3 - Asker Zentio Larsen, 7 år, Hellerup
»Jeg kan ikke huske, at jeg har været sur her for nylig.« »Jeg kan godt blive lidt sur, når mine forældre siger, jeg ikke må få noget at spise. Jeg må altid gå sulten i seng, fordi min mor og far aldrig giver mig nok mad. Fordi jeg spiser så meget kød og kartofler til aftensmad, at jeg bliver hurtig mæt. Og så bliver jeg mere sulten senere på aftenen. Men jeg får tit en portion mere, mest af min mor«. »De fleste børn snakker med høj stemme, når de er sure. De råber sådan: JEG VIL HA MAD. Jeg tror ikke altid, det virker at råbe, men for mig gør det. Altså det virker på mor, men ikke på far.«
4 - Julius Willestofte Berg – spejdernavn: Junak, 8 år, Virum
Julius: »Jeg kunne ikke lide min lærer, fordi hun blev sur på mig. Det var bare, fordi jeg ikke havde en bog at læse i, og så ville jeg gerne lige gå ned på biblioteket og finde en. Det måtte jeg ikke. Hun sagde, jeg skulle sidde i klassen og læse i en bog, for vi har bøger nede bagved i klassen. Det blev jeg sur over, for de bøger er for lette for mig, fordi jeg er en meget god læser. Så læste jeg bare og var sur.«
Lucas Lennart Santos – Spejdernavn: Felix, 9 år, Lyngby
Lukas: »Jeg blev faktisk meget ked af det i dag. Vi legede fang fanen, og så var der ingen, der lyttede til mig, da jeg sagde, vi skulle fange Gustav. Og så blev jeg måske lidt ked af, at ingen lyttede til mig, og så begyndte William at skælde mig ud. Og så begyndte jeg at skælde ham ud. Så vi blev sure på hinanden. Så gik vi bare hver sin vej, og så rakte han fuck ad mig, og så gik jeg indenfor.«
5 - Hugo Rishøj, Brønshøj, 6 år
»Det føles, som om man gerne vil slå. Når jeg ikke slår, så er det, fordi jeg ligesom ikke kan gøre det. Men jeg kan sagtens gøre det, hvis det ikke er en af mine venner. Men jeg gør det ikke på små. Dem har jeg aldrig prøvet at slå. Jeg slår heller ikke på min mor eller far, for de er jo mine venner. Hvis jeg bliver sur på dem, så vil jeg være for mig selv. Så jeg ikke skal høre på alt det pjat, der foregår.« »Den, jeg har set blive mest vred, er min far. Han råber og bliver runken, og jeg ved ikke, om min mor kan være mere sur end min far, det har jeg aldrig prøvet.« »Jeg bliver vred, hvis der er nogle, der driller mig. Og hvis en slår mig. Og hvis der er nogen, der tager min pind. Jeg kan godt blive bange for en af de små drenge i børnehaven, når han er vred. Det bedste, man kan gøre, når jeg er sur, er at give mig en is.«
6 - Tama Bertram Lund Hodgson, 8 år, Kastrup
»Min mor irriterer mig, og så siger hun sådan her bla bla bla nej nej nej bla nej bla bla bla. Når jeg skal slukke computeren, og jeg er i gang med at slukke den, så skal man først ud af spillet, og det tager tid.« »Jeg bliver sur på min mor, når jeg er ved at tage tøj på om morgenen, og hun råber, det går for langsomt.« »Jeg bliver også nogle gange sur på min far, men min far bliver mest sur på min søster.« »Jeg blev også sur på en i skolen, fordi han tog den store bane. Og der var også en, der irriterede mig og skød en bold på mig, så den ramte lige i ansigtet – på tuden.«





